Datakommunikation/telefoni

Når IP-telefoni gør gavn

IP-telefoni er så småt ved at blive et reelt alternativ til den gammeldags analoge telefon. Det eneste man skal bruge er en bredbåndsforbindelse, så kan der ringes til og fra et dansk telefonnummer over hele verden. I Sydspanien sælger firmaet Telsome IP-løsninger til de mange fastboende danskere. PROSAbladet har kigget nærmere på IP-telefoni i virkeligheden.

Når familien ringer fra Danmark til Uffe og Dorte, som siden 1999 har boet i Sydspanien, er de ikke bange for at sludre et par timer. Der er ingen, der har vundet i Lotto eller på børsen, men selvom telefonen ringer i nærheden af Málaga, så er nummeret dansk. Derfor er prisen for at foretag et opkald til nummeret den samme som for at ringe til en almindelig dansk fastnettelefon. Skal den tidligere kvægfarmer og undertøjsrepræsentant ringe hjem til Jylland, er prisen endog endnu lavere end dansk standardtakst, nemlig blot 7 øre i minuttet, og han sværger ved alt, som han har kært, at IP-telefonens kvalitet er upåklagelig og systemet idiotsikkert.

- Efter vi fik IP-telefonen installeret, rundsendte jeg en mail til venner og familie, hvor jeg forklarede, at de nu kunne ringe til os i Spanien på et normalt dansk nummer uden først at skulle ringe 0034 til Spanien, men i begyndelsen var det virkelig svært at få nogen til at tro på, at det kunne være rigtigt. Det var først, da de havde ringet nogle gange og set på telefonregningen, at det virkelig ikke kostede mere end at ringe lokalt i Danmark, at de begyndte at ringe oftere, fortæller Uffe Madsen om den første tid med IP-telefonen. I dag, siger han, har det bragt familien tættere på og gjort kontakten tættere. I gamle dage, da telefonopkald til og fra Spanien kostede en formue, ringede man til jul og runde fødselsdage, så IP-telefonen har virkelig gjort gavn, siger han og konen samstemmende.

Dansk iværksætter bag IP i Spanien
At familien således er rykket tættere på, kan Uffe, Dorte og et stort antal andre danskere på Solkysten takke firmaet Telsome for. Den lille televirksomhed startede uden at låne penge i maj 2004. I efteråret samme år åbnede Telsome sit kontor på Costa del Sol for at få fodfæste på spanske marked og især for at kunne henvende sig direkte til de tusindvis af englændere, danskere og andre udlændinge, der nyder deres otium eller driver virksomhed under sydens sol. IP-telefonien betyder dybest set, at man kan bo eller arbejde i Spanien eller et hvilket som helst andet sted i verden, og stadig have et telefonnummer fra sit hjemland eller hjemmemarked. Det reducerer telefonudgifterne betragteligt og byder, især for virksomheder, også på en række andre fordele. Det fortæller manden bag Telsome, Tim Chawes, til PROSAbladet.

- Vores strategi er ikke blot at tilbyde sædvanlige telefoniprodukter til lavere priser, men at anvende IP-telefonien til at kunne udbyde nye typer af produkter såsom et omstillingsanlæg, en såkaldt pbx, der kan håndtere fysiske lokalnumre i flere lande på samme anlæg. Betydningen er, at en arbejdsplads kan befinde sig alle tænkelige steder, hjemme eller i fremmede lande, og der kan stadig omstilles til den fra virksomhedens central, som befandt alle numrene sig under samme tag. Bliver der lagt en besked, kan der sendes en email til modtageren med beskeden vedhæftet som lydfil. Der kan også foretages logning af samtlige opkald, der går ind og ud med nøjagtig angivelse af tidspunkt, kaldte numre, varighed samt naturligvis samtalens komplette indhold. Disse data gemmes som en fil på en server, som opsættes efter kundens ønske, forklarer han.

At oprette et privatnummer hos Telsome koster 100 kroner. Opkald til danske fastnettelefoner koster 7 øre i minuttet.

Teknologien bag IP-telefoni
Telsomes backend er en række gateways, som hver især er knyttet op på eksempelvis TDC's analoge telefonnet via en såkaldt E1/ISDN30-linie hos SONG Networks. Hver gateway håndterer terminering af opkald samt billing af opkald. En kunde, som slutter sin adapter til Telsomes netværk, knyttes til en ledig gateway. Telsome har selv udviklet den software, som administrerer deres gateways baseret på en linux-kerne, både hvad angår terminering og billing. Alle opkald håndteres via den såkaldte SIP-protokol, der er den mest udbredte standard i verden inden for VoIP. Til backenden hører en række konfigurationsservere, der styrer den enkelte kundes adapter, en webserver, backupservere samt en lang række funktionaliteter såsom telefonsvarer, regningsoplysninger, etc.

Routing
Opkald som termineres inden for Telsomes eget netværk afvikles gratis, mens opkald via det almindelige telefonnet afregnes til en standardtakst, som dog er væsentlig lavere end almindelig analog telefontakst. Telsome fremhæver selv, at adgangen til det almindelige telefonnet i deres setup routes lokalt. Når et opkald til et nummer i Danmark forlader IP-systemet og ryger over på det analoge system, routes det ikke, som det ellers er tilfældet med mange billige telefonudbydere, via satellit til USA eller Kina for at opnå den billigste engros-takst, men routes derimod lokalt i Danmark. Dermed opnås en mærkbar bedre kvalitet. Alle linier køres direkte og routes ikke via flere forskellige lande for at opnå besparelser.

Der kan være problemer med nogle brugeres routere: Hvis en router ikke har firmware/software, der kan håndtere SIP-protokollen, kan der ske det, at sessionen afbrydes. Løsningen kan være en opdatering af firmware eller køb af en ny router.

Når Telsome kan tilbyde danske telefonnumre, hænger det sammen med, at selskabet af sin leverandør, SONG Networks, har købt en række numre, som de sælger videre til kunderne. Nummeret befinder sig på Telsomes server, og det er derfor adapterens fysiske placering er ligegyldig.