PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

It og samfund, Dansk it-politik, It sikkerhed og kryptering

Øget overvågning kan skabe DDR-tilstande i Danmark

"Vi på vej til en mistillidskultur, som vi tidligere har set praktiseret i Østtyskland."

PROSAs formand, Niels Bertelsen, er stærkt kritisk over for et lovforslag, som vil give offentlige myndigheder vidtgående beføjelser til at kontrollere virksomheder og borgere.

 

Et førstebehandlet lovforslag giver adgang til hemmelig overvågning af den danske befolkning. Med lovforslaget vil offentlige instanser – eksempelvis kommuner og Skat – få magt til at bruge en borgers persondata, som er givet andetsteds i det offentlige i en helt anden sammenhæng, skriver Politiken.

Hos PROSA møder forslaget modstand.

– Det er en helt forkert vej, politikerne er på vej ud ad. Ikke alene er det et voldsomt indgreb i folks privatliv, men vi har set så mange gange, at det offentlige har sjusket med datasikkerhed, til at det vækker voldsom bekymring, hvis de skal have yderligere adgang til at fumle rundt med personfølsomme data, siger Niels Bertelsen, formand for PROSA.

Han understreger, at han har ikke noget problem med, at man undersøger folk, som man har konkret mistanke til, men tager afstand fra at samle data om uskyldige borgere.

– Der et angreb på vores frihed til at forsamles og til at kommunikere i fred, konstaterer han.

Niels Bertelsen understreger, at hvis borgerne ikke kan forvente, at data kun bliver brugt til det, som de bliver indsamlet til, så vil vi i løbet af kort tid se, at folk afleverer forkerte informationer. Han peger på, at det allerede sker i dag, hvor folk oplyser en falsk e-mailadresse for at undgå at blive spammet.

– Dette initiativ vil være med til at undergrave den tillid, borgerne har til det offentlige. Hvis vi ikke kan forvente, at samfundet beskytter borgerne, så er vi på vej til en mistillidskultur, som vi tidligere har set praktiseret i DDR, siger Niels Bertelsen.