Internet

Google som happening- og terrorværktøj

Westminster-parlamentsbygningen i London var i starten af marts rammen om en storstilet happening, hvor fem aktivister fra gruppen Plane Stupid skaffede sig adgang til Parlamentet ved at udgive sig for turister. Aktivisterne havde brugt Google til planlægning af de spektakulære protester mod udvidelse af Heathrow Lufthavn. De klatrede op på taget og rullede kæmpebannere ned ad bygningen for at gøre opmærksom på deres utilfredshed med de planlagte udvidelser af Heathrow-lufthavnen.

Det vigtige internet-element i planlægningen af den vellykkede happening var ifølge The Times Google Earth. Den visuelle tjeneste, som viser detaljerede satellit-fotos og kort af hele verden, var en nyttig følgesvend for aktivisterne.

- Google Earth viste os de passager, trapper og andre detaljer, som vi havde brug for til at skyde vej tværs over taget fra døren til den side, hvor offentligheden kunne se os, forklarer Leo Murray fra aktivistgruppen til the Times. Gruppen startede planlægningen sidste efterår, efter den britiske regering havde offentliggjort dokumenter til en offentlig høring om en ny landingsbane i Heathrow.

Gruppen undersøgte parlamentsbygningens indre og stødte under undersøgelserne på en vej til taget, som endte ved en uaflåst dør. Den videre vej hjalp Google Earth med.

Google i terrorens tjeneste
Den temmelig harmløse happening er dog ikke det eneste eksempel på, at værktøjer som Google Earth bliver brugt til aktioner, som kan rubriceres som ulovlige. Et meget grovere eksempel viste sig sidste år, hvor de amerikanske myndigheder afslørede planer om at sprænge JFK-lufthavnen i luften. Her afslørede en af de tiltalte, Abdul Kadir, at han havde opfordret sine medkumpaner til at anvende Google Earth til at skaffe sig detaljerede satellit-foto af lufthavnen.

Den amerikanske sikkerhedsanalytiker John Robb har tidligere lanceret sin teori kaldet "dark side of the long tail". Den beskriver, hvordan kapitalistiske infrastrukturer som internet og fly skaber muligheder for, at "nicheproducenter" af vold (terrorister og bander) får mulighed for at sprede rædsel i storskala. At finde måder til at håndtere det problem på en fornuftig måde, uden at forbyde Google og Google Earth eller for den sags skyld gennemføre bombninger i fremmede lande, kan ifølge John Robb vise sig at blive vor tids største teknologiske udfordring.