Omgivelserne er eksklusive. Vi er på Hotel D\\\'Angleterre i hjertet af København. Investigative Journalism er navnet på den konference, som bliver afholdt her d. 28.-29. april.
Tilstede er journalister fra hele verden - ikke kun den vestlige.
En af deltagerne er Shahidul Alam. Han er leder af et journalistisk, uafhængigt netværk, som har sin rod i Bangladesh, DRIK.
Historien
Organisationen startede i 1989 som et billedkartotek. Nu er den en uafhængig medieorganisation, som fungerer som en platform for lokale fotografer og skribenter og som kommunikationsnetværk, uafhængigt af de officielle forbindelser i Bangladesh. Ca. 500 organisationer eller personer er tilknyttet netværket. Netværket kører på en professionel basis. Journalister og fotografer får honoreret deres arbejde, og det er vigtigt for DRIK at forblive uafhængige af fonde etc.
- Vi er business, som Shahidul Alam udtrykker det. Vi får penge for vores billeder og journalistiske arbejde. Overskuddet går så vidt muligt til arbejdet i landsbyerne f.eks. eller andre projekter.
Selvom DRIK er busines var en af bevæggrundene for at starte det mere idealistisk.
- Vi ville gerne gøre Bangladesh kendt for noget mere end at være et uland ramt af oversvømmelser, cykloner og andre naturkatastrofer. Vores kultur har så meget andet at byde på. Vi ønskede at udfordre de stereotyper, som er fremherskende omkring den tredje verden (the majority world, som Shahidul Alam konsekvent kalder den, red.).
Primitivt, men effektivt
- I 1994 startede vi det første e-mail-netværk i Bangladesh. Vi introducerede faktisk internettet i Bangladesh. Vi brugte en meget simpel teknologi, FidoNet - en offline e-mail. To gange om dagen kaldte vi op til en hollandsk server, som overførte vores data til internettet, og som hentede data fra internettet til os. Vi gjorde det med en 286\\\'er med 16 megahertz, og vi havde kun en telefonlinje, som vi delte mellem data, fax og telefoner. Med det setup havde vi kontakt med verdensbanken, Unicef, Bangladesh\\\' regering, ministerier, ambassader skoler og universiteter, til virksomheder og organisationer og selvfølgelig til personer. Netværket voksede meget hurtigt. Og 500 organisationer var linket til os, husker Shahidul Alam.
Fordi netværket voksede frem med meget dårlige analoge forbindelser, havde slutbrugeren kun brug for meget beskedent udstyr. En lille computer med DOS var godt nok til både kan benytte netværket til fax og e-mail. Men det var dyrt.
- Det kostede 15 cents pr. kb., og 30 cents pr. kb. hvis det var filer. Vi brugte det selvfølgelig mest til meddelelser og var gode til komprimere det, vi sendte.
Internettet er elitært
I dag er internettet en realitet i Bangladesh. Men det er ikke kun af det gode efter Shahidul Alams opfattelse. I modsætning til Vestens traditionelle opfattelse af internettet som et demokratisk, interaktivt medie, som alle har adgang til, enten fra hjemmet, arbejdet eller biblioteket, anser Shahidul Alam internettet for at være elitært:
- Da internettet kom til Bangladesh i 1996 blev netværket, som vi havde bygget op med andre lande fra The Majority World ødelagt. Internettet blev en tunnel ud mod verden og blev mest brugt til at hente information fra Vesten. Samtidig er det meget dyrt at bruge. Det er heller ikke særligt robust. Det kræver Windows, store computere, og telefonlinjerne og forbindelserne skulle være gode. På den måde er internettet et meget urbant og elitært netværk i forhold til det, vi havde.
Censur
Shahidul Alam erkender dog, at internettet også har sine fordele. Det er f.eks. blevet nemmere at omgå censuren i Bangladesh. Bangladeshisk lov påkræver, at man har tilladelse til at udgive aviser og andre publikationer. Men det behøves ikke på nettet. Og det betyder, at man kan drive forlagsvirksomhed uden regeringens samtykke. Mange journalister, som har noget på hjerte, som de ikke kan få ud i main stream-medierne, bruger Shahidul Alams magasin til at udtrykke deres holdninger. Men myndighederne finder alligevel måder, de kan genere folkene bag DRIK på.
- Vores redaktør er blevet arresteret en gang og har desuden været udsat for bombeattentat. Selvom vi har mistanke om, at der er en sammenhæng mellem disse hændelser og censuren, har det ikke været muligt at bevise den sammenhæng, fortæller Shahidul Alam.
- Også på udstillinger har vi oplevet censur, og i februar i år offentliggjorde vi en artikel, som var meget kritisk over for regeringens håndtering af gidselaffæren (i marts 2001 blev to danske ingeniører fra Kampsax taget som gidsler i Bangladesh. De er blevet frigivet, red.). Inden der var gået 24 timer, blev alle vores udgående telefonlinjer blokeret. Og vores telefonlinjer virker stadig ikke.
Der findes andre eksempler på, at DRIK har lagt pres på regeringen via nettet.
- Da en af vores feministiske forfattere blev truet af myndighederne, brugte vi e-mail til at få hende helskindet ud af Bangladesh. Et mere nutidigt eksempel er en voldtægt, som blev begået i området omkring et af universiteterne. Mistanken faldt på nogle folk med tætte forbindelser til regeringen, og derfor skete der ikke noget med dem. Men vores internationale kampagne gjorde at myndighederne blev tvunget til at sigte de folk. Så her har nettet gjort en forskel.
Teknikken som hjælper
Teknologien er DRIKs vigtigste hjælper i kampen mod censuren, fordi den er robust og uafhængig af regeringens luner.
- De kan jo ikke lukke vores web, siger Shahidul Alam, kun vores telefonlinjer.
- Vores web bliver hosted et andet sted fra. Vi har været i stand til blive ved med at yde vores web-service ved at bruge eksterne telefonlinjer, og vi har ikke været ret meget nede. Desuden har vi den fordel, at vi er bedre til det tekniske end regeringen og myndighederne, griner Shahidul Alam. De kan udtænke alle mulige måder at få os ned på, men vi kører stadig væk på trods af truslerne. Det er det smukke ved teknologien.
Men det kan blive endnu bedre. I øjeblikket arbejder DRIK på at videreudvikle et netværk med mikrobølger, så de ikke er er afhængige af telefonselskaberne.
Skoler på landet
Selvom DRIK bliver kørt som en professionel forretning, er en stor del af netværkets aktiviteter velgørenhed. Det er meget vigtig for dem at understøtte uddannelsesmuligheder i Bangladesh.
- En af de ting vi bruger ressourcer på, er at træne børn og unge i fjerne egne af Bangladesh i, hvordan man bruger computere. Og det er et meget taknemligt arbejde. I løbet af kort tid oplevede vi, at børnene udviklede en god fornemmelse for computere generelt samt for programmering og internet.
DRIK baserer teknologien på to måder - så kommunikationen kan foregå uden indblanding fra regeringen. Via satellit og mikrobølger.
Shahidul Alam lægger vægt på, at DRIK hverken får tilskud fra fonde elle regeringer.
- Vi har bare været en flok venner, som har lavet det her. Og nu bliver det til et kredsløb, en cyklus, fordi de børn, som nu tjener penge returnerer deres løn til projektet. Nogle af børnene arbejder for nogle af de store vestlige, internationale firmaer. F.eks. debugger de computerprogrammer og får penge for det. Pengene bruger vi til at udvide kvalitativt med bedre udstyr, viasat og mikrobølger.
Kæmpe interesse
Og succesen med skolerne breder sig som ringe i vandet:
- Vi ser nu en meget interessant udvikling. Studenter fra byen søger ud på landet, fordi de ser, at skolerne der udbyder den bedste IT-uddannelse. Der er en kæmpe interesse for det her. Det kan illustreres ved at fredag er en helligdag i
Bangladesh, og der har vi en af de allermest populære computerklasser. Under oversvømmelserne reddede vi computerne op på nogle både, og børnene kom alligevel. Folkene i landsbyerne føler ejerskab over projektet. Da vi startede, måtte vi tage penge for undervisningen. Og det var almindeligt kendt, at vi havde penge på os. En af mine venner blev udsat for røveriforsøg en dag, han var ude og køre i sin bil. Da landsbyboerne fandt ud af, at der var nogle, der havde prøvet at røve os, kørte de røverne ud af byen og fortalte dem, at de aldrig måtte røre os igen. Så de beskytter os.
Fremtiden
Selvom mange af målene er nået, er DRIK stadig en organisation med visioner:
- Vi har også uddannet børn til billedjournalister, ligesom vi har trænet kvinder i at fotografere. Vores fremtidige projekter er opsætning af en viasat, og så vil vi opgradere indsatsen i landsbyerne, så de kan tjene deres egne penge. Og så håber vi på at lave et kursus i \"Investigative Journalism\" til efteråret.
Der skal heller ingen slinger i valsen være i finansieringsgrundlaget:
- Vores politiske aktivisme er kun mulig fordi vi ikke får midler fra fonde, men tjener dem selv. Med funding følger der tit krav, og vi ønsker ikke at være underlagt andre krav, end dem vi selv stiller. Uafhængige fonde sætter ofte en ære i at være upolitiske, og vi ønsker netop at bibeholde vores politiske position. Eneste undtagelse er skolen. Den kan vi ikke køre som en forretning, så det er en særskilt non-profit enhed, som vi får økonomisk støtte til, slutter Shahidul Alam fra konferencerummet på D\\\'Angleterre.
På sanskrit betyder \"DRIK\" vision.
