A-kassen

Nye regler i A-kassen pr. 1. januar 2007

Velfærdsforliget strammer dagpengeretten for ledige mellem 55- 60 år.
Det har tidligere været muligt at forlænge dagpengeretten for ledige mellem 55- og 60 år. Det er det ikke længere.

Efter 1. januar 2007 har alle ledige medlemmer - uanset alder - som hovedregel ret til dagpenge i 4 år indenfor 6 år.
Til gengæld gælder hovedreglen nu også for over 60 årige. De har tidligere kun kunnet få dagpenge i 2½ år men denne særregel ophæves samtidig.

Løntilskudsjob og seniorjob
Som kompensation for denne stramning for de 55 - 60 årige ledige indføres en ny ordning med løntilskudsjobs.

Private virksomheder kan nu få løntilskud der svarer til dagpengesatsen, hvis de ansætter en ledig over 55 år. Betingelsen er at den ledige skal have været ledig i 12 måneder, og tilskuddet ydes kun i 6 måneder.
Denne ordning skal kun gælde i 5 år.

Der indføres et særligt Senior-job, som gælder for alle ledige, der ikke kan opnå ansættelse hos en privat arbejdsgiver.

Seniorjobs er jobs der oprettes i kommunerne. Kommunen får et tilskud på 110.000 kr. årligt og den ledige ansættes på almindelige løn og ansættelsesvilkår.

Stramninger i rådigheden
✓ Karantæner:
Der 01.01.07 strammes sanktionerne ved udeblivelser yderligere. Det bliver fremover således, at et medlem der udebliver fra en samtale i a-kassen eller i jobcenteret, første gang udelukkes for dagpenge indtil medlemmet har henvendt sig igen.

2. gang et medlem udebliver fra en samtale gives der 2 ugers karantæne.

3. gang et medlem udebliver fra en samtale lukkes der helt for dagpengene. Der kan først udbetales dagpenge igen når medlemmet har haft 300 arbejdstimer, inden for en 10 ugers periode.

✓ CV-samtaler:
Fra 01.01.07 skal alle cv-samtaler holdes i a-kassen. Opgaven lå før hos AF.

Det betyder at vi vil afholde personlige samtaler med alle der bliver ledige. Samtalen skal give både os og den ledige klarhed over kompetencer og jobmuligheder.

Vi har i den forbindelse oprettet en vejlednings - og formidlingsenhed. Se omtalen andet sted.

Det er altid en god ide jævnligt at gå på jobnet og ajourføre og optimere cv'et.

✓ Rådighedsvurderinger:
Pr. 01.03.07 skal a-kassen systematisk rådighedsvurdere medlemmerne hver 3. måned. I dag rådighedsvurderer vi - som minimum - ved 6 måneders ledighed. Denne samtale skal også omhandle jobsøgning og opfølgning på cv'et.

✓ Vi anbefaler dig:
At du er aktivt jobsøgende hver uge
At du søger job via aviser netværk mm.
At du søger både opfordret og uopfordret
At du søger både skriftligt og personligt

Andre oplysninger fra A-kassen
Dagpengekort
Husk at indsende dit dagpengekort til tiden. I perioden op til udbetaling prioriterer vi arbejdet med dagpengekort meget højt, og derfor vil vi gerne have alle dagpengekortene ind umiddelbart efter periodens udløb.
Allerhelst vil vi have at du bruger PROSAMin når du indsender dit dagpengekort. Det vil lette vores arbejde meget, og dermed frigøre timer til vejledning og almindelig sagsbehandling i A-kassen.

Vejlednings- og formidlingsenheden
I forbindelse med A-kassens nye opgaver i forbindelse med CV-samtaler og formidling, har vi valgt at oprette en vejlednings- og formidlingsenhed.
Enheden har kontor både i København og Århus.

Enheden skal fremover tage sig af alle CV-samtalerne med vores ledige.

Vi ser CV-samtalen som omdrejningspunkt, der skal sikre at den ledige kommer hurtigst muligt i ordinært arbejde igen. Ved hjælp af CV-samtalen får vi bedre kendskab til vores ledige medlemmers kompetencer, og kan derfor også bedre lave konkret formidling af relevante jobs.

Vi vil oprette en job-bank hvor alle - både ledige og jobskiftere - kan lægge deres CV ind. Når vi får jobordrer fra virksomhederne, kan vi søge egnede emner blandt job-bankens cv'ere og derved få en målrettet og konkret formidling.

AF har ændret navn til Jobcenteret
I forbindelse med kommunalreformen er AF blevet nedlagt. Samtidig er der oprettet jobcentre i hver kommune.

Fremover er det jobcenteret i kommunen der skal servicere alle ledige, både vores medlemmer og ledige på kontakthjælp.

Mange af AF's opgaver er samtidig overgået til os. Som før beskrevet har vi overtaget alle cv-samtaler mv.

Der er også mange opgaver som fremover løses digitalt.
Fremover kan du tilmelde dig eller afmelde dig som ledig digitalt, enten til os, eller på jobnet.dk

Du kan også melde sygdom digitalt til os eller til jobnet.dk.
Vi er i fuld gang med at ændre alle vores materialer - pjecer, breve og andet info - hvor vi har beskrevet AF eller arbejdsformidlingen.

Men indtil alt er rettet skal du bare "oversætte" AF til jobcenteret i kommunen.

Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os.

Efterløns-bevis
Fremover skal du som medlem af A-kassen ikke ansøge om at få udstedt et efterlønsbevis.

Hvis du opfylder betingelserne for efterløn, udsteder vi automatisk et efterlønsbevis til dig, når du fylder 60 år.

For at finde ud af om du opfylder betingelserne for efterløn - og dermed skal have et efterlønsbevis, skal vi naturligvis have nogle oplysninger fra dig.

Derfor sender vi dig et brev et stykke tid før du bliver 60 år, hvor vi beder dig indsende dine seneste 14 måneders lønsedler, pensionsoplysninger og andet.

Når alle formalia er i orden udsteder vi et efterlønsbeviset til dig.

Efterlønsordningen cementeres nu
Som omtalt tidligere, får medlemmer der har valgt efterlønsordningen fra, nu mulighed for at "springe på ordningen igen".

Vi skriver ud til alle medlemmer, der kan bruge denne fortrydelsesordning.

Samtidig ændres anciennitetsreglerne således at man fremover skal indbetale til efterlønsordningen i 30 år - mod nuværende 25 år.