Ideen om modulær software, hvor brugerne selv udvider et program med det nødvendige tilbehør er gammel, men alligevel lever de monolitiske kæmpe-applikationer som Microsoft Office stadig i bedste velgående. På den anden side er en del af grunden til successen bag Mozillas open source-browser Firefox, blandt andet den, at programmet holder sig til det strengt nødvendige og så kan man selv udvide programmet som man ønsker. Vi har plukket ti stykker ud, som vi synes er helt uundværlige. Det er ikke desværre ikke alle udvidelserne herunder som fungerer med de seneste betaversioner af Firefox 3, som i skrivende stund er nået til release candidate 1, men der plejer sædvanligvis kun at gå kort tid før udvidelserne bliver opdateret. Alle udvidelserne kan downloades fra adressen addons.mozilla.org/da/firefox og kan findes ved blot at søge på udvidelsens navn. Nogle af udvidelserne kan godt trække en del på ressourcerne, men det er meget nemt at deaktivere en udvidelse midlertidigt med menuen Funktioner > Tilføjelser.
1. FireFTP
Firefox kan som de fleste andre browsere forbinde sig med FTP-servere. Men hvis man også har behov for at oploade filer, skal der mere til. FireFTP er en FTP-klient, som udover at kunne uploade og downloade filer også kan synkronisere mapper, hvilket bl.a. kan være behændigt, hvis man udvikler et website lokalt og skal oploade filer til en server. FireFTP understøtter også sikre forbindelser med FTPS.
2. View Source Chart
Som webudvikler kommer man ikke uden om at kigge koden efter i sømmene i ny og næ. Hvis man ikke lige har en editor ved hånden, som understøtter HTML-syntaks, så kan View Source Chart komme til hjælp. Denne udvidelse viser HTML-koden struktureret, hvor elementer vises indlejret under hinanden. Det kan nemt komme til at fylde en masse i vinduet, men man kan heldigvis kollapse de elementer, man ikke ønsker at kigge på. Funktionen benyttes via menuen Vis > Vis kilde-kort.
3. Greasemonkey
Denne udvidelse gør det muligt at "efterbehandle" en webside med et vilkårligt Javascript, som kan ændre på en enkelt side eller et helt website. Fra sitet Userscripts.org kan man downloade masser af disse scripts, som f.eks. Greased Lightbox, som gør, at man kan se billeder fundet ved Googles billedsøgning i fuld størrelse - uden at besøge den originale webside. Man skal være opmærksom på, at det indebærer en vis sikkerhedsrisiko, da disse scripts kan få lov til næsten alt. Så man skal kigge sig godt for, før man installerer et script.
4. Firebug
Vi har tidligere skrevet om Firebug i marts-nummeret af PROSAbladet, så her skal vi blot kort fortælle, at udvidelsen består af seks faneblade, som gør det muligt at redigere i websidens HTML og CSS og se ændringerne med det samme. Derudover kan man debugge og overvåge Ajax og Javascript, se og redigere i dokumentets DOM-objekt og endeligt kan man profilere overførslen fra serveren. Firebug er simpelthen et must for webudviklere.
5. Web Developer
Denne udvidelse er i samme kategori som Firebug. Med Webdeveloper kan man slå CSS-ark til og fra, se en mængde oplysninger om f.eks. billeder og formulerer, indskrevet i selve websiden. Det er også muligt at fylde formularer ud automatisk til test-formål. Man kan få optegnet HTML-elementer med id-navne, så man kan se hvorledes HTML-strukturen bliver tegnet op. Man kan også tjekke gyldigheden af HTML, CSS, nyhedsfeeds, samt skifte vinduets størrelse. Andre muligheder er at manipulere med cookies og redigere i HTML-koden. Web Developer kan benyttes via menuen Funktioner > Web Developer, eller ved at højreklikke. Sammen med Firebug er Web Developer helt uundværlig for webudviklere.
6. TamperData
Denne udvidelse kan ligesom Web Developer og Firebug hjælpe med webudviklingen, men TamperData har at gøre med overførslen af data fra og til webserveren. Det kan man benytte til at se præcist hvad browseren sender af sted, både ved almindelige GET-forespørgsler og ved afsendelse af formularer. Det smarte ved TamperData er, at man kan redigere i data, før de sendes af sted. Det er helt uundværligt, hvis man skal debugge formulere og webscripts, som ikke opfører sig som forventet.
7. IE Tab
Denne udvidelse gør det muligt at få Internet Explorer til at rendere et faneblad, i stedet for Firefox. Det er en stor hjælp, når man skal designe websider. I stedet for at skulle starte Internet Explorer op for at tjekke en sides udseende, kan man blot klikke i nedre højre hjørne i fanebladet, på Firefox-ikonet, og så kan man se resultatet som det ser ud i Bill's browser. Ikonet på knappen skifter til IE-logoet, og ved at klikke én gang til vender man tilbage til Firefox.
8. ScrapBook
Websites har det med at forsvinde ud af den blå luft. Lige som man skal bruge et eller andet, man har liggende som et bookmark, opdager man, er sitet er gået nedenom og hjem, eller har skiftet navn, eller fået nyt CMS-system. Derfor kan det undertiden være praktisk at tage en kopi af en webside og gemme den i sit eget, lokale arkiv. Det er det, som udvidelsen ScrapBook kan klare. Højreklik på en webside og vælg Capture Page, og så ligger der en hård kopi på harddisken. Man kan nøjes med at gemme en bid af en side, organisere siderne i mapper, og mange andre ting med ScrapBook, som gør udvidelsen ganske nem at bruge.
9. Flashblock
Flash-elementer kan være irriterende, grænsende til det vanvittige. Hvis man har fået nok af sider som blinker i et væk er der hjælp at hente med Flashblock, der som navnet siger, blokerer Flash-elementer og erstatter dem med en knap, man kan trykke på, hvis man ønsker at afspille et Flash-element på en side. Man kan også benytte en hvidliste til at godkende sites, som ikke fungerer uden Flash.
10. NoScript
For de sikkerhedsbevidste byder vi på udvidelsen NoScript, der ganske simpelt blokerer for Javascript, Java og andet indhold som kan afvikles på en eller anden måde. Ved hjælp af en hvidliste kan man sørge for, at kun de sites man stoler på, kan afvikle scripts og andet potentielt skadeligt indhold. Når man besøger et site, kan man nemt tillade scripts via bjælken, som kommer frem nederst i vinduet.
Internet