Der arbejdes i øjeblikket på at samle et flertal for at få destrueret de ulovligt indsamlede patientoplysninger fra Dansk Almenmedicinsk Database (DAMD), konkret efter at oppositionen 26. marts har fremsat et nyt forslag om sletning af DAMD.
Der skal ikke herske tvivl om, at PROSA ønsker DAMD slettet.
For at skaffe et flertal i Folketinget kræver det, at alle argumenter høres og vurderes.
I PROSA kan vi forstå at dele af modstanden mod sletningen af DAMD skyldes, at der er risiko for, at det vil skabe en tendens, hvor myndighederne fremover kan slette spor af ulovligheder, og at det dermed vil blive sværere at kunne dokumentere statens overgreb på borgernes rettigheder.
Der har derudover været forslag om at sætte en teknisk tidslås på DAMD-databasen, så skiftede politiske flertal ikke kan lave lovgivningen om og dermed frigive alle vores medicinske data. Denne vil så først kunne åbnes op om 110 år. Et prisværdigt forslag som vi desværre ikke mener, er teknisk muligt.
I stedet vil vi pege på en løsning, hvor staten automatisk sender en besked til de registrerede borgere, hvori det fastslås:
- at data ulovligt er blevet indsamlet
- hvilke data der er blevet indsamlet om borgeren (svarende til en aktindsigt fra borgeren)
- at data automatisk vil blive slettet indenfor en given tidsramme, MEDMINDRE at den enkelte borger ønsker at bevare dataene. Dermed sikres det, at der stadig er et spor af ulovligheden, da de borgere, der ønsker at forblive registreret i databasen, har givet aktivt samtykke.
Det er vores opfattelse, at en sådan løsning vil begrænse, hvor stort et misbrug, der kan ske af borgernes data, men samtidigt sikre, at der ikke åbnes op for en glidebane hen imod, at de offentlige myndigheder kan få lettere ved at slette eventuelle ulovligheder uden, at borgerne er bevidste om hændelsen.
For mere information kontakt:
Niels Bertelsen, formand, nib@prosa.dk