Internet

FIREFOX - et rigtig godt alternativ

Firefox er en browser, der respekterer dig som intelligent pc-bruger og hjælper dig på vej i din informationssøgning. PROSAbladet giver dig en introduktion.

 

Som bekendt har Microsoft vundet browser-krigen. Omkring 95% af alle browsere i verden er Internet Explorer (IE). Det mærker man jo også tydeligt på udviklingen af nye tiltag i IE - dvs. manglen på samme. Det eneste der kommer fra Microsoft i forhold til IE er lejlighedsvise sikkerhedsopdateringer. Som her i sommer, da russiske hackere inficerede tusindvis af webservere med softwaren download.ject, og US-CERT tog det usædvanlige skridt at tilråde folk at udskifte IE med andre browsere.

Næsten samtidig frigav Mozilla seneste version af browseren Firefox version 1.0 - en milepæl i Firefoxs historie.

Den vil du aldrig udskifte
Og Firefox er et rigtig godt alternativ, som du efter kort tids brug aldrig vil udskifte igen. Det, du får, er først og fremmest en hurtig browser med et rent og enkelt interface, og med den kan du begå dig langt hen ad vejen på hele internettet. Hvis du har mere specialiserede behov kan du muntre dig med at gå på opdagelse i Firefoxs bibliotek af plug-ins (udvidelsesmoduler), som indeholder omkring 150 små programmer, der kan udvide brugen af Firefox. Firefox kan downloades gratis fra www.mozilla.org på 32 sprog og til 3 platforme (Windows, MAC OS X og Linuxi686). Installationen er nem, og du kan i forbindelse med installationen eller bagefter (Filer -> Importer) overføre de indstillinger, du har i Internet Explorer. Så du behøver ikke at starte forfra med foretrukne, cookies, gemte adgangskoder osv.

Få større overblik med faneblade
Hvem kender ikke situationen med et hav af åbne browservinduer, når man scanner nettet eller er i gang med en søgning. Firefoxs standard-installation giver mulighed for at arrangere websider i faneblade i stedet for en hel masse åbne browservinduer, hvilket giver et meget bedre overblik. Du kan åbne enkeltsider som faneblad efterhånden, som du browser. Eller du kan indlæse dine foretrukne eller dele af dine foretrukne med et enkelt klik. Bare højreklik på en mappe i Foretrukne, vælg 'Åbn i faneblade' og straks har du alle siderne i denne mappe åbnet på overskuelig vis.

Integrerede og udvidede søgefaciliteter
Søgning på internettet er meget mere integreret og fleksibelt i Firefox end i Internet Explorer. Funktionen minder om den du får, hvis du har installeret Googles Searchbar. Der er tre metoder til søgning på internettet:

1. I standardnavigationslinjen er der søgefelt med adgang til direkte søgning i de mest almindelige søgemaskiner, og med mulighed for selv at tilføje søgemaskiner.

2. Du kan til enhver tid markere et ord, højreklikke og vælge "Websøgning efter "det pågældende ord". En søgning efter "det pågældende ord" vil gå i gang, men du bliver og kan læse videre på den aktuelle side. Søgningen foregår nemlig i baggrunden (i en ny fane) med den fortrukne søgemaskine (med Google som standard).

3. Med CTRL+F kan du aktivere en opslagsbar i nederste venstre hjørne, som du kan bruge til søgning på den aktuelle side. De bogstaver du taster, bliver efterhånden, som du taster fremhævet med grøn baggrund på den aktuelle side. Du kan herefter hoppe frem til næste forekomst af bogstavsammensætningen (eller F3), du kan hoppe tilbage til forrige eller du kan fremhæve alle forekomster.

Kontrolleret download af filer
Med den indbyggede Download Manager er det nemt at håndtere og holde styr på tidligere og fremtidige downloadede filer. Du definerer en mappe, hvor de downloadede filer skal ligge. Download Manageren aktiveres ved påbegyndt download eller ved at vælge Funktioner -> Downloads, og i et separat vindue vises listen over tidligere og igangværende downloads med mulighed for fjerne eller åbne en downloadet fil subsidiært holde pause fra eller genoptage downloadprocessen på en valgt fil.

Firefox - med look and feel, der passer til dig
Med Firefoxs temaer kan du ændre på det grafiske udtryk efter din egen smag. Det sker via Funktioner -> Temaer, og er ligesom alt andet meget nemt at installere og håndtere. Du skulle nok kunne finde et skin, der passer til din smag, da du kan downloade 63 forskellige temaer. De temaer, du har downloadet, kan du herefter nemt skifte imellem. Eksemplerne i denne artikel er sat med skinnet Whitehart.

Lad nyhederne komme til dig
En af de bedste nye funktionaliteter i Firefox er de såkaldte "live-bogmærker". Ved besøg på hjemmesider, der tilbyder RSS feeds, ser du et lille ikon i nederste højre hjørne af browservinduet. Når du aktiverer det, får du mulighed for at tilføje pågældende sides RSS-feeds som bogmærke i Foretrukne, og du kan således følge med i nyt publiceret stof på hjemmesiden uden at skulle besøge den.

Personalisering af Firefox med udvidelsesmoduler
Hvis du ud over Firefoxs grundfunktionaliteter stadig higer efter en browser, der kan mere, er Firefoxs udvidelsesmoduler svaret. Udvidelsesmoduler er små applikationer, som du via Firefox meget nemt downloader fra Mozillas hjemmeside. Der findes pt. ca. 180 forskellige, og den eneste vej er, at gå på opdagelse blandt dem, og finde de, der passer med ens behov. Udvidelsesmoduler er opdelt både efter kategori, mest populære, nyeste og bedst anmeldte, og det gør det lidt nemmere at vælge.

Jeg vil omtale to udvidelsesmoduler her, og ellers kun opfordre til at gå på opdagelse.

Web Developer er det mest populære udvidelsesmodul, og det kan jeg godt forstå. Den tilføjer en toolbar og menu til Firefox, som giver en webudvikler en masse værktøjer. Du kan f.eks. skjule billeder, optegne omrids af tabelceller eller billeder uden alt-tags, se siden uden css-styles og meget mere. Figur 5 viser prosa.dk med brug af Web Developers muligheder for at vise de benyttede stylesheets samt vise stien til benyttede billeder.

ForecastFox henter internationale vejrudsigter fra weather.com, og viser dem meget diskret i en værktøjslinie eller menubar efter eget valg.
Udvidelsesmoduler er vanedannende, men hvis du tilføjer for mange, risikerer du et rodet browserinterface og at blive distraheret fra det egentlige - at finde information. Heldigvis har Mozilla sørget for en meget nem tilgang til både at tilføje og fjerne udvidelsesmoduler helt fra Firefox. Hvis du er blevet træt af et udvidelsesmodul, åbner du bare Funktioner -> Udvidelsesmoduler, vælger den du vil fjerne, og trykker på "Afinstaller"-knappen. Så du har kun dig selv at takke, hvis din browser bliver overloadet.

Sikkerhed!
At folk skifter browser skyldes nok enten mishag ved Microsoft eller utryghed ved sikkerheden i Internet Explorer. Og IEs ActiveX-system, der blev designet for at gøre det nemt at tilføje multimedieindhold, er jo også gang på gang blevet brugt af hackere til at downloade og installere software på besøgendes pc'er - ofte uden deres vidende. Så utrygheden er berettiget. Er Firefox så mere sikker? Mozillas egen folk erkender, at intet software kan gøres sikker med garanti, og at Firefoxs XPInstall-system muligvis kan blive narret til at installere et program, der aflæser tastetryk i stedet for Suns Java-maskine. Men med 95% internetbrugere, der er på IE og 2-3%, der er på Firefox, kan man jo godt regne ud, hvor russiske hackere lægger deres energi. Alt i alt er Firefox en ren, hurtig og fleksibel browser på brugerens præmisser. Så hvis du vil have en browser, der respekterer dig som en intelligent pc-bruger og hjælper dig med at få ting gjort, er Firefox et godt sted at starte.