Den sociale netværksside Friendster havde alle muligheder for at blive et virkeligt it-hit i størrelsesorden med Google, Facebook og MySpace.
Friendster blev startet af den noget excentriske Silicon Valley-programmør Jonathan Abrams. Bag sig havde han et drømme-team af andre dygtige programmører og software-udviklere. Som pengemænd og professionelle rådgivere havde Abrams ingen ringere end venture kapital-firmaet Kleiner Perkins Caufield & Byers – det måske mest prominente investeringsfirma i Silicon Valley.
Timingen var i top. Tiden var 2003. Ingen havde endnu hørt om MySpace eller Facebook, og Friendster havde i løbet af kort tid hele tre millioner brugere.
Alt tegnede til en kæmpe succes.
Go for it
Succesen var så åbenbar, at Google meldte sig som potentiel køber. Programmøren Jonathan Abrams talte på fingre. Skal – skal ikke.
På den ene side var det mest sikre jo at tage imod de 30 millioner dollar, som Google ville give for Friendster – og herefter leve livet på en fjern tropeø. På den anden side, hvis Friendster virkelig blev et mega-hit, ville det jo være ærgerligt ikke at tage denne oplevelse med.
Hvis Jonathan Abrams var i tvivl, så var pengemændene fra firmaet Kleiner Perkins Caufield & Byers skråsikre i deres rådgivning.
– Go for it!
Det valgte Jonathan Abrams så. Google kunne rende og hønse med sine millioner. Abrams sad på en skudsikker succes og en potentiel guldgrube.
Firmaet skulle blot modnes og via ny innovation gøres til den førende sociale netværksside.
Et skoleeksempel
Men det lykkedes ikke, og historien om Friendster bliver i dag brugt som et skoleeksempel, når business-studerende i USA skal finde fejl, der ikke bør gentages.
Interessen for at studere netop Friendster er, at forklaringen på fiaskoen ikke er umiddelbar. Der findes mange it-foretagender, som er floppet på grund af åbenlyse fejl – fra tåbelige ideer til mangel på penge.
– Historien om Friendster er lidt af en gåde. De havde en fantastisk idé, penge, et talentfuld team og de rigtige forbindelser, siger professor på Harvard Universitet Mikolaj Jan Piskorski, som selv bruger Friendster som et casestudie.
Alligevel blev Friendster en fiasko – set i lyset af de potentielle muligheder, firmaet havde.
– Nu er I vel ikke det næste Friendster, lød spørgsmålet fra investorer, når nogen ville forsøge sig indenfor sociale netværk.
– Selve navnet Friendster blev synonymt med fiasko, husker investoren David L. Sze fra Greylock Partners.
Overså basale forhold
Og hvad var det så, der gik galt?
Tilsyneladende tog Friendster sig ikke nok af helt basale, tekniske forhold. Man lancerede en Web-side, der aldrig virkede. Siden var sløv – det tog ofte flere minutter at få den indlæst. Men i stedet for at bruge ressourcer på dette kastede man sig over andre og mere interessante problemstilling er som eksempelvis at diskutere de store muligheder i at føje VoIP – internettelefoni – til siden, så brugerne kunne ringe til hinanden.
Imens var hjemmesiden ofte mere end 40 sekunder om at blive indlæst.
– De ville løbe, før de kunne gå, mener Kent Lindstrøm, som var en af de første ansatte hos Friendster.
– De havde en masse gode ideer, men ideerne overskyggede det forhold, at den basale teknologi simpelthen ikke virkede.
Dette gik for sent op for ledelsen af Friendster, og netværket blev overhalet af MySpace og Facebook.
De seneste år har Friendster dog fået en renæssance i Asien. Ifølge Wikipedia har Friendster 90 millioner brugere verden over, heraf 62 millioner i Asien. Netværket ligger på top-fem over mest besøgte websites i Singapore, Malaysia, Indonesien og i Filippinerne.
