Da Tim O'Reilly og hans kollegaer fra O'Reilly Media begyndte at forberede deres årlige tech-konference i foråret 2005, satte de sig ned og begyndte at filosofere over, hvad der egentlig var de nye trends indenfor it-industrien.
- Det var stadig i tiden efter, at hele dot.com boblen var bristet og de fleste indenfor hightech sektoren var temmelig modløse og desillusioneret. Folk talte om, hvordan internettets tid som et førende medie var forbi og så videre.
- Men sådan følte vi det ikke. Vi syntes stadig, at der foregik en masse spændende ting på nettet. Derfor satte vi os til at analysere tingene for at finde ud af, hvad der adskilte de nedbrændte dotcom selskaber fra de virksomheder, der overlevede nedturen. Og her fandt vi, at der navnlig var een ting, der adskilte bukkene fra fårene. Der var denne ene ting, som alle de overlevende firmaer havde til fælles og det var den samme ting, som alle nye succesfulde selskaber også havde. Og denne ene ting var, at disse selskaber var begyndt at betragte internettet som en platform på en hel anden radikal måde end tidligere tiders forsøg på dette. Hvis man eksempelvis ser på Google og dets succes, så er der en række forhold, som springer i øjnene. For det første har de lavet en søgetjeneste som ikke alene søger i dokumenter på nettet, men som også inddrager hele den relevante link-struktur på the Web for at afgøre Web-siders relevans. På denne måde høster de af "internettets kollektive intelligens" - et udtryk, der senere er blevet min hoveddefinition på et Web 2.0 selskab.
Netværkets magt
Nogen mener, at vi er i startfasen af Web 2.0, mens andre er begyndt at tale om et Web 3.0. Hvor mener du, at vi befinder os?
- Well, hele Web 2.0 begrebet er jo en slags paraply betegnelse. Det er et udtryk som kan være meningsfuld i lang tid, men på den anden side, så kan det godt være, at det snart vil blive afløst af et udtryk som Web 3.0. Det vil tiden vise. Men det essentielle ved Web 2.0 er, at internettet snarere end den personlige computer er blevet vores alle sammes platform. Dette er ikke så meget en forskel i teknologi - teknologien er mere eller mindre den samme - den nye udvikling skyldes mere, at en række firmaer har fundet ud af, hvordan de skal bruge internettet som en platform. Det er fordi disse firmaer har indset hvilken enorm kraft, der ligger i internettets infrastruktur. I dag indser vi mere og mere den magt, der findes i netværket. Vi kan bygge applikationer, der lever på nettet på en yderst komplet måde. Og disse firmaer er kvalitativt set meget anderledes end de, der levede på det tidlige internet version 1.0.
- Men det hele kommer tilbage til udtrykket "høste af nettets kollektive intelligens". Tag Google igen som et eksempel. Hele deres PageRank teknologi, som de er meget hemmelighedsfulde om hvordan egentlig virker, men - never mind - det er et eksempel på, hvordan man "høster af nettets intelligens". Hver gang nogen opretter et nyt link fra en side til en anden, så forbedrer brugeren Google's evne til at finde de mest relevante sider.
Netværkets tidsalder
- Eller tag et eksempel som Wikipedia. Mennesker var måske nok før i tiden i stand til at arbejde sammen i et bestemt dokument, men man kunne ikke gøre det i det omfang, som Wikipedia gør det i dag. Man kunne ikke lave et fælles, kollektivt arbejde, som involverer millioner af mennesker. Eller tag et eksempel som Skype, der er en p2p applikation og som høster enhver brugers computerkraft og gør denne til en del af netværket. Dette er en hel ny tilgang til nettet og et fremragende eksempel på, hvordan man kan "høste af nettets kollektive intelligens".
- Det er nemlig det spørgsmål som enhver ny Web 2.0 start-up virksomhed indenfor hightech-industrien i dag må spørge sig selv: "Hvordan kan vi høste af nettets kollektive intelligens". Hvordan kan vi bruge netværket til at gøre vores system eller idé bedre. Vi lever i netværkets tidsalder.
Er der i dine øjne en forskel mellem "at høste nettets kollektive intelligens" og så "bruger-genereret indhold", som jo også er et begreb, der er med til at definere hele Web 2.0 ideen?
- Jeg mener, at "bruger-genereret indhold" er en del af at høste nettets kollektive intelligens, men det er et mere begrænset udtryk. Er der for eksempel nogen der vil mene, at Google's PageRank er et udtryk for bruger-genereret indhold? Næppe. Men i og med, at det er brugerne, der opretter de enkelte links, som PageRank anvender, så er det klart en del af det samme fænomen.
- Men det er derfor, jeg hellere bruger begrebet "høste af nettets kollektive intelligens", fordi det viser, at hvad Google, Wikipedia, Skype, Digg, eBay og Amazon gør - er det samme.
Løftet om en service
Er det som sociale netværkssider a' la YouTube og MySpace gør også at "høste af internettets kollektive intelligens"?
- Absolut. Men på den anden side synes jeg altså at - selvom disse steder er yderst interessante - så kan man ikke lære så meget fra dem. Jeg synes det mest interessante ved MySpace er, at de var i stand til at udvide så hurtigt som tilfældet var. På den måde er MySpace et godt lærestykke i den nye teknologi, der i dag er til rådighed for at bygge nye Web-sider. Det er også en interessant side for programmører og andre it-folk, fordi - og dette er noget som i virkeligheden stammer fra open source-bevægelsen - at man er startet med noget som blot var et løfte om at levere en bestemt service. Herefter bliver resten bygget i et samarbejde med brugeren.
MySpace markedsfører ikke nye features, de prøver dem blot af på brugerne - og virker de, så bliver de en del af siden, hvis ikke - ryger de ud. Det samme har Amazon gjort i årevis. De tester hele tiden nye features på brugerne. Det samme gør Google. Nye features lanceres i "beta" og hvis brugerne tager dem til sig, bliver de til en del af Google. Det er en meget mere organisk tilgang til programmering. Og det er et godt eksempel på, hvordan man også inden for udviklingen af software kan "høste af nettets kollektive intelligens". Brugerne er beta-forsøgsdyr på et langt højere plan end nogensinde før. De ved det bare ikke.
Crowd-sourcing
Men mange af de nye firmaer som Digg, Flickr eller MySpace producerer jo ikke noget. De har ingen produkter, men bygger blot en platform, hvor brugerne så producerer al indholdet?
- Præcis. Men det er helt fint. Det er i virkeligheden en af grundreglerne i dette nye paradigme. Hvis du kan skabe et miljø, hvor andre kan producere og anbringe deres ting - fotos, videos, blogs og så videre - så har du lavet en yderst magtfuld platform. Det er, hvad jeg kalder for "bruger selvbetjening", som i mange tilfælde er en mere meningsfuld betegnelse end "bruger-genereret indhold". Det dækker over steder, hvor brugerne betjener sig selv. Det er noget, vi har set i lang tid overalt i samfundet. Vi betjener os selv ved kontantautomaten og på tankstationen. Nu gør vi det også på the Web. Det er derfor, at Craigs List (rubrikannoncer på nettet) er mellem de tyve mest besøgte Web-sider i verden. Og de har hvad... 25 medarbejdere? Men det er fordi, der i høj udstrækning er tale om selvbetjening. Brugerne indrykker selv annoncerne og laver dermed al arbejdet. Det samme hos Digg (online avis). Og eBay. Det er ikke out-sourcing, men crowd-sourcing.
Et levende menneske
Ser du denne form for selvbetjening som noget der i virkeligheden vil udvikle sig til, at det er brugeren, som i sidste ende vil programmere the Web?
- På mange måder ja. Programmering er - groft sagt - en måde at tale til og med computere, ikke sandt? Og hele udviklingen indenfor programmering er gået i retningen af at gøre det nemmere og nemmere at tale med computere. Det startede med hulkort på papir, ikke? Så kom det med at indtaste obskure kommandoer på forskellige computersprog. Men hele web-revolutionen har bestået i at bygge interfaces, der gør internettet nemmere og nemmere at anvende.
- Vi går nu ind i et nyt paradigme, hvor den måde mennesker og computere arbejder sammen på vil blive meget mere integreret. Alle tidligere former for programmering er sket ud fra den idé, at det er en stand-alone ting - et program, som står alene. Det eksisterer naturligvis stadig, men i stigende grad bliver applikationer "symbiotiske" i et levende samspil mellem mennesker og computere. Jeg har tidligere brugt udtrykket the Mechanical Turk, der daterer sig tilbage til tyrkisk mytologi fra 1770, hvor nogen påstod, at de havde udviklet en maskine, som kunne spille skak. Men det var fup - for der var et menneske indeni maskinen. Dette gælder også moderne programmering. Ikke at det er fup, men at der er en programmør indeni enhver web-applikation og uden dette levende menneske ville det hele stoppe med at fungere, fordi applikationer på nettet skal opdateres konstant.
Det er, hvad jeg mener med udtrykket The Mechanical Turk. Applikationer er levende. Der er et menneske indeni.
Nyt marked
Tror du, at applikationer som Microsofts Office Suite vil blive erstattet af Web-baserede applikationer som Google's Writely og andre af samme type?
- Jeg ved det ikke. Hvis man spørger Google, så siger de jo hele tiden, at de ikke forsøger at konkurrere med Microsoft. Og jeg tror, det er rigtigt. For der er andre grunde til, hvorfor Web-baserede applikationer har en fremtid. For det første er pc-baserede systemer som Office gennem lang tid blevet over-programmeret. Og jeg tror, der er et marked for mere simple løsninger. Der findes brugere, som gladelig vil acceptere, at Web-baserede produkter måske ikke har alle de features som man finder i Office pakken fra Microsoft. Generelt set vil brugerne gerne have noget som er simpelt.
- Men først og fremmest tror jeg, at Web-baserede applikationer vil opnå succes, fordi de går ind på nye markeder frem for at gå efter gamle markeder a' la Microsofts. Hvad der for eksempel er vigtigt med Google's Writely og regneark og så videre - er ikke at erstatte Microsofts Office pakke, men derimod at tilbyde forbrugerne noget nyt - nemlig at man kan samarbejde i et enkelt dokument over internettet. Det er det nye. Det er et nyt marked.
Software som råvare
Du betragter software som en råvare - noget, der skal bearbejdes for at der kan skabes en værdi?
- Ja. Når du ser på den gamle klasse af software komponenter, så sker der det, at efter som disse bliver mere og mere net-orienterede, så må der nødvendigvis udvikle sig en række fælles standarder. Netværket kræver standarder for at begge ender kan tale sammen i det samme sprog. Det fremmer standardisering og standardisering gør produkter til råvarer. Så vi vil klart komme til at se en udvikling, der gør software til en form for råvare. Dette har vi set gentagende gange indenfor open source og open standards. Det går hånd-i-hånd. Men dette fjerner ikke værdien fra økosystemet, men flytter det et andet sted hen. Og her ser jeg en data-baseret økonomi udvikle sig i stedet for - som tidligere - en software baseret økonomi. Det er et paradigmeskift fra "Intel inside" til "data inside". I USA har vi netop set den første retssag over hvem, der i virkeligheden ejer et bestemt stykke data - nemlig det data, som indeholder følgende information: prisen på råolie fra Texaco en bestemt dag klokken 3.45. Retssagen drejede sig om 40 mio. dollar - så meget er ejendomsretten til denne data øjensynlig værd.
- Det viser noget om, at det i fremtiden er det indsamlede data, der har værdi - mere end det software, som er blevet brugt til at indsamle informationerne. Det er i databasen værdien findes.
- IBM gjorde hardware til en råvare, hvilket fik det område, hvor der kunne tjenes penge til at flytte sig til software; læs Microsoft. I dag er software blevet gjort til en råvare og det værdiskabende element har flyttet sig igen.- Til data.
Web 3.0
Journalisten John Markoff offentliggjorde for nylig en artikel i the New York Times, hvor han beskriver, hvordan et Web 3.0 vil komme til at se ud - nemlig et internet, der vil blive mere domineret af kunstig intelligens (AI) end af mennesker. Er du enig i dette?
- Der findes en masse kandidater til det, jeg forestiller mig vil blive Web 3.0. Og en af disse vil utvivlsomt blive en øget anvendelse af kunstig intelligent. Som det er i øjeblikket er de fleste input på nettet skabt af mennesker. Men i stigende grad vil udbredelsen af censorer som GPS - eller censorer i bygninger eller på vores kroppe - skabe en række data. I så fald vil inputtet på nettet i stigende grad komme fra maskiner.
- Som en anden komponent til et Web 3.0, tror jeg, vi vil se en større og større betydning af virtuelle landskaber som Second Life og en mere massiv vekselvirkning mellem virkelig liv og virtuel liv. Du kan se, hvordan brugerne i Second Life er begyndt at skabe images af ting fra det virkelige liv. Så på den måde smelter det hele mere sammen. Så hvad vi vil få i Web 3.0 er et netværk, hvor vi vil bygge "rigtige" ting i Second Life - eller et tilsvarende virtuel landskab. Og bagefter vil vi fremstille dem i den virkelige verden. Det vil ændre alt. Hvilken betydningen vil dette for eksempel ikke få for intellektuel ejendomsret, når vi kan begynde at kopiere alle mulige produkter digitalt - huse, møbler, fabrikker - og ikke bare musik eller film.
- På den måde sker der stadig en masse spændende ting, som hele tiden gør det fascinerende at følge med i internettets udvikling, slutter Tim O'Reilly fra O'Reilly Media.
Tim O'Reilly
Fra sit domicil i byen Sebastopol i Nordcalifornien har Tim O'Reilly opbygget et forlags-imperium, O'Reilly Media, der udgiver en række bøger indenfor teknologi, programmering og software.
Medie-koncernen afholder desuden en række konferencer, hvoraf navnlig den årlige Web 2.0 konference har skabt respekt og opmærksomhed i hele internet-miljøet.
O'Reilly's sans for nye trends er bemærkelsesværdi. O'Reilly Network lancerede således den første kommercielle web-side i 1993. På en konference afholdt kort efter blev udtrykket "open source" etableret for første gang og O'Reilly Media investerede i firmaet Blogger, da blog-revolutionen endnu var ung. Også udtrykket Web 2.0 kan tilskrives O'Reilly og hans folk fra Sebastopol.
Tim O'Reilly er ikke er født ind i hightech verden. Han har en college-grad fra Harvard University, hvor hans afhandling dækkede forholdet mellem mytologi og logik i Platons værker.
Men en dag bad en ven ham om at hjælpe med et projekt, der gik ud på at interviewe to programmører om deres arbejde.
Under interviewet tog O'Reilly flittig noter, men var konstant under det indtryk, at de to programmører talte et totalt fremmed sprog. Han havde simpelthen svært ved at fatte, at den omgang teknisk "volapyk", programmørerne anvendte, kunne have nogen mening - endsige dække over et interessant research-projekt.
Dette fik Tim O'Reilly til at skifte karriere. Hans nye mål i livet blev at nedbryde den informations barriere, som han netop havde oplevet.
O'Reilly Media var skabt.
O'Reilly Media udgiver i dag bøger om forskellige former for programmering.
Blandt titlerne kan nævnes: JavaServer Faces, Essential CVS, Using Samba; 2nd Edition" med videre.
