PROSA holder lukket i dagene mellem jul og nytår
Har du spørgsmål til juridisk medlemsservice, kan du sende en mail til faglig@sikker.prosa.dk
Vi besvarer indkomne mails den 27. og den 30. december, ml. kl. 9-15.
Har du spørgsmål af hastende karakter, kan du kontakte os telefonisk på 33 364141 (+ tryk 1) i samme tidsrum.

Internet, It og samfund

Nettets visdom er her

Kommentar: Fine ord som crowdsourcing og sociale medier skygger ikke længere for realiteterne: Nettet er blevet klogt og for alvor folkelig brugbart.

Tidligere på måneden var konen og jeg på to ugers ferie i Japan. Forud var gået intensive forberedelser. Indkøb af flytur, en nøje granskning af Lonely Planets formidable printede Japanguide og ikke mindst en omfattende rundtur på nettet for at booke overnatninger ni forskellige steder i Solens Rige. Og her slog det mig for alvor, at virkeligheden på nettet har ændret sig, siden jeg sidst var i Japan for fire år siden. For ud over at mange flere overnatningssteder var dukket op på internettet, og at Google Maps og Earth nu gjorde dem sporbare på et kort, så var der for alvor nye informationer at finde i det sociale og forbundne web, som så mange stadig fabler ukonkret om. Ser man bag om markedsføringens varme luft, Facebook, de gamle mediers nyskabte sociale helveder af netbaseret masseråberi og døgnfluen Twitter, så vrimler det nu på nettet med kollektiv visdom, som ikke nødvendigvis sparer tid, men som kan kvalificere noget så lavpraktisk som eksempelvis booking af overnatninger.

Ryokans to go

Jeg tænker ikke på Japanican, Rates To Go og de andre gode bookingsites, som jeg opsøgte i jagten på de primært tradionelle japanske overnatningssteder, ryokans med tatami-måtter og komfortable futoner på gulvet. Jeg tænker på den kollektive visdom, som jeg snublede over takket være Googles kompetente søgealgoritmer. Steder som Lonelyplanet.com og Tripadvisor, hvor brugere med lyst til at dele viden har opbygget uvurderlige informationer om kvaliteten af turistattraktioner og ikke mindst detaljerede beretninger og ratings af overnatningssteder, som kan kvalificere mine valg. Og jeg tænker på de bookingsites, der som Hotels.com selv er begyndt at lægge plads til den vigtigste faktor for at vælge hotel: Hvad nettets andre brugere har af erfaringer, og hvordan hotellet selv svarer på vurderingerne. Ni forskellige overnatninger bookede jeg, og kun et enkelt sted, som var valgt på trods af nettets visdom, men med fokus på prisen, var en halv nitte. Overnatningerne spændte vidt, fra et tilbud på et konventionelt forretningshotel i storbyen Nagoya, beregnet til at dulme kulturchokket efter 12 timers flyvning, over 48 timers indkvartering i et buddhistisk munkekloster med kønsopdelt fællesbad, morgenmesse klokken seks og udsøgt vegetarmad til et no nonsense prisbilligt traditionelt indrettet stationshotel med tre belejlige minutters afstand fra Nagoyas hovedbanegård.

Global delekultur

Når man så kombinerer disse gode oplevelser med den komfortable opblomstring af diverse altruistiske trådløse netværk, som tillader mig at deponere feriebilleder med regelmæssige mellemrum på internettet samt sende e-mails hjem fra et land, hvor moderne telefoni er inkompatibelt med europæiske mobiltelefoner, så er der grund til optimisme. Internettets fremtid tilhører ikke twitterråb og netbaseret marketing. Facit: Vi lever i bedre tider takket være internettet som en vellykket parring af teknologi og kollektiv visdom.