Dette indlæg blev først bragt på Altinget.dk
Justitsminister Nick Hækkerup (S) sætter lighedstegn mellem overvågning og frihed i en kronik i Politikens spalter. Her fremhæver ministeren med henvisning til blandt andet partiets røde faner med slagordene ’frihed, lighed, broderskab’ kampen for frihed som noget af det vigtigste.
Men hvis vi skal være frie til at gøre, hvad vi vil, og færdes, hvor vi vil, så er overvågning altså vejen frem, må man i korte træk forstå af indlægget.
Den præmis er desværre svær at blive overrasket over, da justitsministeren allerede i december 2019 fra Folketingets talerstol sagde de efterhånden berygtede ord: ”med overvågning stiger friheden”.
Dengang lød et ramaskrig, og det skal der også denne gang. For mens PROSA er enig med ministeren i, at der skal findes den rette balance mellem regler i et samfund, og at et bortfald af alle regler vil skabe et nok friere men også dårligere og mere utrygt samfund, så er vi helt uenige i, hvor den balance skal findes.
Hvis vi sætter vores lid til, at de siddende politikere bare vil os det bedste, mens der defineres lovrammer, der giver mulighed for det værste, så har vi et kæmpe problem, hvis magten skifter.
Ministerens dyrkelse af overvågning er allerede gået for vidt, for det er ikke tom tale fra regeringen – der er handling bag overbevisningen om overvågningens velsignelser.
Et aktuelt eksempel er telelogningen, den udifferentierede overvågning af borgernes mobiltelefoner, som på trods af at være baseret på et juridisk grundlag, der er blevet erklæret ulovligt i flere EU-domme, kører videre i Danmark. Og ikke blot overvåges vores mobiltelefoner lige nu, Justitsministeriet er ved at opdatere logningsbekendtgørelsen, som giver hjemmel til overvågningen i Danmark, så overvågningen kan fortsættes og udvides. Dette på trods af, at politiet i stedet har mulighed for at få en retskendelse til at overvåge mistænkte. PROSA ser hellere, at en sådan retskendelse hurtigere kan opnås, end at hele befolkningen overvåges.
Et andet aktuelt eksempel er en opdatering af CPR-loven, hvor indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) er klar til at give kommuner ret til at forlange kontoudskrifter udleveret fra banker for at finde frem til, hvor folk reelt bor. En voldsom overvågning for at finde frem til en adresse, som man må formode, at bankerne i første omgang trækker fra CPR-registreret selv.
Og så er der de gamle kendinge, som automatisk nummerpladegenkendelse, kameraovervågning på fysiske dankortbetalinger, der kæder ansigter til kort, kommuners adgang til fjernaflæste elmålere og det offentliges adgang til sundhedsdata.
Når vi kan se, at overvågningen af befolkningen intensiveres, er det skræmmende, når justitsministeren i sin kronik i søndags blandt andet argumenterer for overvågningen på denne ideologiske facon:
”Men her er vi nok også inde ved kernen af, hvad der udgør en skillelinje i dansk politik: Stoler vi grundlæggende på staten, eller har vi som udgangspunkt mistillid til den?”
Debatten om overvågningen må aldrig blive et spørgsmål om, hvorvidt borgerne stoler på staten.
For hvis vi sætter vores lid til, at de siddende politikere bare vil os det bedste, mens der defineres lovrammer, der giver mulighed for det værste, så har vi et kæmpe problem, hvis magten skifter.
Paranoidt, siger du? Så kig på USA. Det var et wake-up call af dimensioner for mange, da Donald Trump blev valgt til præsident. Det er et eksempel på, at vi kun er ét demokratisk valg fra, at statsmagten kan skifte voldsomt.
Tillid til staten er vigtig, men den kan ikke stå alene. Vi må simpelthen ikke give staten magtredskaber, som kan bruges imod borgerne. Og overvågning er magt. PROSA er en fagforening. De plejede at være ulovlige, men jeg håber, at en socialdemokrat er enig i, at fagbevægelsen har været et gode for samfundet. Overvågningen i dag ville næppe gøre det muligt for en tilsvarende samfundsændrende organisation at få fodfæste.
