John Draper arbejdede egentlig for det amerikanske flyvevåben, men skiftede senere job til National Semiconductor. Han var imidlertid mere kendt under navnet "Cap'n Crunch". I 1960 mødte Draper en blind, ung mand, som hed Denny. Han viste Draper, hvordan den lille fløjte, der kom i en pakke Cap'n Crunch-cornflakes præcis kunne efterligne den tone, som gav adgang til telefonselskabets AT&Ts verdensomspændende netværk. Ved at fløjte med Cap'n Crunch-fløjten i telefontragten kunne man således ringe gratis verden rundt.
Telefonhackere
Opdagelsen drog Draper ind i en ungdomskultur bestående af ligesindede "telefon-hackere". Bevægelsen blev berømt, da journalisten, Ron Rosenbaum, omtalte fænomenet i magasinet Esquire under overskriften "Hemmeligheden bag den blå boks". Det var i oktober 1971.
Steve Wozniaks mor så artiklen og sendte den til sin søn, der på det tidspunkt gik på Berkeley University. Wozniak blev hel vild. Det tiltalte ham, at man med så simple midler kunne drive gæk med det etablerede system. Et par dage senere fortæller en gammel skolekammerat Wozniak, at han ved, hvem Cap'n Crunch er og arrangerede, at han kom og besøgte Wozniak. Det var som at møde paven for Wozniak.
Homebrew Computer Club
Anekdoten er medtaget i bogen "I, Woz", der netop er udkommet i USA. Bogen har undertitlen "hvordan jeg opfandt den personlige computer, med-grundlagde Apple og morede mig med at gøre det."Wozniak skildrer i bogen det nøjagtige tidspunkt for, hvornår han så den personlige computer for sig. Det startede med et "flyveblad", hvor en gruppe indkaldte til et møde i "The Homebrew Computer Club". Allan Baum så dette "flyveblad" og spurgte sin ven og kollega hos Hewlett-Packard, Wozniak, om ikke de skulle deltage. Wozniak havde egentlig ikke lyst, han var et genert menneske, som aldrig sagde noget i større forsamlinger. Men de tog af sted. Det var i marts 1975, og Wozniak beskriver mødet således:
"Mødet fandt sted i en garage, hvor en flok mærkelige, nørdede mennesker udgjorde kernen i The Homebrew Computer Club. Dette var en gruppe mennesker, som var fascineret af teknologi og hvad det kunne gøre. De fleste var unge, men der var også et par ældre, men alle lignede programmører: ingen så særlig smart ud. Ha. Efter dette møde startede jeg med at designe den computer, som senere blev kendt som Apple 1. Så inspirerende var det."
To til it-tango
Bogen "I, Woz" beskriver også, hvordan Wozniak møder Steve Jobs efter, at han var droppet ud af skole og kommet hjem fra en tur til Indien. De to umage venner arbejder sammen på "the blue box", der kan hacke telefonsystemet. De udvikler computerspillet Breakout for Atari computeren. Wozniak hævder frejdig, at Jobs snød ham for en masse penge - omend beskyldningen fremsættes uden bitterhed.
Sammen starter de Apple. Wozniak sælger sin HP-65 elektroniske regnemaskine, mens Jobs sælger sit Folkevogns Rugbrød i et forsøg på at skaffe penge til de første elektroniske dele til Apple 1. Wozniak hævder, at det var ham, der designede Apple 1 - Jobs tog sig mere af det finansielle. På den måde udgjorde de to hinandens modsætninger - på samme måde som 0 og 1 i den digitale verden. Dette parløb er siden set igen og igen indenfor hightech industrien. Gates og Allan. Yahoos Yang og Filo. Googles Brin og Page. Og YouTubes Hurley og Chen. Der skal åbenbart to til it-tango.
Den klassiske nørd
Bogen er skrevet som en balanceakt, således at den skulle kunne læses af såvel ikke-tekniske som tekniske læsere. Det er kun tekniske interesserede som vil få noget ud af at læse, hvordan Wozniak håndskrev "the source code" for Apple 1, og hvorfor Apple IIs floppydisk drive er specielt elegant designet.
Bogen er dog først og fremmest en hyldest til den klassiske nørd. Den beskriver det skæve, generte barn og den unge mand med teknisk snilde.
Wozniak vil tydeligvis gerne fremstå som et eksempel for denne slags drenge, indpode dem med, at det er o.k. - at der også i verden er plads til det nørdede - selvom slipsedrengene ofte løber med æren og pengene.
