Artiklen er opdateret 13. januar med sidste afsnit
"Julemænd og nisser spreder covid på plejehjem i Belgien.....#detbliveraldrigjul #mendetblivergodtigenikk’"
Sådan skrev jeg over et retweet af videnskabsjournalisten Laurie Garreth, der delte en artikel fra The Independent om et belgisk plejehjem, hvor man havde inviteret en julemand og nogen nisser til at underholde de desperat ensomme gamle, og hvor Julemanden så til gengæld smittede 75 beboere med Covid-19.
Det var den 14. december i det herrens, eller måske mere djævelens, år 2020, og det blev mit sidste tweet. Jeg mistede med et slag over 5.000 følgere, personlige meddelelser og et utal af kontakter.
Måske læste Twitters algoritmer nisse-tweetet som et antivaccinestatement fra en QAnon-tilhænger? Måske aktiverede det Twitters ’fake-news’-filter, på trods af, at netop Laurie Garreth er bredt anerkendt som seriøs og troværdig videnskabsjournalist og forfatter? Jeg ved det ikke.
Men noget skete. Et eller andet sted baskede en krigerisk digital sommerfugl med jernvingen og fyrede en laserkanon af: Min twitterkonto @kjaerulv blev først ’midlertidigt suspenderet’ og derefter låst, og jeg begyndte en lang rejse ind i et totalt bimlet robotland for at få den åbnet igen.
Jeg sidder fast i robotternes greb, og tandhjulene er låst
5.000 følgere er ikke 88 millioner følgere, som Donald Trump har, men det er sagen uvedkommende. Vi deler den skæbne at være blevet lukket ude af Twitter. Du har sikkert en mening om Trump. Og hvad betyder det for dig, at et privat firma har losset @kjaerulv ud af deres platform? Det har de vel ret til? Hvis jeg ikke har gjort noget forkert, så finder de vel ud af det, ikke? Kan jeg ikke bare gå et andet sted hen? Og hvis jeg virkelig er så glad for Twitter, så kunne jeg vel bare lave en ny konto og begynde forfra?
Jeg har dermed mistet et kildenet og ikke mindst muligheden for at gøre det, jeg gjorde mest på Twitter: Blande mig i og starte debatter om computersikkerhed, etik og privatliv
Nej, jeg vil ikke have en ny konto. Jeg vil have min gamle konto tilbage. Jeg har vitterligt ikke foretaget mig noget som helst forkert, og hvis Twitter først kan lukke ned for Donald Trump og dernæst genåbne ham, igen og igen og så derefter, først da kongressen endegyldigt anerkendte, at det var Joe Biden, der var den nye præsident, lukke ham ned permanent, så skulle det vel også være muligt, at genåbne en uskyldig og lille bitte fisk som mig? Jeg tror bare ikke det kommer til at ske. Jeg sidder fast i robotternes greb, og tandhjulene er låst, og operatørerne er gået hjem i lockdown.
Der ER ikke nogen mennesker tilbage.
Anders Kjærulffs sidste tweet handlede om nisser og julemanden, der spreder Covid-19 i Belgien.
Robot-vældet
Journalister og politikere bruger twitter. Meget.
I det moderne liv er vi blevet mere og mere afhængige af social medie platforme, der langsomt men sikkert er blevet en kritisk infrastruktur, der bærer alt fra fjollede memes til aktivisme, politiske udmeldinger og sågar Covid-19 informationer fra statsminister Mette Frederiksen (S), der mener, hun skal bruge – og betale til – Facebook for at oplyse danskerne om seneste tiltag mod virus.
Men ville Twitter eller Facebook kunne smide Mette Frederiksen ud? Og hvad ville Folketinget så kunne gøre? Egentlig?
I dag, en måned senere, er jeg stadig lukket ned, og jeg aner ikke, om det var det med nisserne, der gjorde det, for jeg har ikke fået noget svar på, hvori min brøde består. Det, der til gengæld står lysende klart, er dette: Jeg har været på Twitter siden 2008, jeg havde som sagt lidt over 5.000 følgere og fulgte omkring 2.000 personer, og jeg har vel tilbragt en times tid om dagen på mediet, der nu ikke vil lukke mig ind igen og heller ikke give mig en forklaring.
Jeg har dermed mistet et kildenet og ikke mindst muligheden for at gøre det, jeg gjorde mest på Twitter: Blande mig i og starte debatter om computersikkerhed, etik og privatliv.
Man er i hænderne på maskiner
Via min rolle som vært på det tidligere Radio24syv program AFLYTTET har jeg længe skullet udføre en yderst kompliceret linedans mellem oplysning om computersikkerhed, hacking og spionage med kilder blandt black- og white-hat-hackere og efterretningstjenester og computereksperter og aktivister samtidig med, at jeg har skullet holde sølvpapirshattene fra døren med en meget stor kæp. Jeg mestrer den linedans, mener jeg.
Spørgsmålet er, hvad en stor teknologivirksomhed synes om den linedans, og hvordan robotterne læser den. Om de overhovedet forstår, hvad det indebærer både at omfavne og være kritisk overfor ny teknologi.
Det bliver først klart, hvor uretfærdigt det er, når man selv falder i fangehullet og mister muligheden for at ytre sig
Derfor: Når en techgigant som Twitter pludselig slår ned på en, uden at fortælle hvorfor, kan man godt komme alvorligt i tvivl: Har jeg sagt noget udokumenteret? Fulgt de forkerte? Og værre endnu: Er der nogen, der er ude efter mig? Nogen, der kan tage en telefon eller sende en mail til rette vedkommende og få lukket kæften på mig? Og hvis de kan få mig til at tie stille – så kan de også slukke for dig og Mette Frederiksen.
@kjaerulv er død - Kjærulff ved ikke hvorfor
For Trump er ikke den eneste: Den 11. januar gik Twitter for alvor i gang med QAnon-tilhængere og andre, de mener spreder falske nyheder. 70.000 brugere blev smidt af netværket og kommer ikke tilbage igen, og jeg tror kun det er begyndelsen.
På den måde var jeg first-mover.
Og måske er det min egen skyld. Eller rettere: Min og robotternes. Som journalist med informationssikkerhed som speciale bruger jeg naturligvis to-faktor godkendelse på Twitter, jeg har et langt godt password, min maskine er opdateret, og så bruger jeg VPN - et program, der krypterer min internettrafik, så min internetudbyder og hackere ikke kan følge med i, hvad jeg laver på nettet.
Den var selvfølgelig på, da det gik galt, og da den 14. december sidste år også var den dag, hvor Googles servere gik ned, og min egen internetudbyder også opførte sig ustabilt, kunne det selvfølgelig også have fået et eller andet system til at gå i alarm-mode og tilkaldt Twitters softwarerobotter.
Adgang blokeret. Der er nu gået en måned uden forklaring på, hvor Anders Kjærulffs profil er lukket ned.
Samme robotter var da også venlige til at begynde med: Du skal bare bekræfte dit telefonnummer, skrev de. Vi ringer dig op med en kode, du skal taste ind. Vent et øjeblik, hed det. Men opkaldet kom aldrig. Som i aldrig nogen sinde.
Jeg gentog proceduren flere gange. Så mange, at jeg til sidst fik at vide, at nu måtte jeg vente et døgn på at prøve igen. Det gjorde jeg så. Og de ringede stadig ikke. En klog mand i mit netværk mente, det kunne være fordi, Twitter ikke kan finde ud af +45, men vil have 0045 foran nummeret – men da jeg skrev det ind i sin tid, kom de selv op med +45. Det er også ligegyldigt nu, for jeg kan ikke ændre det.
En anden klog mand foreslog mig, at skrive direkte til Twitter Supports presseafdeling. Det gjorde jeg. Den 15 december. Og har intet hørt. Jeg har siden da modtaget et enkelt, suspekt udseende opkald fra Michigan, USA, som jeg ikke kunne tage, fordi jeg sad i en bil. Der blev ikke lagt besked.
Andre twitter-entusiaster hævder, at det opkald normalt kommer indenfor 3 sekunder. Men altså ingen opkald her. Jeg har også påklaget min ’suspendering’ via twitters helt officielle klageformular – her er der heller ikke noget svar. Så hvad kan der være sket? Kan jeg have raget uklar med nogen, der så har masseanmeldt mig i et omfang, Twitters robotter ikke kan se overhørigt, baseret på et indhold, de ikke forstår? Har min konto været hacket? Jeg ved det ikke.
Hader mennesker
Fælles for alle de her platforme, Twitter, Facebook, Instagram og alle de andre, er, at de er automater. At skaberne i den grad hader menneskelige vurderinger og hellere vil justere deres algoritmer end at ansætte nogen, og at de fungerer uden for almindelig jura og lovgivning.
Man er i hænderne på maskiner, og de sorthvide beslutninger, de tager på baggrund af det, der programmeres ned i deres algoritmer - algoritmer, der tydeligvis ændres afhængig af de politiske vindes retning. Det er ikke nyt, men det bliver først klart, hvor uretfærdigt det er, når man selv falder i fangehullet og mister muligheden for at ytre sig.
Hvordan skal vores demokratier klare den her i fremtiden? Hvordan skal pressen, den presse, der bliver mere og mere afhængige af netop Twitter, fordi det er dér, vores politikere ytrer sig i stedet for at tage en telefon og svare på et spørgsmål fra en irriterende journalist, hvordan skal vi klare den, når vi har absolut nul kontrol over den platform, vi bruger, og når ejeren af den kan tage den væk fra os – helt automatisk og uden appelmuligheder?
Jeg har endnu ikke opgivet kampen for @kjaerulv. Men det lakker mod enden.
Næste skridt bliver en henvendelse til deres DPO, Data Protection Officer, med GDPR i hånden og et krav om at få adgang til mine egne data – inklusive de, der handler om, hvorfor jeg er blevet smidt ud.
På positivsiden kan jeg nævne, at der er blevet mere roligt i mit hoved, og at jeg har fået en time mere tilovers om dagen. Tid, jeg kan bruge på at skrive det her. Og tid, jeg kan bruge til at bekymre mig over skrøbeligheden i vores debatter, hvis det er normen, at det er techfirmaerne, der skal bestemme, hvem der må deltage i dem. For mens vi hyggede os med memer og @spolitik, er Twitter blevet fuldskala kritisk infrastruktur – men vi har ingen kontrol.
Det burde være muligt at lave et simpelt ankesystem styret af folk udenfor platformene. Og måske er det nu, der skal skiftes til andre platforme, gerne nogen, der tager ansvar på en transparent og konsistent måde, måske endda en lokal én, helt oplagt placeret hos vores alle sammens DR? Hvis vi ikke gør noget, bliver det værre.
Og så kan vi lige så godt overlade ytringsfriheden til nisserne og julemanden.
Fire timer efter offentliggørelsen af denne artikel og en massiv omtale af sagen på Twitter blev Anders Kjærulffs Twitter-konto åbnet igen - uden forklaring.
Anders Kjærulff er freelance journalist (djh), teknologikritiker og etisk hacker og er stadig på Facebook, Instagram og egen blog.
