PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Software, Arbejdsmarkedet

Dansk startup: Vores robotter kan i princippet skrive om alt

Vil du have artikler fra politiets døgnrapporter, vejrtjenester eller aktiemarkedet? Findes der struktureret data, kan robotterne hos markedsdatavirksomheden Lasso X i princippet skrive om ethvert emne.

– Vi er stødt på mange brancher, der kan gøre brug af det her. Det, vi gør, er bare at tage noget struktureret data. Lave en robot, der forstår det. Og så spytte noget indhold ud.

Sådan siger Jeppe Bech Madsen, der er chief technology officer hos den danske markedsdatavirksomhed Lasso X.

Lasso X har skabt opmærksomhed i mediebranchen med sin gratis nyhedsside lasso.dk, hvor man kan læse mere end 1.000 robotnyheder om danske virksomheder om dagen. Robotterne scanner konstant de offentlige registre. Og hver gang der sker noget nyt – det kunne være en ny årsrapport eller udskiftning i en bestyrelse – skriver robotterne en nyhed.

Prosabladet har gennemlæst flere af nyhederne, og alle er skrevet i letlæseligt dansk. Prøv selv at taste et virksomhedsnavn ind i søgefeltet.

Nyhederne er en smagsprøve på Lasso X’s kerneprodukt: En platform, hvor man kan følge med i autogenereret indhold om danske virksomheder, i form af tekst, tal og grafik. Kerneproduktet har altså ikke noget med den traditionelle mediebranche at gøre.

Sidste år genererede Lasso X en netto-omsætning på fire millioner kroner. Der er altså et marked for robot-indhold uden for mediebranchen.

Alle historier på en gang

Nu rækker Lasso X dog også en arm ind i mediebranchen. Sidste år investerede JP/Politikens Hus 12 millioner kroner i virksomheden. Og mens Prosabladet er på besøg, er Lasso X i gang med at bygge en fodboldrobot til Ekstra Bladet, der er ejet af JP/Politikens Hus.

Og erhverv og sport er kun en lille del af potentialet, hvis man spørger Lasso X.
– Vores robotter kunne skrive om vejret, politiets døgnrapporter, aktier ..., siger Jeppe Bech Madsen.
– … Politik, lovforslag ... alt, hvor der findes struktureret data, supplerer chief operating officer Tea Sylvest.

Prosabladet tager en tur rundt i huset og møder blandt andre ledende backend-udvikler Emil Bech Madsen, der sidder med tre skærme foran sig.

Han er i gang med at bygge den nye robot til Ekstra Bladet sammen med en journalist og en forretningsudvikler. Og det er ikke en helt enkel opgave. Han peger på en tegning på et whiteboard bag ham. Tegningen viser, hvordan den danske superliga hænger sammen. Robotten skal være forberedt på alle tænkelige udfald.
– I teorien skriver vi om alle fodboldkampe på én gang, siger Emil Bech Madsen.

Processen er vendt på hovedet

Få meter derfra sidder journalist Marie Falk Eriksen, der også er travlt optaget af den nye fodboldrobot. Hun bekræfter, at robotjournalistik er en ny måde at tænke på.
– Den redaktionelle proces er vendt på hovedet her. Normalt får man måske en idé om, at en historie er spændende. Så kører man den forbi sin redaktør, finder nogle kilder og får en redaktør til at gennemgå det. Her er det vendt på hovedet. Du laver et layout af artiklen, inden den bliver skrevet, siger hun.

Den underliggende kode bliver bygget i C#. Men når robotten er klar, skal Ekstra Bladets journalister selv kunne styre, træne og udvikle den. Og brugerfladen er en af de største udfordringer.
– Vores designer har brugt rigtig lang tid på at finde ud af, hvordan man viser det her på en intuitiv måde, siger Emil Bech Madsen.

Jeppe Bech Madsen bekræfter:
– Det her med at formidle noget, robotten laver, i en editor, der ligner Word: Det er en utroligt vanskelig opgave. Det skal formidles på en måde, der er meget brugervenlig.

Fremtidsperspektiver

Og det er ikke kun på det tekniske område, at teamet skal tænke nyt, fortæller Marie Falk Eriksen.
– Det er et nyt felt inden for journalistikken. Det er, som om vi alle – udviklere, journalister og redaktører – skal finde hinanden og finde ud af, hvordan vi skal arbejde sammen om det her, siger hun.

Bag hende sidder Marc Aas Sørensen, der er ansvarlig for forretningsudvikling, og som også arbejder med den nye fodboldrobot.
– Det skal give mening rent teknisk, men det skal også give mening rent forretningsmæssigt. Der skal helst være lidt perspektiv i det – også for andre end lidt nørdede journalister, siger han.

Er et lovende nyt opgavemarked i gang med at forme sig for it-folk, vil Prosabladet gerne vide.
– Personligt er jeg en smule skeptisk. Du kan ikke tage en almindelig journalist og erstatte ham med det her. Om det bliver en kæmpe industri, det er svært at sige, siger backend-udvikler Emil Bech Madsen.

Og fra chief technology officer Jeppe Bech Madsen lyder det:
– Jeg tror ikke, der kommer et eldorado af stillinger for udviklere.

For sagen er, at en robot kun skal bygges én gang.
– Det er meget skalérbart. Når du har trænet robotten én  gang, er den så god, som den er – altid, siger han.

Til gengæld tror han, der kommer et stort opgavemarked for folk, der kan forbedre robotterne.
– Der bliver en masse arbejde i forbindelse med at træne robotter og lave skabeloner, så indholdet bliver bedre, siger han.

Lasso X forholder sig ifølge Jeppe Bech Madsen afventende – men nysgerrigt – til udviklingen inden for machine learning og neurale netværk. Men det kan snart ændre sig:
– Machine learning er bestemt noget, vi godt kunne bruge et bedre indblik i. Vi udelukker ikke, at der kan komme et fremskridt i teknologien, så vi kan bruge det noget mere. Og en person, der forstår det godt, vil være guld værd.

Lasso X

  • En markedsdata-­virksomhed, der sælger autogenereret indhold om dansk erhvervsliv.
  • Kerneproduktet er en platform, hvor virksomheder får adgang til tekst, grafik og tal om andre virksomheder. Alt sammen baseret på data fra offentlige registre, såsom CVR, Tinglysningsretten og Ejerregisteret.
  • Driver også Lasso.dk – en hjemmeside med gratis robot-nyheder om dansk erhvervsliv.
  • JP/Politikens Hus investerede sidste år 12 millioner kroner i Lasso X. Siden begyndte virksomheden at udvikle en fodboldrobot til Ekstra Bladet, der er ejet af JP/Politikens Hus.
  • Lasso X blev stiftet i 2014.