A-kassen, Arbejdsmarkedet

PROSAs a-kasse åbner op for selvstændige

Efter 22. maj vil medlemmer af PROSAs a-kasse, der starter selvstændig virksomhed, kunne forblive medlemmer.

Efter al sandsynlighed vil PROSAs a-kasse, Min A-kasse, begynde at optage selvstændige fra 22. maj. Det har længe været et ønske fra mange medlemmer, som hidtil har været tvunget over i a-kasser for selvstændige som ASE og Dana, hvis de fik egen virksomhed. 22. maj holder a-kassen delegeretmøde, og alt tegner til, at forslaget bliver vedtaget, oplyser Carsten Larsen, forbundssekretær i PROSA.

PROSA glæder sig over, at der i forbindelse med fusionen mellem PROSAs A-kasse og Min A-kasse er blevet åbnet op for muligheden for at optage selvstændige.

– Der er mange i it-faget, der prøver kræfter med at blive selvstændige i kortere eller længere tid, og dem vil vi jo gerne kunne tilbyde medlemskab, siger Carsten Larsen.

Opgradering af tilbud

Han arbejder nu på at opgradere PROSAs tilbud til selvstændige, som tæller blandt andet formidling af advokathjælp, rådgivning fra den faglige afdeling, pjecer med gode råd om livet som selvstændig og en samarbejdsaftale med Teknik og Design, et freelancebureau, som ordner det praktiske og administrative for dem, der vil prøve at være selvstændig, men ikke vil klare det hele selv.

– PROSA har længe haft tilbud til selvstændige, men man har manglet den samlede pakke med fagforening og a-kasse, og den kommer nu. Nu kan folk nøjes med at henvende sig ét sted og kan have både en fagforening og en a-kasse med indgående kendskab til it-faget. Som medlemmer af PROSA kan selvstændige også komme med i It-fagets Pension, der har langt bedre vilkår, end man kan forhandle sig til som enkeltperson, siger Carsten Larsen.

Når forslaget bliver endeligt vedtaget 22. maj, kan du læse mere om mulighederne på prosa.dk.