Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har pålagt samarbejdet mellem Merkonomernes- og PROSAs a-kasser at indføre fælles edb-system. Samtidig skal kasserne indføre fælles forretningsgange for at sikre, at medlemmerne behandles ens i de to afdelinger af a-kassen.
I a-kassen er vi ikke så kede af direktoratets krav. Det giver os nemlig mulighed for at skifte et system ud, som mildest talt må siges at have overlevet sig selv, da det efterhånden har nogle år på bagen, og navnlig mangler fremtidssikring.
PROSA har set på mulige standardsystemer. Lige nu er vi inde i en større analysefase, og der foregår for tiden forhandlinger om det endelige valg af system. Men uanset hvilket system vi ender med at vælge, står a-kassen over for enorme udfordringer i det næste halve års tid: Vi skal opstille kravspecifikationer, foretage konvertering og datavask, udarbejde forretningsgange og lære at anvende et nyt system.
Det arbejde, der kræves for at løfte opgaven, vil i store træk være det samme uanset, hvor mange medarbejdere der er i en given a-kasse. Desuden er netop systemer på a-kasseområdet særdeles komplekse, på grund af det meget store regelsæt systemet skal håndtere.
Forlænget sagsbehandlingstid
Vi må derfor konstatere, at alle medarbejdere i a-kassen løber en del stærkere, end det er sundt. Alle i a-kassen tager situationen med godt humør, men vi kan desværre ikke undgå, at arbejdsbyrden også vil kunne mærkes hos de af vore medlemmer, der gør brug af a-kassen i det daglige.
Mere end 1000 af PROSAs medlemmer får hver måned udbetalt en eller anden ydelse fra a-kassen.
Det kan være dagpenge under ledighed eller ferie, efterløn, orlovsydelse eller en af de mange andre ydelser, vi er sat til at administrere. Alle, der skal have ydelser fra a-kassen, vil i den kommende tid have første prioritet, og målet er, at ingen af disse medlemmer må mærke, at vi knokler med det nye system samtidig.
Derimod vil vi ikke kunne garantere det sædvanlige høje serviceniveau, når nogen henvender sig om spørgsmål, der er af mindre hastende- eller som er af hypotetisk karakter. Vi har ofte medlemmer, der gerne vil vide noget om deres muligheder for f.eks. at få en eller anden ydelse ude i fremtiden eksempelvis, hvis de rejser til udlandet, eller deres muligheder for at kombinere diverse pensionsordninger med efterløn.
Disse spørgsmål er selvfølgelig vigtige for den enkelte. Men i den konkrete situation vil vi altid sikre, at det medlem, der skal have sin indtægt fra a-kassen, vil få sin sag behandlet først. De andre spørgsmål skal nok blive besvaret, men der må de næste måneder forventes en lidt forlænget sagsbehandlingstid.
Et bedre system
Vi er dog i a-kassen helt sikre på, at det nye system vil være en fordel for alle, når det er færdigimplementeret. Både fordi vi får en række nye muligheder for hjælp i den daglige sagsbehandling. Men navnlig fordi vi går efter et nyt system, der er fremtidssikret, og som giver mulighed for at arbejde med hele spektret af informationsteknologiske værktøjer.
Alle medarbejdere i a-kassen håber, at PROSAs medlemmer vil bære over med de små forsinkelser i sagsbehandlingen, der er en følge af arbejdet med det nye system.
A-kassen