PROSA og PROSAs A-kasse får mange spørgsmål fra medlemmerne om regeringens nye spareplan. På de fleste punkter er det endnu uvist, hvad planen konkret vil betyde, men her er en foreløbig liste over, hvad nedskæringerne berører i din fagforening og a-kasse. A-kassen arbejder løbende på at finde ud af mere og vil informere medlemmerne, så snart reglerne står klart.
Mindre fradrag på kontingentet
Fagforeningskontingentet bliver kun fradragsberettiget op til 3000 kroner om året. Folk, der er medlem af både PROSAs A-kasse og PROSA, betaler pt. 4332 kroner i fagforeningskontingent, hvoraf 1332 kroner dermed ikke længere vil være fradragsberettiget.
Dagpengeperioden halveres
Dagpengeperioden halveres fra fire til to år. Efter 1. juli kan man få dagpenge i to år inden for en periode på tre år (104 uger/tre år), hvor man før kunne få dagpenge i fire år inden for en periode på seks år. Det gælder for alle, både folk, der allerede nu er ledige, og folk der bliver ledige efter 1. juli. Dem, der er på dagpenge i dag, vil altså højst kunne få to års dagpenge fra 1. juli 2010.
Genoptjening af dagpengeretten
Hvis du har mistet din dagpengeret, kommer arbejdskravet til genoptjening af dagpengeretten fra 1. juli til at være 1924 timer. Det bliver altså forhøjet til at svare til det krav, man skal opfylde for at opnå dagpengeret i det hele taget.
Ændret beregning af dagpengesats
Dagpengesatsen bliver fremover beregnet på baggrund af indtægten de sidste 12 måneder i modsætning til de tre måneder, det har været hidtil. Det bliver sandsynligvis heller ikke længere muligt for nyuddannede at komme på maksimal dagpengesats ved at have et fuldtidsarbejde i tre måneder efter endt uddannelse – men først efter 12 måneder.
Ingen feriedagpenge til nyuddannede
Nyuddannede kan ikke længere få feriedagpenge efter 1. juli.
Voksen- og efteruddannelse
Folk i arbejde, der får VEU – Voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse – har ikke længere mulighed for at optjene feriedagpenge. Ligeledes reduceres de maksimale satser for VEU med 80 procent.
Kortere støtteperiode for SVU
Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) til beskæftigede skæres ned fra 80 uger til 40 uger for alment niveau og fra 52 uger til 40 uger for videregående niveau.
Kilder: Genopretningsplanen