PROSA frygter at digitalisering bliver nedprioriteret politisk

PROSA om nedlæggelse af digitaliseringsudvalg: Frygter at digitalisering og IT skubbes ned af den politiske dagsorden
Danmark har stærkt brug for politisk fokus på og løbende debat om digitalisering, it og tech på Christiansborg. Derfor flugter det dårligt med kravene til udviklingen og bekymrer PROSAs formand, Niels Bertelsen, at Udvalget for Digitalisering og IT efter kun to år levetid skal lægges sammen med Erhvervsudvalget.
Som formand for de it-ansatte, synes jeg, det er bekymrende, hvis en meget væsentlig og vigtig debat bliver klemt bag andre resortområder. Digitalisering er ikke bare vigtigt, det er AFGØRENDE vigtigt for vores fremtid, vores økonomi, vores demokrati, mødet med borgerne og løsningen på udfordringer inden for sundhed med mere, siger Niels Bertelsen.
Ifølge formanden fremmer nedlæggelse af det selvstændige udvalg ikke kampen for at få IT og digitalisering helt op øverst på dagsordenen politisk.
Med hele kravet til AI, digitalisering, persondata, udvikling af velfærd, forsvar, uddannelse med mere, så skal IT det være et centralt punkt i den politiske debat. Det er her muligheder og potentialer er kolossale, hvis vi gør tingene rigtigt og gennemtænkt. Vi har brug for et stærkt ministerium med et stærkt dedikeret udvalg. Det er vigtigt og nedlæggelsen signalerer ikke styrke eller prioritering, siger Niels Bertelsen.
Han undrer sig over prioriteringen, særligt i forhold til en sammenlægning med så stærkt og centralt et udvalg som erhvervsudvalget.
IT, AI og digitalisering infrastrukturen til velfærdssamfundets fremtid. Det rækker ind over alle områder og kan ikke bare koges ned til erhverv og handel. Digitalisering og IT er også uddannelse, indenrigspolitik, sikkerhed, ja kan i virkeligheden ind over mange udvalg tilmed kommunikation og kultur. Der er altså mere end vækst og salg. Og det er ikke et kludetæppe, men kræver et samlet overblik og og sted , hvor det kan debatteres politisk, siger Niels Bertelsen.