Eksterne aktører
Kirsten Heller Njor blev fyret fra sit job i slutningen af 2002. Som andre ledige skulle også Kirsten tage imod arbejdsformidlingens tilbud om personlig vejledning. Arbejdsformidlingen i Storstrøms amt bruger som mange andre arbejdsformidlinger i Danmark eksterne konsulentvirksomheder til at vejlede de ledige.
Plan i fællesskab
I foråret indkaldes Kirsten Heller Njor til det første møde med en af Bækhøjgruppens konsulenter. I invitationen står der, at konsulenten og Kirsten sammen skal lægge en plan for hendes næste job.
De bliver enige om, at hun skal sende materialet til konsulenten inden mødet. • funktionsopdelt cv
• projektliste• ansøgninger + tilhørende jobannoncer
Uforberedt konsulent
Den 9. april møder Kirsten Heller Njor ind hos Bækhøjgruppen. Konsulenten havde blot printet to ansøgninger ud. Han havde ikke printet cv, projektliste eller jobannoncer. Desuden havde han hverken haft tid til at læse Kirstens mail eller de to ansøgninger, han havde printet ud.
Konstruktiv
Kirsten Heller Njor havde i forbindelse med sin fyring modtaget rådgivning af AS3. Et konsulentfirma, som Cap Gemini tilbød de fyrede rådgivning hos. Kirsten har fra starten grebet sin ledighed konstruktivt an. Hun er tilmeldt adskillige jobdatabaser. Hun søger annoncerede stillinger, men skriver også uopfordrede ansøgninger. Når hun skal skrive en ansøgning, sætter hun sig altid ind i det pågældende firma, inden hun ringer til dem. For ikke at være helt blank til samtalen.
Ud over stepperne
Til samtalen med konsulenten fra Bækhøjgruppen fik hun at vide, at hun skulle skyde lidt mere med spredehagl, og at hendes research derfor var unødvendig.
- Tag Krak, og find firmaer med mere end 100 medarbejder, og send dine ansøgninger til dem. Vær mere aggressiv i den approach, mød op personligt uden forudgående aftale, sådan lød rådene til Kirsten, som var målløs over denne peptalk. Hun meddelte konsulenten, at hun ikke havde et aggressivt salgs-gen. - Det er der ikke noget, der hedder, fortalte konsulenten en stadig mere målløs Kirsten. Du skal skrive minimum 500 ansøgninger og deltage i minimum 50 samtaler, før du får et job, så det er bare ud over stepperne!
Ligeglad med ferie
Kirsten Heller Njor meddelte konsulenten, at hun havde ferie fra 14. april og måneden ud. Alligevel insisterede konsulenten på, at Kirsten udarbejdede et resultatbudget til ham for resten af måneden, ligesom han insisterede på, at næste møde skulle afholdes på Kirstens sidste feriedag. Hun blev dog ringet op af konsulenten allerede næste dag, fordi han havde glemt, hvornår de skulle mødes.
Pengemaskine?
Kirsten gik fra mødet med en underlig smag i munden, fordi hun følte sig tromlet og underkendt som ligeværdig person. Konsulenten var uforberedt til mødet og havde ikke læst det det fremsendte materiale. Hun følte ikke, at han havde værktøjerne til at hjælpe hende i processen. Og spørgsmålet meldte sig:
- Er Bækhøjgruppen mon blot en smart pengemaskine, som for mindst mulig indsats hiver vores skattekroner ud af AF?
Opfør jer ordentligt
Kurt Kofoed, leder af PROSAs a-kasse, er ikke udelt begejstret for "den hollandske model", hvor eksterne aktører byder ind på at rådgive ledige.
- Arbejdsformidlingerne kan risikere at bruge alt for mange ressourcer på at holde de eksterne aktører til ilden. De nye aktører skal opføre sig ordentligt over for de ledige, men jeg frygter for, at vi kommer til at bruge meget tid på nogle dyre drenge, som anser ledigheden som en guldgrube.
Klage virkede
PROSA sendte på Kirstens vegne en klage til arbejdsformidlingen i Storstrøms amt. Kirsten fik en forklaring på det uheldige forløb og en beklagelse. Bækhøjgruppen har nu fået en helt anden omgangstone, de er vokset gevaldig med opgaven og har vist sig at kunne bruges som sparringspartnere.
- Jeg har sammen med 16 andre ledige seniorer været på jobsøgnings-/jobtræningskursus, fortæller Kirsten, som på dette kursus har fået en bred vifte af værktøjer til at skrive opfordrede som uopfordrede ansøgninger, træning i jobsamtale og approach via telefon, opfølgning på ansøgninger, handlingsplaner m.m. Kirsten Heller Njors historie om konsulenter, som er for smarte, er ikke en enlig svale. Politiken har i de seneste måneder fortalt historier om andre ledige, som har fået en uværdig behandling af eksterne konsulenthuse.
A-kassen