PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Arbejdsløshed

Nu kan det betale sig at arbejde under efterløn

Nye efterlønsregler betyder, at det nu oven i købet kan betale sig at arbejde, mens du modtager efterløn. Vi fortæller her, hvad de nye regler betyder.

Hvis du tjener mere end 178,96 kr. i timen, modregnes time for time i efterlønnen. Hvis du har kontrollabelt arbejde og tjener mindre end 178,96 kr. - men mere end 92,30 kr. - bliver din løn omregnet til timer og det er kun timerne der modregnes.

Eksempel 1:
Hvis du får 160 kr. i timen for 10 timers arbejde = 1600 kr.
Vi omregner de 1600 kr. med 178,96 = 8,94.
Det vil sige, at der modregnes for 8,94 timer - selvom du rent faktisk har arbejdet i 10 timer.
Hvis dit arbejde honoreres med mindre end 92,30 kr. (max. dagpenge) modregner vi således:
Arbejdstimer * max. dagpengesats : omregningssats.

Eksempel 2:
Hvis du arbejder 10 timer til 80 kr. modregner vi: 10 * 92,30 kr. = indtægt på 928 kr. : 178,96 = 5,19 timer, der modregnes - selvom du faktisk har arbejdet 10 timer.
Men der er dog begrænsninger. Denne modregning gælder kun for indtægter op til 30.000 kr. pr. kalenderår. Herefter modregner vi arbejdstimerne time for time uanset timeløn.

Fakta om selvstændig virksomhed
Du kan kun i begrænset omfang drive selvstændig virksomhed, når du går på efterløn. Husk at søge om tilladelse til at drive virksomheden, inden du starter.

• Du må drive selvstændig virksomhed, som bibeskæftigelse i op til 400 timer om året. Virksomhedens indtægt må maksimalt være 61.873 kr. om året.

• Alle de timer, du bruger på selvstændig virksomhed - også som enkeltstående opgave - skal trækkes fra i efterlønnen.

• Du kan godt eje en virksomhed eller en udlejningsejendom og samtidig modtage efterløn. Hvis du ikke er beskæftiget i virksomheden, er der tale om formueforvaltning, som ikke medfører fradrag i efterlønnen.

• Hvis du drev selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse før din efterløn, findes der yderligere muligheder for at have en selvstændig virksomhed samtidig med efterlønnen. Kontakt os, hvis du vil vide mere.

Nye digitale servicetilbud
Via webben kan du til- og afmelde dig efterlønnen - og vælge at holde pause med dit efterlønsbidrag.

Vi arbejder også på at få flere dagpengeudbetalinger igennem digitalt.

Vi udvider vores SMS-tjeneste til at omfatte remindere ved dagpengekortets udløb, og i forbindelse med ajourføring af dit CV. Du kan tilmelde dig SMS-tjene-sten på www.prosa.dk.

Kontingenter i andre a-kasser
I henhold til Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse skal a-kassen oplyse om vores administrationsbidrag, servicetilbud mv. og om mulighederne for valg af a-kasse.

Alle oversigter om valg af a-kasse, sammenligning af kassernes serviceniveau mv. kan du læse mere om på:
www.adir.dk.

Vores administrationsbidrag er kr. 127,00 i år.

Oplysning om feriedagpenge fra a-kassen.
Som arbejdsløs modtager du sidst i april 2007 en meddelelse om hvor mange feriedage du har optjent i a-kassen, til afholdelse i det nye ferieåret (1. maj 2007 til 30. april 2008).

Hvis du vil vide mere om rettigheder, pligter og beregningsmetoder ved optjening og udbetaling af feriedagpenge, kan du læse mere på: www.prosa.dk/feriedagpenge2007.