PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Har du ret til en lønsamtale, mens du er på barsel? Ja, det har du da!

Uanset om du er på graviditets-, barsels- eller forældreorlov, har du ret til at blive stillet på lige fod med dine kollegaer, når det kommer til lønforhandlinger. Så hvis du ikke bliver indkaldt til den årlige lønsamtale fordi den tilfældigvis finder sted under din barsel, så kan det være i strid med både ligelønsloven og ligestillingsloven.

Din arbejdsgiver må heller ikke lægge til grund, at du har været fraværende pga. orloven, når det kommer til størrelsen af din lønstigning.
Det kan f.eks. være, at du har fået en ny chef i mellemtiden, som ikke har haft det store samarbejde med dig pga. orlov, så må denne altså ikke begrunde den manglende lønstigning eller lavere lønstigning med, at det jo desværre ikke kunne blive til mere, da I jo ikke har arbejdet sammen længe nok til, at vedkommende har kunnet vurdere din indsats eller kompetencer.

Hvis de gør det, bliver du jo stillet ringere end en kollega, der ikke har været på orlov, og du har ret til at få efterreguleret din løn, ligesom du også kan have ret til en godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling pga. orlov, hvis det er den vej, du vælger at gå.

Forbuddet mod, at din arbejdsgiver må tillægge din orlovsperiode betydning, når de træffer beslutninger om dine løn- og ansættelsesvilkår, gælder både for mænd og kvinder. Hvis det f.eks. står i din kontrakt, at du har ret til en årlig lønforhandling, så har du altså stadig ret til at blive indkaldt til en lønsamtale, selvom du er fraværende fordi, du har fået et nyt fint lille familiemedlem. Retten til en samtale gælder også i forhold til MUS, uanset om det er til den samtale, I forhandler løn på din arbejdsplads eller ej.

Hvis du kommer tilbage fra en orlovsperiode og bliver spist af med en undskyldning om, at det jo desværre ikke kunne blive til mere på grund af din orlov, så send straks din chef en mail om, at det synes du ikke er i orden og hvorfor. Især hvis der til samtalen blev lagt vægt på, at du har været væk.

Det kan f.eks. også være, at du har fået en lønstigning, der ligger under gennemsnittet for dine kollegaers lønstigninger. Det forhold kan også udgøre en forskelsbehandling på grund af din orlov, og så må din arbejdsgiver kunne dokumentere, hvorfor de mener, at det ikke er tilfældet.

For både ligelønsloven og ligebehandlingsloven gælder der en regel om, at der er omvendt bevisbyrde, hvis du kan sandsynliggøre, at det var din orlov, der lå til grund for den beslutning, de har truffet omkring din lønforhøjelse. Hvis du kan det, så vender bevisbyrden, og så er det din arbejdsgiver, der skal bevise, at det ikke var tilfældet.

Det kan f.eks. være, at dine kollegaer har fået en lønstigning, mens du ikke har. Det kan også være, at det blev sagt til samtalen, at de netop ikke kunne give dig en lønstigning, da det var svært at vurdere dig på grund af barslen. Hvis det er tilfældet, så sendt din chef en mail, når mødet er slut, hvor du gør din chef opmærksom på, at du ikke synes, det er i orden, at din barsel bliver brugt som argument for, at du ikke skal have en lønstigning, eller at din lønstigning skal være mindre af den grund. Hvis det er muligt, så saml så meget dokumentation for din sag som muligt.

Selvom du kommer igennem med, at din løn skal efterreguleres, så kan du også have ret til en godtgørelse fordi, din arbejdsgiver har handlet i strid med ligebehandlingsloven. Det, at du kan få efterreguleret lønnen efter ligelønsloven, udelukker ikke en godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Det er Højesteret heldigvis også kommet frem til i en dom fra 2012.

I dommen lagde Højesteret vægt på, at medarbejderen havde påvist, at hun ikke var blevet indkaldt til sin MUS, og at næsten alle andre medarbejdere havde fået en lønstigning, der i gennemsnit var en del højere end den, hun fik tilbudt.

Det er muligt, at kravet om godtgørelse alene blev rejst, da den pågældende medarbejder efter sin klage over den manglende lønstigning blev opsagt pga. samarbejdsvanskeligheder uden forudgående advarsel og med en efterfølgende påstand om, at fejl i tidsregistreringen da snildt kunne karakteriseres som samarbejdsvanskeligheder, men loven siger ikke noget om, at godtgørelsen først kan gives, hvis du bliver opsagt. Det er dog meget sjældent, at der betales en godtgørelse i et bestående ansættelsesforhold.

Råd fra PROSA

  • Hvis du er på orlov og ikke bliver indkaldt til din MUS eller lønsamtale som normalt, så tag fat i din chef og bed om en uddybende begrundelse for hvorfor du ikke er blevet indkaldt.
  • Lad være med at acceptere din barsel som undskyldning for, at du ikke har fået en lønstigning eller en lavere stigning. Gør indsigelser, hvis du oplever det.
  • Kontakt PROSA for hjælp og vejledning, hvis du oplever, at du stilles ringere end dine kollegaer, fordi du har været på orlov.