Vil du have penge at holde jul for, skal du huske at udfylde dit dagpengekort søndag den 16. december.
– Gør du det, og har vi de oplysninger, vi skal have, lover regionsleder i Min A-kasse Anne Grethe Hansen, at hendes medarbejdere ikke går på juleferie, før din sag er behandlet, og pengene står klar på bankbogen inden jul.
Kommer du derimod en postgang for sent, kan a-kassen først udbetale dine dagpenge 3. januar 2013.
Når SU'en stopper
Studerende, der i december går fra at få SU til at skulle have dagpenge som indkomst, skal være særligt opmærksomme på, at de nu render ind i en periode uden penge.
SU betales nemlig forud, hvorimod dagpenge først udbetales efter en optjeningsperiode. Blev du færdig med din uddannelse 1. december, fik du den sidste SU udbetalt i slutningen af oktober – penge som du har levet for i november. Men overgangen til dagpengesystemet 1. december betyder, at du ikke har nogen indkomst i den måned.
For dagpengene følger bestemte optjeningsperioder, der typisk slutter den andensidste søndag i måneden, og selve udbetalingen sker bagud – som regel sidste fredag i måneden.
Meldte du dig således ledig 1. december – med dagpengeret samme dag – skal du først optjene dagpengene i løbet af december. Penge, du så vil få til udbetaling som nævnt sidste fredag i måneden. Derfor kan du ikke regne med penge fra dagpengesystemet til at leve for i hele december.
– Det er altså smaddersvært for de unge mennesker, for mange er ikke opmærksomme på problemet, og pludselig står de der uden indkomst, siger Anne Grethe Hansen.
Lav en opsparing
Er du ikke allerede medlem af en a-kasse, men først melder dig ind, når du går fra at være studerende til at være ledig, skal du først udstå en karensperiode på en måned. Således vil du først kunne begynde at optjene retten til dagpenge i januar og derfor først modtage pengene sidste fredag i den måned.
Det eneste råd, som Anne Grethe Hansen kan komme med, er, at unge, der har mulighed for det, får meldt sig ind i a-kassen, mens tid er, så man i det mindste undgår karensperioden.
– Derudover gælder det om at holde sig gode venner med mor, så man kan komme hjem og få noget at spise, når pengene slipper op, siger Anne Grethe Hansen.
– De to systemer taler altså ikke sammen, så der er ikke noget at gøre. Det er simpelthen bare sådan, reglerne er, siger hun.
Derfor anbefaler hun også, at studerende forsøger at spare lidt op, inden de melder sig ledige.
Problemet med at gå fra at være studerende til ledig er ifølge Anne Grethe Hansen særlig slemt i december.
– Men vi oplever i det hele taget, at det kommer bag på flere og flere, at de to systemer ikke harmonerer. Så det skal man være meget opmærksom på, siger hun.