Helt i starten af Barack Obamas valgkamp traf han en vigtig beslutning, der fik stor betydning for hans kampagne til præsidentposten.
Han valgte ikke at modtage offentlige midler til sin valgkamp, men derimod udelukkende satse på, hvad hans kampagne selv kunne kradse ind via nettet.
At tage imod offentlige midler ville betyde et loft over, hvor meget Obama kunne bruge i sin valgkamp. Og Obama ønskede ikke at blive begrænset på denne måde, men var overbevist om, at han kunne indsamle langt større økonomiske midler end de 80 millioner dollar, som det offentlige ville give ham til at føre valgkamp for.
Baggrunden for denne optimisme var blandt andet, at tidligere præsidentkandidater som Howard Dean og John Kerry havde vist den magt, internettet har, når det gælder om at samle penge ind fra mange små donorer.
Social platform
Beslutningen var ikke nem at træffe, idet Obama på forhånd havde lovet sin republikanske modpart, senator John McCain, at han ville tage de offentlige midler og dermed holde sig under loftet.
Men trods faren for beskyldninger om løftebrud valgte Obama altså at satse på internettet som økonomisk leverandør af kampagnemidler.
Denne tidlige beslutning viste sig at være rigtig. Obama-kampagnen kom til at vælte sig i penge i et omfang, så man til sidst nærmest ikke anede, hvad man skulle bruge dem til.
En restsum blev således anvendt på en halv times tv-reklame – uhørt under tidligere amerikanske præsidentvalg.
Beslutningen om at satse på egne kræfter havde imidlertid en heldig sideeffekt. Ud over at blive stedet, hvor man kunne rejse penge, brugte Obama-kampagnen også nettet til at skabe en social platform, som man kunne bruge til at strikke den græsrodsbevægelse sammen, som hjalp Obama med at vinde.
MyBo
Det var Obamas kampagneleder, Jim Messina, der først så denne ekstra mulighed i nettet.
– Vi kan ikke blot bede folk om penge, sagde Messina på et kampagnemøde i Chicago.
– Vi er nødt til også at få brugerne involveret i kampagnen.
Men også Obama selv var tidligt interesseret i den sociale side af nettet.
Allerede i februar 2007 mødtes han således i San Franciscos lufthavn med Marc Andreessen, grundlægger af Ning, et interessefokuseret socialt netværk.
Og kort tid efter ansatte Obama-kampagnen Chris Hughes – en af grundlæggerne af Facebook. Han forlod den populære sociale netværksside, flyttede til Chicago og søsatte web-siden MyBarackObama.com – populært kaldet MyBo.
På denne side kunne frivillige komme i kontakt med hinanden, ligesom de kunne hente telefonlister og ringe til potentielle vælgere hjemmefra i stedet for at troppe op på et valgkontor.
– Det hele var baseret på tovejskommunikation, fortæller Chris Hughes, hvis officielle titel var ”online organizing guru”.
”Obamas tilhængere ligner en flok unge fra Facebook”, lød en nedsættende kommentar fra den republikanske lejr.
Det tog Chris Hughes som et kompliment.
Netværks-effekten
Chris Hughes arbejdede utrætteligt fra et lille hjørne på Obamas kampagnekontor i Chicago.
– Det hele lignede et internet-start-up firma, husker Chris Hughes.
Andre har brugt samme metafor.
– Obama mindede fra starten om fyren i garagen, der vil starte et nyt internetfirma, som skal tage kampen op mod hele det etablerede system, fortæller Marc Andreessen om sit møde med Obama.
Den indisk-fødte forretningsmand Ranjit S. Mathoda bruger også den sammenligning på sin blog.
– For blot et par år siden kendte ingen Barack Obama. Men han havde – ligesom Google – den rigtige idé på det rigtige tidspunkt og kunne på kort tid tage kampen op med den politiske verdens Bill Gates’er.
Ranjit S. Mathoda forklarer Obamas succes med den såkaldte ”netværkseffekt”. Teorien om, at værdien af et netværk er ligefrem proportionalt (n i anden) med antallet af enheder i netværket, udtænkt af Robert Metcalfe.
Obamas netværk, dvs. antallet af tilknyttede brugere, opnåede såkaldt kritisk masse – et punkt, hvor succes og yderligere tilslutning er selvforstærkende, påpeger Ranjit S. Mathoda på sin blog.
YouTube-præsident
Der er næppe tvivl om, at Obamas sejr ikke havde været mulig uden internettet og anvendelse af sociale Web 2.0 teknologier. Han kombinerede som den første internettet som pengemaskine med en social platform – MyBo. Alt dette havde imidlertid ikke gjort nogen forskel, hvis ikke Obamas budskab om ”change” havde resoneret med de amerikanske vælgere.
Mens alle således anerkender styrken i Obamas mesterlige og succesfulde præsidentkampagne – Web 2.0-style – så venter mange med spænding på, om præsident Obama vil blive med at være græsrodsorienteret og åben for nye ideer.
Mulighederne er til stede. Obama har således en kæmpemæssig database med navne og telefonnumre på støtter og frivillige, som han hurtigt og billigt kan trække på i bedste ”crowdsourcing”–stil. Han har allerede oprettet Change.org – et website, hvor almindelige mennesker kan komme i kontakt med Obama-administrationen.
Men spørgsmålet bliver, om Obama, når han først er rykket ind i Det hvide Hus, vil blive opslugt af hverdagens mange gøremål og ”business-as-usual”. Hans elskede Blackberry er allerede lagt på hylden, idet ingen præsident ønsker at kommunikere i en form, der kan forlanges udleveret af politiske modstandere. Til gengæld har Obama meldt ud, at han vil gøre sine ugentlige taler tilgængelige på YouTube, også når han er indtrådt i præsidentembedet.
