PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

A-kassen, Efteruddannelse, Arbejdsløshed

Mange nye regler for ledige

Regeringens stramninger på dagpengeområdet betyder blandt andet, at støtten til voksen- og efteruddannelse bliver mindre i 2011, og at der indføres et prisloft på 6 ugers-kurserne for ledige.

Det er næsten, som om ændringer af regler står i kø i øjeblikket. Og desværre er det stramninger, der gælder hele vejen rundt.
Sidste år blev dagpengeperioden blandt andet afkortet fra fire til to år.

Af de vigtigste ændringer i 2011 og 2012 kan nævnes:

-    ændrede regler og administration af SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte) fra 1. januar 2011 og 2012
-    ændrede regler for VEU/befordringstilskud fra 18. oktober, 6. december 2010 og 2011
-    ændringer i reglerne om feriedagpenge, herunder til dimittender
-    prisloft for kursuspris til 6 ugers selvvalgt uddannelse, der giver ret til uddannelsesydelse

Nye SVU-regler

Hvis vi ser på SVU-reglerne, sker der følgende for medlemmer i arbejde:
Fra 1. januar 2011 skal uddannelsessøgende være i en uopsagt stilling, når der indgås en orlovsaftale, hvis det skal være muligt at få SVU efter fratrædelse.

Det vil stadig være muligt at indgå en orlovsaftale i opsigelsesperioden, men det vil her kun være muligt at få SVU frem til fratrædelsen.

Fra 4. april 2011 reduceres den eksisterende SVU-sats til 80 procent af den højeste dagpengesats for 2011. Hvis man starter sit uddannelsesforløb 4. april eller senere, vil man få den reducerede SVU-sats. Påbegynder man sin uddannelse før 4. april 2011, vil man få den fulde SVU-sats til hele forløbet.

Der er kommet nye ansøgningsskemaer på SVU-området, som er gældende fra 1. januar 2011. Det er vigtigt, at SVU-ansøgere bruger de nye ansøgningsskemaer, som kan findes på www.svu.dk.

Fra 1. januar 2012 afskaffes SVU til fagspecifikke kurser, og støtterammen på 52 uger til videregående uddannelse reduceres til 40 uger. Derudover afskaffes beregningsperioden på fem år. Det vil derfor ikke længere være muligt at genoptjene ret til SVU.

Nye VEU-regler

Hvis vi ser på VEU-reglerne (Voksen- og Efteruddannelsesstøtte), er der sket og kommer der til at ske følgende for medlemmer i arbejde:

Fra mandag den 6. december 2010 er det ikke længere muligt at få VEU-godtgørelse, når man har haft fravær fra uddannelsen på grund af jobsamtale, lægeundersøgelse eller session.

Fra 7. februar 2011 reduceres den eksisterende VEU-sats til 80 procent af den højeste dagpengesats for 2011. For uddannelsesforløb, der påbegyndes 7. februar 2011 eller senere, vil man få den reducerede VEU-sats. For uddannelsesforløb, der påbegyndes før denne dato, er den maksimale sats fortsat svarende til dagpengesatsen.

Befordringssatsen for VEU ændres til 1 krone pr. kilometer fra 1. januar 2011.

Pr. 18. oktober 2010 blev der indført et loft over, hvor mange kilometer man kan få tilskud for. Mellem bopæl og uddannelsessted tur-retur indføres en kilometergrænse på 576 km pr. dag (600-24 km). Mellem indkvarteringssted og uddannelsessted tur-retur indføres en kilometergrænse på 76 km pr. dag (100-24 km). Og mellem bopæl og indkvarteringssted indføres en grænse på 400 km pr. rejse.

6 ugers selvvalgt uddannelse

Hvis vi ser på 6 ugers selvvalgt uddannelse, sker der følgende for ledige:

Til uddannelser, der giver ret til uddannelsesydelse, indføres et prisloft fra 1. januar 2011. Kursusprisen må højst være 3.500 kroner for en fuldtidsuge. Ved deltidsundervisning nedsættes beløbet forholdsmæssigt. Det vil sige, at varer kurset for eksempel 20 timer, må prisen højst være 20/37 af 3.500 kroner.

Feriedagpenge

Hvis vi ser på feriedagpenge, sker der følgende for nyuddannede og øvrige:

Feriedagpenge til dimittender falder helt væk med virkning fra 1. maj 2011. Det vil sige, at retten til op til 3 ugers ferie med feriedagpenge ikke længere gælder for dimittender, der optages i a-kassen fra og med 1. maj 2011.

Der optjenes fortsat feriedagpenge af dagpenge, men der optjenes ikke feriedagpenge af SVU- eller VEU-godtgørelse. Denne regel træder i kraft 1. januar 2011.