Vi befinder os i en fremtidsvision. En fremtidsvision, som muliggøres ved hjælp af Pervasive Computing. Pervasive er et engelsk ord, som betyder, ifølge ordbogen, „gennemtrængende, vidt udbredt, almen". Og det er netop det allestedsnærværende, som begrebet „it i alt" afspejler.
Danmark som foregangsland
Forskningen i Pervasive Computing i it-byen Katrinebjerg i Århus har vakt opsigt i ind- og udland.
Preben Mejer, der selv sidder i Alexandra Instituttet, der er en del af it-byen Katrinebjerg, har udtalt, at Center for Pervasive Computing er blandt de tre førende i verden.- Nå, har han sagt det? Jamen, der er ingen tvivl om, at vores partnere synes, at det, vi laver, er meget interessant, siger Morten Kyng, der for nylig blev tildelt et professorat i Pervasive Computing er også leder af Center for Pervasive Computing.
- Vent lige, siger han og begynder at kigge sine papirbunker igennem på et bord, som vel egentlig var tiltænkt som mødebord, men som nu fungerer som fralægningsbord til Morten Kyngs papirbunker, da der ikke er mere plads på skrivebordet. Lidt af gulvarealet optages også af - velordnede - papirbunker.
- Her er det, siger han og viser, en smule stolt, en artikel med overskriften „I am impressed" frem. Det er en artikel af Urs Hölzle, der var ansvarlig for de to første års udvikling af Google\'s søgemaskine. Urs Hölzle føler sig overbevist om at der vil komme betydningsfulde resultater fra Katrinebjerg inden for Pervasive Computing de næste par år.
Sundhedsvæsenet som isbryder
I Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling håber man formentlig også, at der kommer betydningsfulde resultater fra Center for Pervasive Computing i de kommende år.
I januar 2003 udgav ministeriet rapporten „Ting der tænker - Teknologisk fremsyn Pervasive Computing".Rapporten er en del af de såkaldte teknologiske fremsyn, hvor ministeriet giver bud på, hvilke teknologier der vil komme i fremtiden, samt hvilken betydning de kan få for Danmark.
I rapporten opstilles fire scenarier for Pervasive Computings fremtid i Danmark.Et af disse scenarier kaldes „Isbryderen".
I scenariet udvælges et enkelt område - rapporten foreslår specifikt sundhedsområdet - der skal fungere som isbryder for Pervasive Computings gennembrud i Danmark.For at realisere scenariet bør der, ifølge rapporten, etableres et internationalt førende center inden for, hvad der på it-dansk benævnes, Pervasive Healthcare.
I beskrivelsen af isbryder-scenariet lægges der vægt på, at der skal foregå et intensivt forskningssamarbejde mellem den offentlige og private sektor. Center for Pervasive Computing passer som hånd i handske med isbryder-scenariet. Eksempelvis er Morten Kyngs professorat i Pervasive Computing sponseret af firmaet Systematic, og centeret har et meget tæt samarbejde med erhvervslivet i forbindelse med en række projekter.
Professoratet har desuden primært fokus på netop Pervasive Healthcare.
Ikke én bestemmende teknologi
At professoratet fokuserer på Pervasive Healthcare, passer Morten Kyng fint.
- Det er et bredt spektrum af teknologier og forskningsområder, der indgår i Pervasive Healthcare, siger han.Mange af centerets research-områder, www.pervasive.dk/resAreas/index.html), eksempelvis Interactive workspace, Computer Supported Cooperative work og Center for Advanced Visualization and Interaction, er relevante for Pervasive Healthcare.
På teknologi-fronten sker der for tiden en masse inden for trådløs kommunikation, der er en af hovedingredienserne i Pervasive Computing. Og der er mange forskellige konkurrerende teknologier på vej: GPRS, 3G mobiltelefoni, Bluetooth, RFID, trådløs LAN/802.11 etc.De mange, ofte konkurrerende teknologier, ser Morten Kyng dog ikke som et problem.
Når centeret vælger en teknologi til et projekt, er det for at se om konceptet er holdbart - det skal ikke ses som en blåstempling af en teknologi frem for en anden.Morten Kyng tror ikke, at der bliver en bestemmende teknologi i fremtiden. Derfor gælder det om at få skabt en så fleksibel arkitektur som muligt.
- Det gælder om at få skabt et framework, der tilbyder et rimeligt simple og standardiserede grænseflader, som de forskellige teknologier kan tilkobles, siger Morten Kyng.Han er for tiden ved at ansøge om EU-penge til et projekt, der netop går på at opbygge en arkitektur eller framework, der kan understøtte Pervasive Computing.
Paradigmeskift
På Center for Pervasive Computing, ser man med stor begejstring på de muligheder og perspektiver, der ligger i disse nye teknologier.
Morten Kyng er ikke i tvivl om, at noget stort er i gang.- Vi er midt i et paradigmeskift, siger Morten Kyng. Selvom it-udviklingen går hurtigt, er det jo ikke så ofte, man kan tale om paradigmeskift - og her i en post-dotcom-æra kan det let lyde hult.
Morten Kyng er dog ikke i tvivl.- I dag betragter man computerkraft som noget, der er bundet til en pc med tastatur og skærm. Pervasive Computing tilbyder radikalt nye muligheder, siger Morten Kyng. Ved at benytte de mange processorer, der allerede nu bygges ind i alting og kombinere dem med sensorer og aktuatorer - "kunstige muskler", der kan sætte en aktion i gang, får man mulighed for at løsrive computerkraften fra tastatur og skærm.
Pervasive Computing skal frigøre informations- og kommunikationsteknologien og gøre den tilgængelig hvor som helst, til hvem som helst, på alle tider af døgnet."…information and communication technology is everywhere, for everyone, at all times", som det er formuleret i centerets mission.
Minder det ikke lidt for meget om eksempelvis WAP, da det blev hypet frem og de sagesløse mobilbrugere efterfølgende vendte fingeren nedad for teknologien?Morten Kyng erkender, at begejstringen for nye ting kan tage overhånd, men i længden vinder de indpas.
- Man overvurderer nok virkningerne af en ny teknologi på kort sigt, men på lang sigt undervurderer man dem, siger han og nævner som eksempel de grafiske brugergrænseflader, der dukkede op i løbet af 1980\'erne. - Dengang var det en stor ting, nu er det bare noget, man tager for givet.
Morten Kyng er ikke meget for at give et konkret bud på, hvornår den fagre nye verden indtræffer, men giver et forsigtigt bud:- Hele infrastrukturen samt de enkelte dimser skal løftes, før der sker noget dramatisk. Det er netværksteknologi, hardware, software samt applikationerne i de enkelte ting. Fem til ti år vil der nok gå, før man virkelig mærker forandringerne. Men et er sikkert; inden for en overskuelig fremtid vil vi opleve, at vores data og de applikationer, vi anvender, følger os rundt.
Koncepter afprøves i praksis
Strategiske målsætninger og missioner har tendens til at virke luftige og højtflyvende, men det daglige arbejde i centeret er ofte meget konkret. Center for Pervasive Computing lægger nemlig vægt på, at man ikke blot gør sig en masse forestillinger om, hvad Pervasive Computing er.
Derfor foregår projektarbejdet i spændingsfeltet mellem formulering af ideer på konceptniveau og eksperimentel afprøvning.- Når man prøver at udtænke nye ting, er det vigtigt at afprøve, om det holder, siger Morten Kyng.
Derfor har centeret en række projekter, hvor udvikling af prototyper er en vigtig bestanddel.Ved den eksperimentelle afprøvning benytter projekterne sig ofte af eksisterende teknologi.
Den intelligente pilleæske er et eksempel på en prototype som centeret er i gang med at udvikle. Til prototypen er blandt andet anvendt RFID(Radio Frequency Identification)-teknologi til at identificere patientens pilleæske. I princippet kunne andre teknologier, eksempelvis Bluetooth, også være anvendt.
- Når vi skal lave vores prototyper, anvender vi ofte tilgængelig basisteknologi, siger Morten Kyng.Et kig på listen over centerets nuværende projekter (www.pervasive.dk/projects/index.html) viser da også, at eksempelvis Jini, Eclipse og Java indgår i projektbeskrivelserne.
8-bit processorer stadig interessante
Centeret har dog også projekter i gang, der går ud på at skabe ny eller forbedret basisteknologi. Eksempelvis er der ved at blive udviklet en ny Virtuel Maskine (VM), der ikke kræver så megen hukommelse og dermed batterikraft som de eksisterende virtuelle maskiner.
- 8-bit processorer er stadig interessante, når vi taler Pervasive Computing. Det er dem, der er længst nede i pris og derfor dem, der bliver indbygget i de fleste ting. At kunne udnytte den processorkraft mest optimalt er interessant, siger Morten Kyng.Arbejdet med en ny virtuel maskine, der fylder mindre og kører hurtigere end eksisterende virtuelle maskiner, sker i samarbejde med firmaet OOVM, der er grundlagt af Lars Bak.
Lars Bak var med til at udvikle Hotspot-teknologien for Sun, og sidste år præsenterede han Project Monty - en Java Virtual Machine til håndholdte enheder som mobiltelefoner - på SUNs JavaOne-konference som en af de absolutte
teknologiske nyheder.Morten Kyngs telefon har ringet adskillige gange under interviewet. Venligt har han afbrudt interviewet for at tage telefonen. Der er ingen tvivl om, at det er en mand, der godt kunne tænke sig at være to steder på én gang. Han er begejstret for at fortælle om Pervasive Computing, men samtidig skal han lige have de sidste aftaler med samarbejdspartnere på plads. Morten Kyng kunne vist godt ønske sig at være allestedsnærværende. Pervasive Kyng?
Datakommunikation/telefoni