PROSA lukker for henvendelser kl. 14 fredag den 20/12 og mandag den 23/12.

Diverse, PROSA internt, Service fra PROSA

1. maj med sygeplejersker og stormtroopers

PROSAs ungdomsudvalg er ikke bange for at skabe røre i traditionerne og har i år kastet sig over PROSAs 1. maj-fejring.

Fest imod overvågning, weekendseminarer med indlagt koncert, torsdagsøl i Århus og happenings med PROSA-aktivister ved Nørreport Station. Ungdomsudvalget har gang i den og vil gerne sætte endnu mere liv, fest og farver i vores forbund af it-professionelle. Denne gang har de udset sig 1. maj-fejringen, der faktisk plejer at tiltrække en del mennesker – men som alligevel har behov for en fornyelse for at nå bredere ud end tidligere, ifølge de unge.

Så ind med kampen mod overvågning på lønarbejdernes internationale kampdag, hvor kampklædte stormtroopers vil slutte sig til PROSA-brunchen i Ahlefeldtsgade med budskabet om, at Imperiet er gået for vidt. Nu skal der vælges side, og selv loyale soldater må sige stop over for den tiltagende overvågning, logning og registrering.

Derefter vil der være samlet afgang med lydvogn, musik og Kodak-moments til Fælledparken, hvor PROSA har sørget for sin egen stand med fadøl. I år følges vi med sygeplejerskerne, der møder op i kitler og sørger for fjerklædte kvinder i samba-outfit.  

Så kom og vær med, når en ny generation sætter sit stempel på PROSA og puster nyt liv i internationalisme, sammenhold og kamp for digitale og faglige rettigheder.