Internet

Facebook - en ny platform

Den sociale netværksside Facebook startede som et sted, hvor de studerende kunne mødes online. I dag har Facebook imidlertid udviklet sig til en ny platform, hvorpå programmører kan skrive deres egne applikationer.

Hvis man søger i Facebook på Mark Zuckerberg fremgår det, at han er født i østkystbyen Dobbs Ferry den 14. maj 1984. Han var således 11 år, da Netscape blev grundlagt, og han var ikke født, da Microsoft blev startet af en anden dropout fra Harvard Universitet - Bill Gates.

Rigeste mand under 30 år
I dag er Zuckerberg den rigeste mand under 30 år i verden. Ifølge Zuckerbergs såkaldte "mini-feed" på Facebook, har han netop fået fem nye venner og er hermed oppe på hele 216 Facebook-venner. Desuden har han tilføjet spillet ATTACK! til sin liste af applikationer eller widgets.

Af personlige oplysninger findes følgende: Han arbejder på Facebook (det anede vi!), får ikke megen søvn, men har alligevel tid til at gå i byen. Han har studeret "computer-videnskab" på Harvard universitet og hans yndlings musikgruppe er Green Day. Hans favorit-citat stammer fra Pablo Picasso og lyder: "Alle børn er kunstnere. Problemet er, hvordan man forbliver kunstner, når man er voksen".

Under sektionen "Super poke", hvor man kan online-drille hinanden, fremgår det, at Marks venner har sendt ham virtuelle småkager og drinks. På Zuckerbergs offentlige "The Wall" har flere skrevet personlige beskeder, uploadet videos og sange.

En stor succes
Zuckerberg var i en tidlig alder interesseret i computere og lærte sig selv at programmere. Allerede i gymnasiet fremstillede han et lille plug-in program til MP3-afspilleren Winamp, som kunne skabe en liste over musik, der med stor sandsynlighed ville falde i brugerens smag. Han gjorde programmet gratis tilgængelig på nettet, og snart efter ringede både AOL og Microsoft. De ville hyre Zuckerberg.

Hacker Harvard
Mark Zuckerberg tog i stedet til Harvard Universitet, som på dette tidspunkt ikke havde en online oversigt med fotos over de studerende, idet man ville beskytte privatlivets fred. Det fik Mark Zuckerberg til at hacke sig ind i Harvards interne system og offentliggøre 22.000 fotos af de studerende. Øjeblikkelig svarede Harvard igen med at lukke hans internet-forbindelse. Men han var ikke sådan til at stoppe. Den 4. februar 2004 skabte han thefacebook.com, hvortil de studerende selv kunne uploade fotos og personlige informationer. Indenfor to måneder havde halvdelen af de studerende på Harvard meldt sig ind. Fundamentet til en succes var lagt.

Får en investor
I sommeren 2005 tog Mark Zuckerberg til Californien. Her mødte han Sean Parker, der havde været med til at stifte den omstridte file-sharing side Napster. Parker havde ingen stedet at bo.

- Vi lod ham "crache" på vores sofa, husker Zuckerberg.

Parker introducerede Zuckerberg for den første professionelle investor i Facebooks historie. Det var investoren Peter Thiel - grundlæggeren af PayPal - som kom på besøg i den lejlighed, som Zuckerberg havde lejet i Palo Alto. Inden mødet var forbi, havde Thiel skrevet en check på 50.000 dollar.

Bliver iværksætter
Zuckerberg så med disse penge muligheden for at udleve drømmen om at blive iværksætter i Silicon Valley. Han huskede, hvordan Bill Gates havde holdt et foredrag på Harvard, hvor han opmuntrede studerende med gode ideer til at forlade Harvard og prøve kræfter i det private erhvervsliv.

- I kan altid vende tilbage. Det er, hvad jeg har tænkt mig, hvis Microsoft skulle gå nedenom og hjem, jokede Gates.

Ingen virtuel identitet
Mark Zuckerberg åbnede snart Facebook for andre universiteter i USA og siden for alle med en legitim e-mail adresse. For modsat andre virtuelle mødesteder som eksempelvis MySpace og Second Life, så afspejler Facebooks medlemmer den virkelige verden. Man kan således ikke eksistere under diverse fiktive dæknavne.

Facebook udviklede sig hurtigt til et online mødested, hvor venner og bekendte kunne mødes og udveksle e-mails og ideer.

Privatlivets fred
Den sociale netværks-side tilføjede snart en News-feed, der sendte en oversigt over aktiviteter på ens personlige Facebook-side, til alle ens venner. Denne feature blev i første omgang mødt med store protester, fordi mange mente, at Facebook herved gik privatlivets fred for nær, men efter et stykke tid blev denne mini-feed almen accepteret. Privatlivets fred er, når det kommer til stykket, ikke det, der optager Facebooks medlemmer mest.

Den sociale graf
Men Mark Zuckerberg var ikke tilfreds med blot at udvikle et online mødested.

- Vi er ikke en medie-virksomhed, men en arbejdsplads, der er fokuseret på teknologi, udtalte han. På mange måder skulle Facebook være et ekko af et af hans store forbilleder - Google. En teknologi-arbejdsplads befolket af talentfulde programmører, som ville udrette noget stort sammen. En idé blev ved med at køre rundt i hans hoved. Facebook havde noget som ingen andre tilsyneladende havde - nemlig det, som Mark Zuckerberg selv kalder "den sociale graf". Begrebet dækker over de sociale kontakter ethvert menneske har - i den virkelige verden og online. Medlemmerne af Facebook udpeger selv deres venner og tegner hermed et digitalt kort over deres sociale liv.

En ny platform
Mark Zuckerberg offentliggjorde ideen om "den sociale graf" i maj måned. Facebook ville åbne sin platform (API) for alle, der ville skabe deres egne små, interaktive applikationer - ofte kaldet widgets. Det har mange programmører gjort, idet der i dag findes 7.000 applikationer eller widgets skrevet til Facebooks platform.

iLike - en widget som reflekterer ens musiksmag - opnåede seks mio. brugere på een uge.

- Vi betragter den åbne Facebook platform som det største paradigme-skifte indenfor it-branchen siden internettets skabelse, siger direktør Ali Partovi fra iLike. Google har netop svaret igen på Facebooks udfordring ved at danne en alliance kaldet OpenSocial, der består af sociale netværkssider som Orkut, LinkedIn, hi5, Friendster, Plaxo og Ning.

Sådan vil Facebook tjene penge
Facebook giver annoncørerne tre muligheder.
1. De kan lave deres egne Facebook-profiler.
2. De kan lancere kampagner.
3. De kan få adgang til specifik information om sidens cirka 50 millioner brugere.

At få adgang til Facebooks stigende statistiske materiale om sine brugere kan blive interessant for annoncører. Stifteren Mark Zuckerberg forklarede, da han lancerede konceptet, at man f.eks. vil kunne målrette en kampagne mod kvinder i en bestemt aldersgruppe, der er bosiddende i New York.

Microsoft har købt 1,6 procent af medejerskabet af Facebook. Det indikerer, at Facebook har en værdi på omkring 80 milliarder kroner, skriver Finacial Times. Facebook har aldrig givet overskud.