Den gode ansøgning

Den eneste grund til, at du skriver en jobansøgning, er, at du vil kaldes til jobsamtale. Derfor skal du kun skrive de oplysninger, der kan bringe dig tættere på en samtale. Udelad de ting, der ikke gør det.

Din ansøgning skal skabe tryghed hos dem, der læser den. De vil kun kalde dig til samtale, hvis de er trygge ved, at du har tilstrækkelige kompetencer til at kunne udfylde stillingen, og at stillingen i tilstrækkelig grad matcher dine personlige præferencer.

Mens dit cv handler om fortiden, altså hvad du har lavet, skal en ansøgning handle om fremtiden. For at en ansøgning opleves som relevant og interessant for en arbejdsgiver, skal den handle om den fremtid, du og virksomheden skal dele, når du er blevet ansat. Derfor skal virksomheden også kunne mærke, at ansøgningen er skrevet præcist til dem. Ikke noget med at genbruge gamle ansøgninger. Og selvom du skriver om fremtiden, skal du være så konkret som muligt. Læserne skal se, hvad der rører sig i hovedet på dig, og dermed blive kloge på, hvordan det bliver at have dig ansat. Derfor skal du også skrive personligt, så de kan mærke, hvorfor de bliver glade for netop dig, og hvorfor du bliver glad for dem.

Husk at der ikke er nogle genveje. En god ansøgning kræver gedigent forarbejde, hvor du har sat dig godt ind i virksomheden. En ansøgning bør ikke være længere end en A4-side.

 

Opbyg din ansøgning i denne rækkefølge:

Overskriften

Brug tid på at lave en fængende overskrift, der siger noget om din faglighed og vækker virksomhedens interesse. Den skal opsummere hovedbudskabet - altså derfor bør I ansætte mig, og have kant nok til, at læseren bliver nysgerrig på, hvad du mon skriver i resten af ansøgningen.

Hvad er opgaven? Og hvordan løses den?

Første del af din ansøgning bør handle om, hvad målet er med den opslåede stilling. Hvad er kerneopgaven, målet med jobbet? Det er vigtigt, at du bruger dine egne tanker og ord, når du beskriver disse, men det skal selvfølgelig være i tråd med det, som virksomheden beskriver i opslaget.

Hvordan vil du konkret bære dig ad?

Næste del af ansøgningen bør handle om, hvad du vil gøre for at nå det mål, du beskrev i første del. Skriv det vigtigste, der skal gøres, og præsentér idéer til, hvordan du sammen med virksomheden helt konkret kan gøre det. Fold et par idéer ud i stedet for at remse en hel liste op. Vis du er motiveret til at tage fat, og at du vil tilføre virksomheden værdi.

Hvilke erfaringer vil du konkret trække på?

Nu har du beskrevet jobbet, og hvordan du vil gribe det an. Først nu skal du komme ind på dine kompetencer og erfaringer. Vælg bevidst at beskrive de kompetencer og erfaringer, som du vil trække på, når de vigtigste opgaver i jobbet skal løses. Også her er det bedst at vælge et par kompetencer og udfolde dem, fremfor at lave en hel liste.

Afslutningen

Afslut ansøgningen med en for dig naturlig sætning, som eksempelvis: ”Jeg ser frem til at uddybe min ansøgning til en jobsamtale.”

 

Bliv medlem af PROSA - Danmarks stærkeste it-fagforening:

> MEDLEMSFORDELE

> HJÆLP TIL DIN JOBSØGNING

> BLIV MEDLEM