A-kassen

Stor forskel på kontanthjælp og understøttelse - maskerne i sikkerhedsnettet er blevet større

Der er væsentlig forskel på, om du er forsikret eller ikke forsikret i en a-kasse. Om du skal have understøttelse eller kontanthjælp - muligvis er du slet ikke berettiget til kontanthjælp.

Er man medlem af en a-kasse, er man berettiget til understøttelse, når man bliver ledig. Hvis man vel og mærke har været medlem af en a-kasse i mindst et år og hvis man opfylder beskæftigelseskravet. Hvis man ikke er medlem, kan man søge om kontanthjælp.

Kontanthjælp
Kontanthjælp udbetales efter lov om en aktiv socialpolitik. Lovens formål er, at kontanthjælpen er det underste sikkerhedsnet, for dem der ikke kan klare sig på anden vis. Det, at loven er et økonomisk sikkerhedsnet, betyder, at man ikke kan få hjælp, hvis behovet for hjælp kan løses uden for denne lov. Mulighederne for at kunne forsørge sig selv skal med andre ord være (helt) udtømte. Det vil sige, at man som gift, som udgangspunkt ikke opfylder betingelserne medmindre, ægtefællens indtægt er under to gange den takst, man hører under. Man må ikke have penge af nogen art som umiddelbart kan omsættes f.eks. løn fra arbejdsgiver, egen optjent ferie, løbende indtægt eller formue. Alt over kr. 10.000 betragtes, som formue for en enlig. Personer tilmeldt en uddannelse, kan som udgangspunkt ikke få kontanthjælp. Om man er berettiget til kontanthjælp afhænger af en konkret vurdering - men mange af PROSAs medlemmer vil ikke opfylde betingelserne. Man kan tidligst få udbetalt hjælp en måned efter henvendelse til kommunen.

Der kan dog udbetales engangshjælp i den mellemliggende periode som svarer til SU-takst. En anden del af lovens formål er, at man hurtigst muligt bliver selvforsørgende, hvorfor kontanthjælp og aktivering er sideordnede. Man har altså pligt til at stå til rådighed fra første dag, man ansøger om hjælp.

A-kassemedlemmer
A-kassen arbejder tæt sammen med den faglige organisation med fokus på en arbejdsmarkedspolitisk indsats for lige netop deres medlemmer. Både hvad angår fremtidige uddannelsesmuligheder, fastholdelsesmuligheder/seniorpolitik samt en arbejdsmiljømæssig indsats på området. Mange a-kasser tilbyder også medlemsservice i form af jobsøgningskurser og andre fagrelevante kurser, netværksskabelse samt selvfølgelig rådgivning og vejledning om, hvilke rettigheder og pligter man har som ledigt medlem af en a-kasse. Som forsikret ledig skal man stå til rådighed og kunne overtage arbejde med dags varsel. En egentlig aktiveringsforpligtigelse indtræder dog først efter et år. Derudover har man mulighed for at tegne en tillægsforsikring.

Nyuddannede
Som nyuddannet med dimittendrettigheder, har man ret til dagpenge en måned efter din sidste eksamensdag, hvis uddannelsen er længere end 18 måneder.