Yuval Noah Hararis bog Homo Deus – A Brief History of Tomorrow er et autoritativt og aktivistisk forsøg på at skrive slutkapitlet om, hvordan menneskeheden drager sit sidste suk og slutter sig til andre uddøde racer og religioner på historiens gravplads. Årsagen til vores arts endeligt er tæt knyttet til it. Det er simpelthen store tech-virksomheder og it-folk, som er med til at føre os mod et samfundsmæssigt kollaps, mener Harari.
Det lyder som en rigtigt dyster sci fi. Og udsynet fra det skrivebord, hvor Yuval Harari sidder og samler trådene i sin forskning, er da også tydeligvis mere mørkt end muntert, men forudsigelserne og konklusionerne baseres på omfattende kildemateriale og grundige analyser af alt fra laboratorieforsøg på rotter til menneskets forhold til græsplæner gennem tiden. Det er altså ikke bare en samling tilfældige holdninger, vi har med at gøre. Harari er en videnskabsmand, som argumenterer for sine pointer. Homo Deus er en stor og ambitiøs bog med én mission: At give et bud på, hvilken fremtid vores nuværende samfundsform fører med sig.
Vores menneskesyn skrider
Yuval Harari studerer, hvordan vi har underlagt os dyreriget, og viser, at vores videnskabssyn solidt har placeret det ukrænkelige menneskelige individ som altings begyndelse og slutning. Hvor tidligere tider havde verdensbilleder, som vi nu finder dybt forældede, så er den meningsgivende konstant i verden gennem de sidste 350 år det menneskelige individ og den liberale, humanistiske ideologi. Ifølge Yuval Harari virker det menneskesyn som en moderne religion, og det er netop en af forudsætningerne for markedskapitalismen og det repræsentative demokrati. Harari argumenterer, med baggrund i analyser af forskningsprogrammer hos Google og medicinalindustrien, for, at de næste mål for den menneskelige aktivitet bliver søgen efter guddommelighed, evig lykke og udødelighed. Og netop derfor skrider fundamentet for hele vores menneskesyn.
Videnskaben ser mennesket som en samling biokemiske algoritmer. De kan kortlægges, forklares og analyseres helt nøgternt, som var det et dataflow. Faktisk mener Harari ikke, at der er stor forskel på kognitionsforskningens syn på menneskets hjerne og datalogiens syn på data. Ifølge det videnskabssyn er det derfor muligt for en ekstern algoritme i et computernetværk at kende et menneskeligt individs psyke bedre, end det selv gør.
Det undergraver vores forestilling om at være selvstændige individer, fordi vores fri vilje forsvinder i en række hyperkomplekse mekaniske processer, som er mulige at kortlægge og forudsige. Samtidig mister vi vores værdi i militæret og i produktionen. Vi erstattes af maskiner, robotter og droner, som selv kan gå i krig og arbejde i fabrikkerne og på kontorerne. Det medfører to afgørende forandringer i forholdet til menneskets værd i verden.
For det første vil vi stadig have værdi kollektivt. Vi bliver en databank for de algoritmer, vi omgiver os med, som skal bruge vores valg, vores DNA og vores følelser til at kunne lave præcise forudsigelser.
For det andet vil enkelte ekstraordinært rige mennesker have værdi i sig selv. De, der i tide får udvidet deres intelligens med kemiske hjælpemidler, eller som ender med at eje de virksomheder, som styrer algoritmerne og gør os andre ubrugelige. Samfundet er i gang med at blive delt op i en ”useless class” og en global superelite, som udnytter vores kroppe og handlinger til at automatisere samfundet og udvide sin egen intelligens og rigdom.
Nu tænker man måske: Puha, det lyder langt ude og dystert. Men Yuval Harari analyserer og fremskriver såmænd bare videnskabssynet i de rigeste og mest magtfulde cirkler. Han deler bestemt ikke deres holdninger, men analyserer, hvad konsekvensen kan være. Bare tænk på en aktør som Singularity University – Googles aggressive og meget magtfulde tænketank, som har lagt grunden til Disruptionrådet herhjemme – det deler i høj grad det syn på samfundet og fremtiden, som Harari beskriver. Og sammen med deres kumpaner bruger de milliarder af dollars på at fremme det.
Hvorfor skrive historie?
Den ”religion”, som er i gang med at overtage samfundet, kalder Harari for ”dataism”. Forestillingen er, at det er menneskehedens opgave at bygge kunstige intelligenser og kognitive netværk, som massivt overgår vores egen intelligens, og så lade dem overtage styringen af vores livsvalg. Historien om denne nye dominerende og stærkt aggressive verdensreligion har vi dog ifølge Harari en mulighed for at frigøre os fra og vælge en anden fremtid.
Hvis man ikke kender forudsætningerne for sine valg og de magtstrukturer, der styrer dem, så er man tvunget til at gentage historien, mener han. Og man kan sige, hvad man vil, men Harari leverer en dybt tankevækkende historie om den retning, de mest magtfulde it-virksomheder presser vores samfund i.
