Alt ovenstående er logiske og gode argumenter.
Så hvorfor er det, at jeg som formand for de it-professionelles fagforening, PROSA, tillader mig at være kritisk og mane til forsigtighed? På trods af de åbenlyse fordele, rejser brugen af ansigtsgenkendelse en række kritiske spørgsmål, især om balancen mellem sikkerhed og privatliv. Jeg er ikke imod teknologien som sådan, men opfordrer til forsigtighed og debat om dens anvendelse. Vi ved jo, at hvis vi først giver afkald på vigtige rettigheder, kan de være svære at få tilbage igen. Historien, som i Østtyskland (DDR), har vist, at massiv overvågning kan true demokratiet og friheden.
Der var som bekendt ingen kriminalitet i det tidligere Østtyskland, DDR (i hvert fald officielt). Og en ting er sikkert, de kriminelle havde det i hvert fald svært i det mest overvågende samfund, hvor op mod ti procent af befolkningen arbejdede for statssikkerhedspolitiet på den ene eller anden måde.
Et vidunderligt frit samfund, hvor man kunne stille kriminelle til ansvar ud fra de teknologiske muligheder, som var brugbare den gang, aflytning, overvågning, læsning af private breve og dokumenter m.m.
Eller?
Behovet for tryghed kan blive så stort, enten for en stat eller borgerne selv, at man giver køb på noget fundamentalt.
Data er magt, og når data om os kan indsamles og bruges uden vores kontrol, åbner det op for misbrug. Selv i et tillidsfuldt samfund er der en risiko for, at data kan lækker eller anvendes på måder, som vi ikke kan overskue, hvilket kan manipulere vores adfærd og holdninger. Derfor skal brugen af ansigtsgenkendelse kun sker under strenge, regulerede og transparente forhold – og kun i alvorlige sager. Overvågning kan være et stærkt værktøj, men det kan også misbruges, især når data kan stjæles eller manipuleres.
Med Grundloven og demokrati og ligeværd har vi kæmpet hårdt for at beskytte os mod myndigheder som opererer skjult og kan gøre ting, eller have viden om os, som er uden for vores kontrol.
Vi har i det de seneste godt 20 år faktisk levet i en næsten permanent tilstand af undtagelsestilstand i terrorens slipstrøm, og hvor der er indført mange nye begrænsninger i vores frihed som borgere. PET er mangedoblet i størrelse uden at vi har mulighed for at vide eller kontrollere om det reelt har været nødvendigt eller præcist, hvad PET laver.
Den politiske debat har været gennemsyret af og haft en fordel i at tale usikkerhed og utryghed op, så vi har indført stadig større beføjelser til politi og øvrige myndigheder for overvågning.
Altid i kortsigtet perspektiv, hvor det har givet mening i øjeblikket.
Men på den lange bane måske knapt så meget.
Sådan er det også med ansigtsgenkendelse. Det giver fantastisk god mening i forhold til den aktuelle trussel, men på den lange bane bekymrer det mig, for det er en generel rettighed at kunne færdes uden at blive overvåget. Og tendensen er at vi hele tiden går skridtet videre og aldrig ruller baglæns.
Vi skal altid være på vagt, når politi og politikere taler til vores frygt. Når de taler den op. Og når der efterfølgende er et værktøj de gerne vil gøre brug af, som begrænser vores rettigheder.
Med ansigtsgenkendelse har vi et af tilfældene.
Jeg er ikke imod brugen som sådan.
Med jeg er imod manglen på debat og forståelse for, at vi gør køb på noget fundamentalt: et samfund, hvor vi ikke bliver overvåget af staten, uden selv at kende omfanget. Vi bør som minimum vide hvad der overvåges, hvor meget det bruges, og om det reelt har den ønskede effekt. Så får vi mulighed for at vurdere, om indgrebet stadig er proportionalt – for måske udvikles der bedre metoder, som mere målrettet kan opnå samme effekt, men med mindre indgreb i privatlivet.
Og jeg er imod, at vi bare indfører den uden at sætte klare begrænsninger på i præcist hvilke sager og med præcist hvilken sikkerhed for borgeren. Det kunne være i sager med minimumsstraf på 6 års fængsel. Eller sager med meget grov personlig kriminalitet. Tidsbegrænset lovgivning, der automatisk falder væk, kunne også være en måde – så længe den ikke bare bliver forlænget med et gummistempel, som vi har set med logningsbekendtgørelsen.
Vi skal derfor have en åben og demokratisk debat om, hvordan vi ønsker at bruge AI og ansigtsgenkendelse, uden at ofre vores frihed og ret til privatliv. Så vi får diskuteret, hvordan vi integrerer AI og beskytter vores digitale rettigheder, så vi ikke mister fundamentale friheder under dække af sikkerhed. Det er afgørende at være proaktive og fastholde en balance, hvor vi kan drage fordel af teknologiens fremskridt uden at ofre fundamentale rettigheder.
Lad os ikke lade redningsargumentet blive en undskyldning for at negligere vores ret til privatliv og kontrol over egne data. Digital innovation og individuelle rettigheder kan eksistere side om side, og det er vores ansvar at sikre, at de gør det.
