Her offentliggøres de officielle roamingtakster for operatører i alle EU\'s 25 medlemsstater. Oplysningerne om oprettelsen af dette websted fremkom i juli, da medlem af Kommissionen for informationssamfundet Viviane Reding påpegede den høje pris for at benytte mobiltelefoner i udlandet og det nødvendige i, at taksterne blev gjort mere gennemsigtige. Via tabeller over udvalgte takster og direkte link til mobiloperatører i EU skal webstedet give forbrugerne i EU en konkret idé om de takster, de sandsynligvis vil komme til at betale, når de tager på ferie, og gode råd og tips om, hvordan de kan formindske deres regninger for international roaming. Siden der blev givet meddelelse om webstedet lige før sommeren 2005, har der været tegn på en begyndende øget konkurrence, navnlig blandt visse operatører, der tilbyder særlige ferietakster og andre takstpakker.
Kommissionen iværksatte i 2000 en omfattende kartelundersøgelse af detail- og engrospriserne for roaming i Europa, fordi der var en formodning om, at de var overdrevent høje. Undersøgelsen førte til, at der blev indledt en særskilt kartelprocedure efter EF-traktatens bestemmelser om misbrug af monopolstilling (artikel 82) mod mobiloperatører i Tyskland og Det Forenede Kongerige for overdrevent høje engrospriser for international roaming.
Datakommunikation/telefoni