Fotografen Ariel ville gerne tage foto af en solopgang. I dag er sidste dag hun er i Mae Hong Son, så vi tog op til templet på toppen af bjerget for at tage billeder. Men ak, det var (som det i øvrigt ofte er) overskyet.
Men nu da vi var kommet tidligt op, så vi tog på markedet med den nye koordinator (kaldet A). Her fik vi udmærket og billig morgenmad.
I skolen har jeg svært ved at få børnene til at deltage aktivt. De taler sjældent, men lytter kun og desværre ofte uopmærksomt.
I dag præsenterede jeg flere dyr fra tree-of-life, så vi øvede dyrenavne.
Jeg så et par regnestykker på tavlen, så i 4. klasse gik vi igang med noget matematik. Jeg fik dem til at forstå at sqrt(x^2) = x (og nu ved jeg godt, at du vil brokke dig og sige, at det kan jo også være -x, men de har ikke helt styr på negative tal endnu). Så til slut udregnede de gladeligt sqrt(28737464^2) - og var vist pænt stolte over, at de kunne klare det.
Paula havde inviteret mig på frokost hos Social Development Center, der ligger 10 minutters scootertur fra Long Neck village (ganske vist de styggeste 10 minutters vej: stejl, stenfyldt og ofte mudret). De har både elektricitet og internet. Paula og jeg snakkede om, hvordan jeg kunne overtage hendes klasse en times tid om dagen i den periode hun er væk. Hun skal til Laos i næste uge og 2 uger frem. Hun var ikke afvisende over for, at jeg kunne invitere "mine" børn til at komme og lære IT. Hendes elever løser sprogbarrieren: De taler burmesisk og det kan "mine" børn forstå, og da hendes elever vil gerne være ledere, lærere og oversættere, så det vil være god træning for dem at undervise børn. Vi skal dog lige have denne plan clearet med centerlederen.
Efter frokost tilbage i Long Neck village var der bibelundervisning. Der er stærke kræfter i det, for de havde alle 30 børn i een klasse og kunne få dem alle til at sidde stille i 2 timer. For at få plads flyttede man blot en af skillevæggene, og *vups* havde man et større lokale.
Effter skole tøffede jeg rundt byen for at se, hvad man laver sådan en helt almindelig tirsdag. "Ikke ret meget," er svaret. Børnene fordrev tiden ved at spille UNO. Flere af kvinder lå i hængekøje og så ud til at have ondt af sig selv over deres situation - men så ikke rigtigt ud til at have initiativ til at ændre det.
Et par af drengene sparkede dovent til en bold, mens andre legede med snurretoppe.
Jeg lagde mærke til, at et af husene har et solpanel. Jeg undrer mig over, at de ikke har flere af dem. Men måske er problemet, at de skal bruge strømmen om aftenen og ikke om dagen.
Nogle af de lokale har digitalkameraer, så fænomenet er på ingen måde ukendt. En større del end jeg lige regnede med har også mobiltelefoner, og selv de billigste telefoner ser ud til at kunne afspille MP3-filer. Det får mig til at tænke, at der måske reelt ikke er behov for hverken kameraer eller MP3-afspillere.
Imod min forventning var aftensmaden ikke fast samlingspunkt for familien. Mu Pli sagde, at man nogen gange spiste sammen, andre gange ikke. Maden er den samme som jeg tidligere har fået til frokost i landsbyen: Ris, kedelige tørede strimler grønt i chili og en bette fisk i en smule tomatsovs.
Mit indlogeringssted var skolelederen Mu Plis nevø og niece. Der hvor jeg skulle sove, hang niecens tøj. Så da jeg hjælpsomt ville skubbe det til side, blev jeg stoppet af en lettere panisk Mu Pli: "Det varsler uheld, hvis en mand rører kvindetøj". Det gælder åbenbart ikke den anden vej rundt - så jeg har en snedig gut, der ikke gad vaske tøj, mistænkt for at have opfundet den regel.
Mu Pli foreslog, at jeg tog et bad før mørket satte ind, så det gjorde jeg. "Bad" betyder lidt noget andet i Long Neck village end i DK. Bade"værelset" består primært af en stor vandtank. De er alle steder, og de samler regnvand, men kan også forsynes med vand fra ledningsnettet. Da vandforsyningen i ledningsnettet er svingende, så bliver man uafhænging af forsyningen ved at have en lokal buffer på ca 1 m3. Hos Mu Plis nevø var der en hane i bunden, men andre steder er der blot en skål i tanken, som man tager vand op i.
Der er fuldt udsyn ind i bade"værelset" fra gaden, og ikke at jeg er specielt blufærdig, men jeg regnede ikke med, at de selv badede for åbent tæppe, så jeg beholdt mine boxershorts på. Herefter pjaskede jeg vand på mig med skålen. Jeg har så senere fundet ud af, at de bogstavligt talt bader for lukket tæppe: De har et stykke stof om sig mens de hælder vand over sig. Et i øvrigt nydeligt syn når nogle af de gode skår skal i bad - tal om Miss Wet T-shirt :-)
Jeg kunne heller ikke se, at de brugte håndklæder, så jeg skrabede så meget vand af som muligt og så var det det: Jeg ville jo alligevel blive fugtig af sved i løbet af den næste time.
Efter mørkets frembrud fik jeg set generatoren. Det ligner forenden af en traktorplæneklipper, hvor et par gummibånd driver en dynamo. Traktorplæneklipperens forlygter lyser, når den kører. Det ser meget ineffektivt ud, og i følge voltmeteret var spændingen meget veklsende - og det var ikke bare fordi, det var vekselstrøm. Men strømmen er god nok kvalitet til at drive både elsparepærer og TV.
Jeg så TV med de lokale. Det er ikke alle, der har TV, men 12 havde stuvet sig ind i stuen hos den velhavende familie. De må have været velhavende, for ikke kun havde de TV (13" CRT), de havde også cementgulv (imodsætning til træ eller stampet jord). Vi så Thai-TV, og en af de andre spurgte mig, om jeg forstod, hvad de sagde - det gjorde hun nemlig ikke. "Næh," svarede jeg, "det gør jeg såmænd ikke, men det er spændende at se jer." Og så grinede de alle sammen.
Mu Plis nevø og niece er forældreløse. De har et hus selv, men da der ikke er forældre til at betale, så har de ikke elektricitet fra generatoren. Så med en lommelygte måtte jeg finde vej ind under myggenettet og gå i seng.
