Internet

Søg og du skal finde

Du har designet en rigtig flot hjemmeside. Skrevet rigtig spændende artikler og sørget for interaktivitet. Du har testet hjemmesiden. Men hvor bliver brugerne af ?

 

Søgemaskinerne kigger kun på tekst og ignorerer alle informationer, der ligger i billeder og Flash-animationer. Hvis du vil have dem til at søge på dine billeder, må du bruge ALT-tags, der i tekst beskriver din grafik (det er i øvrigt altid en god idé). Men selv om du gør dette, kan det være svært at opnå en høj placering i søgemaskinerne, hvis der er meget og/eller tung grafik på siden. Jo mere tekst, desto bedre. En side med 4000 ord vil rangere højere end en side med samme emne på kun 400. Og jo flere gange vigtige nøgleord er nævnt, desto bedre. Her må man så finde en balance, så læsbarheden af siden ikke bliver forringet. Ud over at elske tekst er søgemaskinerne på jagt efter forskellige komponenter. Hvilke komponenter og hvordan de vægtes er forskellige fra søgemaskine til søgemaskine, og de algoritmer, de går frem efter, er ikke offentligt tilgængelige og ændres også jævnligt for at undgå misbrug. Derfor er det svært at lave en hjemmeside, der scorer højt på alle søgemaskiner, men man kan forøge sine odds ved at tage udgangspunkt i nedenstående:

En spider elsker TITLE-tags
Sørg for at alle dine sider har en præcis og sigende titel i TITLE-tag\'en, der præcist udtrykker, hvad der er på den enkelte side, og lav den ikke for lang. Den må gerne rumme en fælles faktor - for eksempel webstedets navn - men resten bør beskrive indholdet.

En spider elsker META-tags
Indsæt et begrænset, men velvalgt antal nøgleord i tag\'en og en god beskrivelse af sidens indhold i tag\'en . Selvom nøgleordene er essentielle er det vigtigt at begrænse brugen, da en overflod af dem af nogle søgemaskiner vil blive betragtet som "spam", og din hjemmeside vil blive udelukket. Derfor:

  • Begræns dine nøgleord til ca. 10 pr. side ( eller ca. 70 karakterer)
  • Lad der være sammenhæng mellem de 10. Lav en variation over et tema.
  • Lad være bare bevidstløst at kopiere dine meta-tags fra den ene side til den anden. Lav forskellige nøgleord på hver side.

En spider elsker links
En sikker vinder er linkpopularitet - altså at der linkes til din hjemmeside fra andre hjemmesider. Hver gang det sker, vil din score i linkpopularitet forøges - et parameter som en del søgemaskiner sætter højt (f.eks. Google). Mange links til din hjemmeside vil også hjælpe søgemaskinerne til overhovedet at få øje på den i en specifik sammenhæng, da søgemaskinerne i deres jagt følger links fra hjemmeside til hjemmeside. Det er ikke ligegyldigt hvilke hjemmesider, der linker til din. Søgemaskinerne stiller samme "kvalitetskrav" til de linkende hjemmesider som til den side, der linkes til. Du må på jagt efter gode og relevante hjemmesider, der vil linke til din.

En spider hader frames
Det er i forvejen en dårlig idé at bruge frames. I forhold til søgemaskiner er der to ting at tage i betragtning. For det første er det sjældent, at hjemmesider lavet med frames indekseres ordentligt. Ofte er det nemlig kun index-filen med en tekst á la "Denne sider benytter frames. Din browser understøtter ikke frames", der indekseres. For at afhjælpe dette kan du indsætte en sigende tekst i NOFRAMES-tag\'en. For det andet vil folk, der kommer ind via en søgemaskine ofte være fortabte, da der vil mangle navigation, overskrift m.v. Brug i stedet f.eks. Server Side Includes eller et scriptsprog.

Registrering i søgemaskiner
Sidst, men ikke mindst, er det en god idé at lade sin hjemmeside registrere hos en række søgemaskiner, da man ikke kan satse på at søgemaskinerne af sig selv - blandt myriader af sider - finder netop ens egen. Det mest sikre er en manuel tilmelding til alle de relevante søgemaskiner. Alle de store har særlige sider, hvor man kan tilmelde sig. Øvelsen går ud på at indtaste hjemmesidens URL og forskellige andre informationer om siden og kontaktinformation - afhængig af søgemaskinen. Det er vigtigt, at siden kommer ind i de store søgemaskiner og indeks. Der findes en række gratis tjenester, der gør arbejdet for en - f.eks. robotten.dk