Internet, Software, Systemudvikling og systemer

Google frigiver Chrome til Android

Desktop-browseren Chrome fra Google er nu porteret til Android 4.0 og frigivet i en betaudgave.

Den er hurtigere end den aktuelle browser til Android, den tilbyder flere funktioner og gør livet lettere for udviklere. Sådan lyder de første tilbagemeldinger om den offentlige beta-udgave af Chrome, som Google netop har frigivet.

Det udspil kommer efter ganske lang udviklingstid, porteringen af den udbredte browser har trukket ud, og den aktuelle betaudgave mangler stadig nogle funktioner, selvom den baserer sig på Webkit og Chromes Javascipt-motor V8.

Google lover hurtigere scrollning gennem websider og direkte hardwareunderstøttelse. Ved søgninger pre-downloades søgeresultater i baggrunden. Med i porteringen er også desktop-browserens "Inkognito"-indstilling, som sikrer anonym surfing. Synkronisering af bogmærker på tværs af platforme er også understøttet.

Udviklerfordele

Den nye mobilbrowser understøtter HTML5-funktioner på samme måde som Chrome-desktopbrowseren. Dermed er det nemmere at designe websites og apps, som kan køre på tværs af platforme. Samtidig kan udviklingsværktøjerne, der medfølger til Chrome, også afvikles på smartphones. En webapplikation, som kører på en smartphone, kan dermed sende debuginformationer til en desktop-udgave af Chrome, der er velkendt for udviklere.

Browseren kan downloades på Android Market for Android 4.0. Google har endnu ikke løftet sløret for, hvornår Chrome afløser den nuværende Android-browser.