Arbejdslivsudvalget
Udvalgets ansvarsområde er arbejdsmarkeds-, arbejdsmiljø- og ledighedspolitik samt lønstatistik og udvalget skal skabe de bedste betingelser for både nuværende og fremtidige generationer på arbejdsmarkedet.
Vores vision er klar:
Vi ønsker et arbejdsmarked, hvor alle trives og får mulighed for at udleve deres potentiale – et arbejdsmarked, der er rummeligt, inkluderende og retfærdigt.
Mål:
Vores mål er, at hele it-området har bedst mulige løn- og arbejdsvilkår. PROSA’s arbejdsmarkedspolitik skal understøtte dette og arbejdsmarkedspolitikken skal give den enkelte de bedste muligheder på arbejdsmarkedet. Vi arbejder også for et samfund, hvor de, der er mest udsatte, bliver mødt med støtte, og hvor ledige får nye muligheder for at vende tilbage til et meningsfuldt arbejdsliv.
Bedste vilkår for alle – uanset ansættelsesform:
Vores mål er at sikre de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår for alle – både dem på overenskomst og individuelt kontraktansatte. Arbejdsmarkedspolitikken skal tage højde for et arbejdsmarked, der i stigende grad er præget af individuelt kontraktansatte og skal sikre en balance mellem lovregulering og overenskomstregulering.
Et sundt arbejdsliv i centrum:
Det er vores ambition, at ingen skal risikere deres helbred ved at gå på arbejde. Tværtimod skal arbejdet bidrage til både faglig og personlig udvikling. Det er PROSAs opfattelse, at arbejdsmiljøet skal tilpasses mennesket og ikke omvendt. Arbejdet skal være alsidigt og udviklende og må ikke være fysisk eller psykisk nedslidende. Medlemmerne skal sikres indflydelse på egen arbejdssituation. PROSA vil arbejde for, at de sundhedsrisici, der kan være ved it-arbejde, nedsættes til et minimum. Det vil blandt andet sige, at arbejdspresset – og arbejdstiden – skal holdes på et acceptabelt niveau. Herudover skal arbejdet organiseres på en måde, så det er sundt og udviklende, og så arbejdsskader undgås – f.eks. museskader og skader fra dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Vores strategiske fokus:
Vi kæmper for disse mål gennem politisk indflydelse og stærke samarbejder. Dette indebærer:
- Aktiv deltagelse i arbejdsgrupper og netværk under FH.
- Møder med politikere for at præge dagsordenen.
- Tydelig kommunikation i PROSA-bladet og andre kanaler for at skabe opmærksomhed på problemer og løsninger.
- Styrke PROSAs politik gennem alliancer og partnerskaber.
- Inddragelse af PROSA’s panel for at indsamle viden om konkrete problematikker og skabe konkrete løsninger.
Udvalgets samspil:
Vi mødes kvartalsvis – eller oftere, hvis særlige sager kræver det – for at holde kursen og sikre, at vi fortsat arbejder målrettet og effektivt for medlemmernes bedste.
Kontakt
Curt Kjærsgaard, organisatorisk næstformand: ckr@prosa.dk
Jette Baade, arbejdsmarkedspolitisk ledelseskonsulent: jeb@prosa.dk