Problemet: De fleste mennesker har svært ved at holde rede på deres forskellige brugernavne og passwords til alle de websider, hvor de har ladet sig registrere.
Løsning: OpenID har gennem et stykke tid været under opsejling. Konceptet er skabt af programmøren Brad Fitzpatrick og har vundet tilslutning fra en række store hightech-firmaer som Microsoft, Google, Yahoo, AOL og mange andre.
Trods denne opmarch af kommercielle interesser er det lykkedes organisationen bag OpenID at bevare systemet som et åbent, ikke-kommercielt projekt.
- Ingen bør eje eller tjene på dette. Det vil gavne hele internet-samfundet, som jo i sidste ende er os alle, siger programmør Brad Fitzpatrick til Prosabladet.
Høj status
Når det er lykkedes at bringe de mange forskellige selskaber om bord, skyldes det ikke mindst den status, som Brad Fitzpatrick har i brede it-kredse.
Da Brad Fitzpatrick som 18-årig flyttede til Seattle for at studere computervidenskab på University of Washington, oprettede han en lille online dagbog, der nemt kunne opdateres. Få år senere havde den lille dagbog udviklet sig til fænomenet LiveJournal og havde otte millioner medlemmer. LiveJournal blev hurtigt en af hjørnestenene i den nuværende blogsfære.
- Da jeg i 1999 registrerede navnet LiveJournal, eksisterede udtrykket "blogs" slet ikke, husker Fitzpatrick.
Opbygningen og videreudviklingen af LiveJournal skete ikke uden problemer. Engang trykkede en medarbejder på en stor, rød knap, der slukkede for strømmen til samtlige servere.
Vedkommende troede, det var handicap-knappen til toilettet.
URL-nøgle
Fitzpatrick solgte LiveJournal til sin nabo i San Francisco - firmaet Six Apart. Fitzpatrick fulgte selv med i købet og startede som programmør hos Six Apart.
Her arbejdede han på et identifikations-system, som kunne afgøre, hvem der posterede blog-kommentarer hos LiveJournal. Systemet kunne imidlertid også anvendes til at lade den enkelte bruger logge sig ind på de forskellige websider, som firmaet Six Apart styrede.
Det blev forløberen til OpenID - et slags digitalt sygesikringskort - som kunne identificere alle brugere på nettet og skaffe adgang til flere tusinde websider.
Af historiske årsager gør OpenID ikke brug af et digitalt id-kort med hemmeligt password og brugernavn, men derimod af en personlig URL-nøgle.
Som Brad Fitzpatrick udtrykker det: "URL'er er også mennesker..."
Den sociale graf
- OpenID er kun ét element i et åbent, socialt net, forklarer Brad Fitzpatrick.
- OpenID beskæftiger sig med identifikation, OAuth beskæftiger sig med autorisation, mens XFN/FOAF kortlægger brugerens sociale graf, således at den eventuelt kan flyttes fra et socialt netværk til et andet.
Dette giver, ifølge Brad Fitzpatrick, den enkelte programmør og software-udvikler en række fordele.
- Ja, du sidder der og har lavet en flot, ny social applikation og kan ikke vente på, at brugerne skal gå i gang med at bruge den. Men der er bare ét problem: Når brugeren lader sig registrere på den fine, nye sociale applikation, så har de ikke nogen venner. De er ensomme. Og for at bruge det sociale netværk skal man jo kende nogen andre. Man kan bede brugerne om at søge efter alle deres venner på andre sociale netværk og overføre disse til den nye applikation. Men det er folk trætte af. Man kunne bede dem om at gå igennem deres online adressebog og finde nogle legekammerater dér. Men det er ikke sikkert, at de har e-mail-adresser på deres kontakter fra andre sociale netværk, og så er vi lige vidt.
- Ved at kunne flytte ens sociale kontakter - den sociale graf - i ét snuptag, kan brugerne derimod straks gå i gang med at anvende deres fine, nye sociale applikation, slutter Fitzpatrick.
