Internet

Google: Tilbage til fremtiden med HTML5

Søgegiganten er glad for den nye webstandard, som giver mulighed for at indsætte HTML-annoncer, hvor der før var Flash og andre plugins. Der er tale om et strukturelt skift tilbage til klient-server-modellen, mener Patrick Chanezon fra Google.

Der er ingen tvivl om, hvorfor Google godt kan lide den kommende HTML5-standard. Det gør det nemmere for søge- og reklamegiganten at indsætte sine HTML-baserede annoncer på de steder, som i dag er sværere tilgængelige, nemlig indhold i Flash og andre browserplugins.
Det fortæller franskmanden Patrick Chanezon med en grad af åbenhed, der er usædvanlig fra Google-folkets side. Han var i Danmark for at tale om Googles teknologier til udviklere, samlet til et foredrag på IT-Universitetet, arrangeret af PROSA og den studenterpolitiske organisation på ITU, Stup.it.

Ændrer arkitektur

HTML5 er ikke bare en mulighed for at hive flere annoncekroner i Googles kasse. Der er tale om meget mere, nemlig et større skift for den måde, som vi benytter programmer på, mener Patrick Chanezon, der har mange års erfaring i branchen fra bl.a. Sun og Netscape.
– HTML5 er et arkitekturelt skift, som da vi gik fra mainframes til server og så til web, som på en måde var en tilbagevenden til mainframen, siger han og sigter til browserens terminalagtige måde at afvikle applikationer på.
– Jeg tror, vi går tilbage til klient-server-modellen på grund af HTML5. Man kan anvende 2D- og 3D-grafik, video, baggrundsprocesser, lokal storage og nu også sockets, så det er ligesom, at man har alt det til rådighed, som man havde på de første "tunge" klient-styresystemer for 10-15 år siden.
Det giver mulighed for tunge applikationer, der afvikles i browseren, men med de fordele, som browserteknologi giver. Det indebærer, at det er meget nemt at opdatere applikationen, og løser dermed mange problemer, som skrivebordsprogrammer har, mener Patrick Chanezon.

HTML5 i mange farver

Men hvad med mobile applikationer, hvor native programmer ser ud til at dominere i øjeblikket? Også her tror Patrick Chanezon, at HTML-teknologierne vil slå de indfødte programmer af banen.
– Prøv Gmail på en mobilbrowser, det fungerer fint. Der er heller ikke det store overhead i forhold til de fødte programmer, for mens du blot renderer på klienten, så foregår alt det hårde på serversiden, som for eksempel søgning. Klienten er bare et præsentationslag. Om du gør det i HTML eller i en født applikation, gør ikke den store forskel. Browserne er også blevet meget hurtigere i de sidste tre år.