Det er meget naturligt, at ændringer i HTML-specifikationen giver anledning til heftig debat og livlig trafik i tech-blogs og diverse internetfora, men det aktuelle slagsmål om eventuel support for Digital Rights Management (DRM) i HTML skiller sig ud. Bare et enkelt eksempel: Organisationen Defective By Design har startet en kampagne for at få folk til at droppe deres Netflix-abonnementer, fordi verdens førende streaming video-tjeneste arbejder aktivt for at udvide HTML-specifikationen med support for DRM.
Med HTML5 er det blevet muligt at afspille digitalt indhold som streaming video uden anvendelse af diverse medieafspillere, der har indbygget support for DRM. Det har fået de store indholdsleverandører som film- og tv-selskaber til at melde ud, at uden en eller anden for DRM-support i HTML5 vil de ikke distribuere deres indhold via nettet.
At de store drenge i klassen har tænkt sig at gøre noget seriøst ved det, kan ses i headeren til det ”editors draft” (”Encrypted Media Extensions”), som i øjeblikket bliver behandlet i W3C-regi. Redaktørerne er folk fra henholdsvis Google, Microsoft og Netflix. Den sammensætning er i sig selv en rød klud i ansigtet på folk fra open web- og open source-miljøerne, som ser tegningen til en sammensværgelse for at skabe, hvad de kalder et ”Hollyweb”. Andre indholdsudbydere, der næppe opfatter sig som en del af et ”Hollyweb”, argumenterer dog også for DRM-support i HTML. BBC har således officielt støttet udkastet til ”Encrypted Media Extensions” i en mail til W3C.
Angreb på et åbent internet
DRM-support i HTML bliver angrebet fra mange vinkler. Ifølge modstanderne er DRM et angreb på et frit og åbent internet baseret på åbne standarder. Angrebene går ikke nødvendigvis på selve ophavsretten til det digitale værk, men på, at understøttelse af DRM vil kræve diverse plug-ins, der i en eller anden grad vil være platforms- og måske endda hardwareafhængige.
– Det er meget mærkeligt at lægge op til at lave en standard for noget, som ikke er åbent. Det er selvmodsigende og noget, W3C skal holde sig langt fra, siger Niels Elgaard Larsen, formand for IT-Politisk Forening.
Helt konkret betyder det ifølge Niels Elgaard Larsen, at man reelt ikke vil kunne afspille en DRM-beskyttet video med fri software, for eksempel på sin Linux-maskine, fordi plug-in’en til DRM-modulet kun findes til eksempelvis Windows-platformen, eller man skal have særlig DRM-hardware. Han ser derfor forslaget om DRM-support som et angreb på den enkelte brugers kontrol over egen maskine.
– Pc’en er efterhånden den eneste enhed, vi som brugere har nogenlunde kontrol over, men det er man nu også ved at tage fra os, siger han.
Han køber ikke argumentet med, at W3C bør indføre en standard for DRM-support i HTML for at undgå, at de store indholdsleverandører og distributører laver deres egne proprietære løsninger. Og han tror slet ikke på truslen om, at indholdsleverandørerne vil lade være med at streame indhold på nettet og kun distribuere det i lukkede systemer, hvis der ikke kommer DRM-support i HTML.
– Lad endelig indholdsleverandørerne forsøge sig med at distribuere i de lukkede systemer. De har jo ikke haft specielt meget held med det indtil videre, så hvis det kommer dertil, vil det sikkert eksistere rundt om i hjørnerne, men med en begrænset succes, siger han.
DRM kan føre til overvågning
Risiko for overvågning er et andet emne i debatten. DRM rummer muligheder for at inkludere CRM-agtige funktioner (Customer Relations Management), som registrerer brugerens adfærdsmønstre.
– CRM er et tveægget sværd. Det kan give en nyttig og relevant interaktion mellem indholdsudbyderne og brugeren, men det rummer også risikoen for overvågning, siger Martin von Haller Grønbæk, advokat med speciale i it-jura og formand for Foreningen for Open Source-Leverandører, og han fortsætter:
– Den store udfordring i forhold til DRM og dataopsamling er at sikre transparens. Hvis kontrollen over systemerne primært ligger hos de eksisterende monopoler, så har vi et problem. Det er vigtigt, at vi som forbrugere kan vælge åbne systemer ud fra vores præferencer.
Bevægelse væk fra DRM
Martin von Haller Grønbæk afviser, at man på et rent juridisk grundlag kan angribe ophavsrethavernes ret til rent teknisk at indskrænke en brugers muligheder for at anvende lovlig købt digitalt materiale. Men ud fra en forretningsmæssig overvejelse er det en forkert strategi.
– Det er egentlig meget enkelt. Kun i meget få tilfælde har DRM vist sig som en bæredygtig forretningsmodel. Historikken siger, at på et eller andet tidspunkt bliver det opgivet, siger han.
Erfaringerne fra musik- og e-bogsbranchen viser tendensen. Hovedparten af musik købt i iTunes Store er nu DRM-frit, og e-bogsforlagene har også efterhånden opgivet det, da brugerne fik problemer med at kopiere de lovligt købte e-bøger til de enheder, de gerne ville læse dem på.
– På e-bogsmarkedet findes flere forskellige formater til download og en række forskellige gadgets at læse e-bøgerne på. I starten mente mange, at filerne skulle være DRM-beskyttede, men det gjorde det i praksis ret besværligt for folk at bruge e-bøgerne. Vi ønsker, at folk selv kan vælge, på hvilken enhed de vil læse den e-bog, de har købt helt legalt. Derfor benytter vi i dag på det danske e-bogsmarked hovedsageligt en brugervenlig udgave af DRM, hvor vi vandmærker e-bøgerne for at kunne spore eventuel ulovlig fildeling, men ikke forhindrer kunderne i at flytte filerne mellem deres enheder, fortæller Gertrud Smith, redaktionschef, L & R Digital, Lindhardt og Ringhof.
En svær balancegang
Maria Fredenslund er advokat og leder af RettighedsAlliancen, som repræsenterer mere end 85.000 danske rettighedsejere. Hun mener, at DRM kan være med til at fremme publiceringen af digitalt indhold, men understreger, at der er tale om en svær balancegang.
– DRM giver rigtig god mening, hvis det kan være med til at give brugerne adgang til mere indhold, fordi rettighedsejerne bliver mere villige til at lægge deres indhold ud på de digitale platforme. Men det er samtidig klart, at hvis DRM vanskeliggør, at man kan bruge indholdsprodukterne på en fornuftig måde, så giver det ikke så meget mening, og erfaringer har da også vist, at det kan få den modsatte effekt af det, man egentlig ønskede at opnå med kopibeskyttelsen, siger hun.
Maria Fredenslund fortæller, at ud fra rent forrertningsmæssige overvejelser er der rettighedsejere i RettighedsAlliancen, der ikke ønsker at bruge DRM og andre, der ikke vil publicere digitalt indhold, medmindre der er en god kopibeskyttelse på det. Hun erkender samtidig, at det er svært at komme med konkrete tal på, i hvilken grad kopibeskyttelsen reducerer illegal kopiering.
– Det er klart, at jo sværere det er at hacke kopibeskyttelsen, jo mere minimerer man illegal kopiering blandt almindelige brugere. Men alle kopibeskyttelser kan brydes, og der vil altid være dem, der gør det. I RettighedsAlliancen arbejder vi derfor med den mere organiserede del af kopikriminaliteten, siger Maria Fredenslund.
