Arbejdsløshed

Kortere periode for supplerende dagpenge

Nye regler for supplerende dagpenge begrænser perioden, man kan få supplerende dagpenge i. Før kunne man få supplerende dagpenge i 52 uger. Nu kan man kun få det i 30 uger.

Derudover er der vedtaget overgangsregler, der kan betyde, at man allerede har mistet retten til supplerende dagpenge 23. juni 2008, hvor loven trådte i kraft.

Overgangsregler skal droppes
Vi har gennem vores brancheorganisation AK-Samvirke rådet Folketinget til helt at droppe overgangsregler. I stedet mener vi, at loven bør udskydes i tre måneder, og herefter give alle ret til 30 ugers supplerende dagpenge. Dette er blevet totalt overhørt.

Den 14. april 2008 fremsatte regeringen et lovforslag om at ændre reglerne om supplerende dagpenge. De nye regler om supplerende dagpenge trådte i kraft 23. juni 2008 og gælder med tilbagevirkende kraft fra 14. april 2008.
De nye regler er trådt i kraft på to forskellige datoer. Og der er flere overgangsregler. Hvis du har fået supplerende dagpenge, før loven trådte i kraft 23. juni 2008, kan du være omfattet af overgangsreglerne. A-kassen skriver til dig, hvis du er omfattet af disse regler.

Uger der tæller med i tidsbegrænsningen
Uger, der tæller med i tidsbegrænsningen, er uger, hvor du får supplerende dagpenge i forbindelse med arbejde. Det gælder også uger, hvor du begynder eller slutter et arbejde.

Det vil sige, at hvis du for eksempel får supplerende dagpenge i den første uge, hvor du bliver ledig efter et arbejdsophør, tæller ugen allerede som 1 uges forbrug af de 30 uger. Hvad kan det betyde for dig? Se eksempel.

Eksempel
Du har tidligere fået supplerende dagpenge i 30 uger - og har dermed opbrugt retten til supplerende dagpenge.

Du får fuldtidsarbejde i to måneder, og bliver herefter ledig på en tirsdag. Du søger dagpenge fra tirsdag, som er din 1. ledige dag. Da du ikke har optjent ret til en ny periode med supplerende dagpenge, har du ikke ret til supplerende dagpenge i den uge, hvor du blev ledig. Det betyder, at du først har mulighed for at få dagpenge ugen efter. Se næste afsnit om Ny ret til supplerende dagpenge.

Ny ret til supplerende dagpenge
Når din ret til supplerende dagpenge er ophørt, har du mulighed for en ny periode med ret til 30 uger inden for 104 uger.

Det kræver, at du har arbejdet i 26 uger med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder. Arbejdstimer tæller ikke med, hvis det er ansættelse med løntilskud.