Danmark får sin første digitaliseringsminister. Det er faktum efter den nye SVM-regering har udpeget Marie Bjerre (V) som digitaliseringsminister og minister for ligestilling. I en pressemeddelelse fra Statsministeriet står der ikke, hvad ministeren konkret skal arbejde for, men i regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen ønsker at udvikle og fastholde Danmark som et digitalt foregangsland og udstillingsvindue, at digitalisering skal bruges til at skabe værdi for borgere, virksomheder, personale i den offentlige sektor og for landet som helhed, at den vil fortsætte de ambitiøse investeringer i digitalisering og automatisering på tværs af både den offentlige og private sektor samt at det skal sikres, at alle kan være med, uanset digitale kompetencer.
”PROSA har længe ønsket sig - og arbejdet for - et it-ministerium og et stående it-udvalg i Folketinget. Det sidste er det dog stadig uvist, om vi får. Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og borgerne forventer med rette service og produkter, hvor der er styr på anvendelsen af digitalisering, teknologi og data. Derfor har vi brug for et dedikeret politisk rum til at drøfte konsekvenserne af den teknologi, vi indfører som en del af vores alles hverdag,”siger formand for PROSA – forbund af it-professionelle, Niels Bertelsen og fortsætter:
”Det, at der kommer en minister, er i sig selv positivt, for det betyder fokus på området. PROSA deler gerne ud af sin viden om, hvordan vi drøfter og etablerer kloge og borgerrettede it-løsninger og hverdagsteknologi, og derfor håber vi, at ministeren vil invitere PROSA og de it-professionelle med ind i maskinrummet, så vi kan drøfte, hvor fokus skal lægges.”
Læs ITWatchs nyhed om den første digitaliseringsminister i Danmark: Danmark har fået en ny digitaliseringsminister
> PROSAs formand: Digitaliseringsministeren er for usynlig