PROSIT har spurgt Karin Barlas som til dagligt arbejder med at vejlede de studerende om PROSAs a-kasse:
Hvad er dit råd til nyuddannede, som vil læse videre - skal de blive medlem af PROSAs a-kasse, når de afslutter deres første studie?
- Hvis man fravælger at blive optaget som fx. nyuddannet datamatiker, så vil man kunne optages, når bacheloruddannelsen er afsluttet. Her gælder samme regler som efter datamatikeruddannelsen: man skal melde sig ind inden 14 dage efter afslutningsdatoen. Men man skal huske, at det kun er i forbindelse med afslutning af en uddannelse, man kan melde sig ind i PROSAs a-kasse. Starter man på en ny uddannelse, skal man gøre den færdig for at blive optaget - man kan ikke komme ind i a-kassen, hvis man dropper ud af sin bacheloruddannelse. Så man skal være utrolig sikker i sin sag for ikke at melde sig i a-kassen allerede efter sit første studie.
Kan det betale sig?
- Det er ikke bare et godt sikkerhedsnet at melde sig i a-kasse allerede efter sit første studie, det er i de fleste tilfælde også en god forretning.
Regneeksempel
Regneeksempel for en datamatiker som slutter 30. april 2009, men som vil starte på overbygningsuddannelsen 1. september og som kommer ud i ledighed efter endt datamatikerstudie:
Perioden fra 1.maj til 1. september
Udgifter:
Kontingent til PROSA a-kasse i 4 måneder a 503 kr. : 2.012 kr.*
Indtægt:
Dagpenge på dimittendsats i 66 dage (juni-juli-august) 39.270 kr.*
* før fradrag og skat med forbehold for satserne kan ændres i kraft at lovgivning m.v.
Når man starter på sit nye studie kan man bibeholde sit a-kasse-medlemskab mens man studerer og det kan også være en god forretning, hvis man ikke har job den første måned efter endt studie. Den første måned er normalt en karensperiode uden dagpenge, men hvis man bibeholder sit medlemskab har man overstået karensperioden.
Regneeksempel for en studerende på Professionsbachelor i Softwareudvikling som beholder sit a-kasse-medlemskab under studiet og som er ledig i den første måned efter endt studie!
Udgifter:
Kontingent til PROSA a-kasse i 16 måneder a 401 kr. : 6.416 kr.*
Indtægt:
Dagpenge på dimittendsats den første måned (21 hverdage) 12.495 kr.*
* før fradrag og skat med forbehold for satserne kan ændres i kraft at lovgivning m.v.
Er der ikke en bagside af medaljen?
- Det er klart at for at få dagpenge, så skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, så man kan ikke tage af sted på ferie i 4 måneder indtil det nye studie starter i september. Er man så heldig at have arbejde i de fire måneder mellem de to studier så får man selvfølgelig ikke dagpenge i perioden, men så optjener man til gengæld ret til den maximale dagpengesats når man slutter sit andet studie, og dermed får man omkring 2600 kr. ekstra i dagpenge om måneden, hvis man bliver ledig slutter Karin Barlas.