PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arbejdsløshed

Feriedagpenge i ferieåret 1. maj 2006 til 30. april 2007

Omkring den 21. april 2006 vil du modtage en optjeningsmeddelelse, hvor vi oplyser, hvor mange feriedage du har optjent i a-kassen til afholdelse i det nye ferieår.

Du optjener feriedage med ret til feriedagpenge på grundlag af det, du har fået udbetalt i optjeningsåret 1. januar - 31. december 2005. Du optjener feriedagpenge af alle ydelser, du har modtaget fra a-kassen i optjeningsåret (bortset fra efterløn og befordringsgodtgørelse). Du optjener også ret til feriedagpenge, hvis du i optjeningsåret har fået:

1. Sygedagpenge fra kommunen, hvis du var medlem af en a-kasse, da du fik udbetalt syge-/barselsdagpenge

2. Voksenuddannelsesstøtte (VUS)

3. Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU)

4. Dagpenge i et andet EØS land på en attest E303

OBS! Det kan godt være, at du har ret til 25 feriedage, men du skal være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at du har økonomisk dækning for 25 feriedage. Du er velkommen til, at kontakte a-kassen, hvis du vil vide, hvordan vi er kommet frem til det antal feriedage, du kan holde med feriedagpenge.

Hvornår kan du holde ferie
Hvis du er i arbejde som lønmodtager, skal du holde ferie efter ferielovens regler. Som ledig kan du selv bestemme, hvornår du vil holde ferie. Dog skal ferien holdes mellem den 1. maj 2006 - 30. april 2007. Din ansøgning om feriedagpenge skal være modtaget i a-kassen senest på feriens første dag. Det er vigtigt, at du også husker at meddele din ferie til Arbejdsformidlingen (AF) senest 14 dage før din ferie begynder. Giver du ikke AF besked i tide, så skal du stå til rådighed under ferien. Det betyder, at du stadig skal reagere på henvendelser fra AF og "anden aktør", og det kan få konsekvenser for din ret til feriedagpenge og dagpenge, hvis du ikke reagerer på henvendelsen. Du kan meddele din ferie på www.af.dk eller ringe til AF.

Hvordan søger du om feriedagpenge
Der findes to ansøgningsskemaer - ét for lønmodtagere (AR258) og ét for dimittender (AR257). Ansøgningen om feriedagpenge fås i a-kassen eller www.adir.dk . Du kan også vælge at få en aktiveringskode og udfylde din ansøgning på www.prosa.dk.

Det er vigtigt, at du udfylder ansøgningsskemaet rigtigt. Det betyder bl.a., at du skal oplyse alle dine ferieperioder - også dem, som din arbejdsgiver eller tidligere arbejdsgiver har betalt. Det er ikke nok at oplyse den ferieperiode, hvor du søger om feriedagpenge. Det betyder også, at du skal udfylde alle de punkter, der er gældende for dig. Er din ansøgning om feriedagpenge ikke udfyldt rigtigt, har vi pligt til at sende den retur til dig. Det kan desværre betyde, at udbetalingen af feriedagpenge bliver forsinket.

Feriedagpenge til tiden
Send din ansøgning om feriedagpenge i god tid - gerne fire uger før din ferie begynder. Vi skal have din ansøgning om feriedagpenge senest den 31. maj 2007. Har vi ikke din ansøgning senest den dato, mister du retten til dem. Se også frist for indsendelse under afsnittet, særligt for ledige. Din nuværende a-kasse skal have din ansøgning om feriedagpenge. Hvis du har optjent feriedagpenge i en tidligere a-kasse, skal du også sende den optjeningsmeddelelse, som du har fået fra din tidligere a-kasse. Din tidligere a-kasse vil herefter blive bedt om at sende oplysninger om din dagpengesats og indplacering i dagpengeperioden mv. Feriedagpengene udbetales med et fast beløb pr. feriedag i fem dage om ugen. Udgangspunktet for beløbet er typisk den individuelle sats (din beregnede dagpengesats eller dimittendsatsen).

Opfylder du betingelserne for ret til feriedagpenge?
Selv om du har optjent et antal feriedage med feriedagpenge, er det ikke det samme som, at du har ret til at få dem. Du kan kun få udbetalt feriedagpenge, hvis du bl.a. opfylder følgende betingelser:

1. At du enten har ret til eller ville have haft ret til dagpenge, hvis du var ledig på ferietidspunktet.

2. At du ikke modtager løn under ferieperioden, hvor du søger om feriedagpenge.

3. At du holder ferie. (Husk at afspadsering ikke er det samme som at holde ferie).

4. At du har optjent ret til feriedagpenge.

5. At du har afholdt den ferie, du har optjent hos din arbejdsgiver eller tidligere arbejdsgiver.

6. At du er i arbejde som lønmodtager eller er ledig.

7. At du som ledig har givet a-kassen besked om din ferie senest på feriens første dag.

8. At du har opholdt dig i Danmark før ferien begynder.

9. At du har bopæl i Danmark.

Er du på efterløn, kan du ikke modtage feriedagpenge.

Er du i tvivl om din ret til feriedagpenge, er du velkommen til at kontakte a-kassen på 33 36 41 41.