To måneder inde i arbejdskonflikten er der rigtigt kommet gang i de konfliktramte CSC’ere og deres sympatisører i støttenetværket. Seneste skud på stammen er gækkebreve til CSC-ledelsen, som de konfliktramte CSC’ere har sendt til deres nærmeste ledere eller til CSC-direktør Carsten Lind personligt.
Torsdag 14. april 2011 var der desuden uddeling af påskeæg til de hårdt prøvede CSC-ansatte, der stadig er i arbejde, for at forsøde deres tilværelse lidt.
- Vi er bekymret for vore kollegers ve og vel efter uger med frustration over den fastlåste konflikt og her tænker vi både på de konfliktramte, men i høj grad også på vores arbejdende kolleger, der er i en ekstremt belastende situation 'derinde'. PROSA vil meget gerne forhandle, men vi oplever, at ledelsen kun stiller ultimative krav, fortæller Joan Falck Jensen fra PROSA-klubben på CSC.
Hun har selv været lockoutet siden 9. februar sammen med 115 andre PROSA-medlemmer.
- Ved at uddele påskeæg håber vi at forsøde tilværelsen lidt for alle på Retortvej - både vores kolleger, men da også dem, vi synes trænger til at blive lidt sødere. Og så håber vi da også at sende signaler til ledelsen om, at PROSA skam stadig er venligtsindet og klar til reelle forhandlinger, hvis CSC ledelsen også er det, understreger Joan Falck Jensen.
- Det er jo os, der er de søde, lægger hun til med et glimt i øjet.
Ud over påskeæg havde de konfliktramte også et fælles gækkebrev med til CSC-direktør Carsten Lind, som de havde håbet at kunne give ham under morgenaktionen. Han dukkede ikke op, så i stedet fik de nogen til at aflevere det i hans postkasse sammen med gækkebrevene til mellemlederne.
- Vi vil gerne have, at CSC-ledelsen husker på de menneskelige omkostninger og ikke glemmer os i påskeferien. Vi skal have afsluttet denne konflikt, så det ikke også går endnu mere ud over kunderne, samfundet, virksomheden og medarbejderne.
Du er velkommen til at skrive dine egne påskerim her på siden.