PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Syv aktører i fælles opråb: Hvis sparekniven føres gennem Datatilsynet, kan vi miste borgernes tillid

Regeringen lægger op til at reducere Datatilsynets bevilling på finansloven. Det vil både skade digitaliseringen og borgernes tillid, skriver en række aktører i et fælles opråb.

Regeringen har med forslaget til finanslov lagt op til at reducere Datatilsynets bevilling.

De fælleseuropæiske regler som beskytter personoplysninger og Datatilsynets håndhævelse af reglerne er en stor del af grunden til, at vi kan have tillid til digitaliseringen.

Ved at reducere Datatilsynets bevilling på finansloven risikerer vi, at vi mister borgernes tillid. Derfor mener vi, at Datatilsynet skal styrkes markant særligt i deres rådgivnings- og vejledningsindsats af virksomheder og myndigheder, når vi fortsætter med at udbygge digitaliseringen.

Vi skal sikre danskernes tillid til digitaliseringen

Danmark har igennem mange år været at regne blandt et af de mest digitaliserede samfund i verden. Det skal vi alle være glade for og stolte af, for digitaliseringen giver os rigtig mange fordele.

Men det betyder også, at der behandles rigtig mange af dine oplysninger hos offentlige myndigheder og private virksomheder.

Data har stor værdi for både offentlige og private aktører, når de skal produktudvikle, digitalisere, effektivisere og fokusere deres services.

De fleste danskere har tillid til denne digitalisering, fordi de forventer, at der bliver passet godt på deres oplysninger på samme måde, som de har tillid til, at de kan begå sikkert sig i den fysiske verden.

Datatilsynet skal hjælpe med løsningerne

Gennem de sidste måneder har Datatilsynet kunne konstatere, at rigtig mange både offentlige og private aktører ikke har haft nok styr på databeskyttelsen, hvor Helsingør Kommunes Chromebook-sag nok er den højest profilerede.

Der sker i omegnen af 150 anmeldelser af databrud til Datatilsynet hver uge – og det er formodentlig blot toppen af isbjerget.

Datatilsynet skal forebygge brud på reglerne gennem rådgivning og vejledning og ved at finde fejl, som er skabt gennem sløseri, uvidenhed eller anden grund hos de aktører, der behandler vores data.

Datatilsynet skal medvirke til at sikre en effektiv og sikker digitalisering gennem en række indsatser som for eksempel:

  • Gennem vejledning og rådgivning til at gøre det komplekse persondataretlige område mere gennemsigtigt for danske virksomheder, organisationer og myndigheder, herunder deres dataansvarlige.
  • Behandling af klager fra de registrerede, som får behandlet deres data i strid med reglerne.
  • Sikring af at danske synspunkter bliver hørt i det europæiske samarbejde og formidler de harmoniserede europæiske fortolkninger, som stiller erhvervslivet nogenlunde lige indenfor EU.
  • Den praksis, som Datatilsynet fastlægger gennem tilsyn, er meget vigtige fortolkningsbidrag til at forstå og blive vejledt om reglerne.
  • Vurdering af lovforslag og medvirken til at sikre, at Folketing og embedsværk ikke underminerer de registreredes rettigheder for at forfølge tiden populære formål.
  • Datatilsynet kan bidrage til bedre informationssikkerhed i alle dele af det danske samfund ved at stille krav om risikovurderinger og sikkerhedsforanstaltninger hos de dataansvarlige, og krav om at de skal få styr på deres leverandører, databehandlerne.
  • Datatilsynet kan bidrage til at skabe fælles forståelse for regler og praksis i netværk og generelt lave opsøgende arbejde med at rådgive og vejlede myndigheder og virksomheder i sikker behandling af borgernes data.
  • Datatilsynet kan medvirke til at løse problemerne ved generelt at vejlede både de dataansvarlige og leverandørerne. Datatilsynet kan også sammen med de dataansvarlige lægge pres på leverandører udenfor EU, så de tilpasser sig de persondataretlige regler og beskytter de registreredes rettigheder, som vi har fastsat i Europa.

Mere brug af borgernes data og mindre tilsyn med brugen

På trods af Datatilsynets vigtige rolle i digitaliseringen af Danmark lægger regeringen op til at skære ned på Datatilsynets ressourcer – dels ved ikke at forlænge nogle af de bevillinger, som udløber i år og dels ved nedskæringer over de kommende år.

Jo mere vi vil digitalisere, des vigtigere er det, at det sker på en måde, der beskytter den enkeltes data mod misbrug og sikrer den nødvendige tillid til den digitale udvikling.

Datatilsynet står til at miste 3,7 millioner kroner i 2023 og mere end 10 millioner kroner frem mod 2026. Det svarer til små 20 procent af bevillingen – eller 13 procent af de ansatte.  

Regeringen ønsker dog samtidig i den offentlige digitaliseringsstrategi, at vi skal være ”Sammen om en digital fremtid”, og at ”Data og ny teknologi skal være redskaber i kampen mod manglen på arbejdskraft, bidrage til den grønne omstilling af det danske samfund og understøtte udviklingen og opretholdelsen af velfærdssamfundet, herunder i vores sundhedsvæsen”.

Det kan vi kun være enige i, men jo mere vi vil digitalisere, des vigtigere er det, at det sker på en måde, der beskytter den enkeltes data mod misbrug og sikrer den nødvendige tillid til den digitale udvikling.

Med nedskæringen af Datatilsynet kommer vi ikke til at lykkes med det.

Hvis vi vil digitaliseringen – og det vil vi – så er det nødvendigt, at nogen kan holde øje med og gribe ind overfor dem, der behandler vores data i strid med loven og rådgive om den korrekte behandling af data inden, at det går galt.
 

Styrk Datatilsynet, så det kan mærkes

Vi skal have mere af alt det gode, Datatilsynet giver os. Lad os derfor i stedet styrke Datatilsynet. Prisen på ekstra årsværk til Datatilsynet er en lille pris at betale for at understøtte og udbygge tilliden til digitaliseringen.

Vi foreslår, at Datatilsynet får varige nye ressourcer til en dedikeret vejledningsenhed, der skal rådgive virksomheder, myndigheder og organisationer.

Datatilsynet har allerede en opgave i at vejlede og rådgive, men vi foreslår, at Datatilsynet får varige nye ressourcer til en dedikeret vejledningsenhed, der skal rådgive virksomheder, myndigheder og organisationer om, hvordan de bedst lever op til de komplekse regler for databeskyttelse.

Vi ønsker i endnu højere grad at forebygge, at der sker lovbrud, når vi digitaliserer og behandler data. Det er bedre at forebygge forbrydelsen end at vente på at fange forbryderen.

Alligevel er det samtidigt vigtigt, at der træffes flere principielle afgørelser, så afgørelserne udmunder i konkret vejledning til de dataansvarlige.

Endelig er det vigtigt, at der rådgives om ny teknologi, så teknologien optages i overensstemmelse med de persondataretlige regler og ikke skal rulles tilbage efter en eventuel klagesag.

Vi vil opfordre politikerne til, at Datatilsynets bevilling varigt øges med et tocifret millionbeløb på Finansloven 2023 til en generel vejledningsenhed, praksisudvikling og støtte til sikker implementering af ny teknologi.

Afsendere

Indlægget er skrevet af:

Rådet for Digital Sikkerhed
Dansk Industri
Dansk Erhverv
Forbrugerrådet Tænk
IDA
PROSA
IT-branchen