Det er et tabu at være arbejdsløs i dagens Danmark, og det tabu skal brydes. Det mener Min A-kasse, som vil sætte fokus på tabuet ved at forsøge at indføre det mere positivt klingende ord 'jobjæger' i stedet for 'arbejdsløs'.
– Selvom op mod halvdelen af alle danskere har en periode i deres liv, hvor de er arbejdsløse, er det stadig et tabu. Det vil vi gerne ændre på, siger kommunikationschef i Min A-kasse, som PROSAs a-kasse er en del af, Simon Bauer.
Gøre op med fordomme
Min A-kasse har tidligere haft succes med udprintningen af verdens største bog, der består af 23.675 sider a-kasseregler og den fiktive Jonas Hansen, der forærede sine ejendele væk på YouTube for at kunne få kontanthjælp. Min A-kasse går altså lidt ud over a-kassernes normale domæne.
– Som a-kasse skal vi udbetale ydelser og få ledige i job. Men vi vil også gerne hjælpe med at give ledige mere selvværd, gøre op med fordommene om arbejdsløse og informere om arbejdsløshed – eller jobjagt, som vi hellere vil kalde det!
Bryd tabuet – spred ordet
Fra slutningen af marts går kampagnen "Bryd tabuet – spred ordet" derfor i gang med at udbrede ordet 'jobjæger' i stedet for 'arbejdsløs'.
– Ordet 'arbejdsløs' er negativt og tager udgangspunkt i en mangel. Det vil vi gerne ændre opfattelsen af ved at prøve at få et nyt ord ind i sproget i stedet for. Vi har valgt ordet 'jobjæger', der er positivt, signalerer aktivitet og ikke har nogen fordomme knyttet til sig, fortæller Simon Bauer.
Kampagnen har flere underholdende tricks i ærmet, som vil blive afsløret undervejs, men til en start skal ordet 'arbejdsløs' udskiftes med 'jobjæger' på a-kassens hjemmeside, og a-kassens medarbejdere vil forsøge at udbrede ordet i deres hverdag.