Gennem det sidste halve år har der været fokus på udbrændthed inden for edb-branchen. En svensk undersøgelse viste, at selv ganske unge edb-folk brændte ud efter kun kort tid i branchen. Fra PROSAs nedslidningsundersøgelse ved vi, at edb-folks vitalitet og mentale helbred ligger på allerlaveste niveau, når man sammenligner med andre erhvervsgrupper. Vi ved også, at flere må forlade branchen eller i hvert fald skifte arbejde på grund af udbrændthedssymptomer.
I Arbejdsmiljøloven er det fastslået, at det er arbejdsgiverens ansvar, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Eftersom det er arbejdsgiverne, der i den sidste ende både kan fyre folk, som regel har en del at skulle have sagt omkring aflønning, og kan tildele den enkelte gode eller kedelige arbejdsopgaver - kort sagt har ledelsesretten, så er det også det eneste rigtige, at de har ansvaret.
Hvad er udbrændthed
Baggrunden for udbrændthed er et arbejdspres, som gør, at man ikke kan udføre arbejdet tilfredsstillende. Tidspresset gør det umuligt at leve op til de forventninger, som andre og en selv har til både kvalitet og kvantitet i arbejdet.
Tidligere talte man om udbrændthed i forbindelse med omsorgsarbejde, som indebærer, at man konstant bliver konfronteret med mennesker med problemer af forskellig art under tidspres.
Nu er man opmærksom på, at også andre faggrupper viser lignende symptomer. Da udbrændthed blandt andet har baggrund i et højt engagement i arbejdet, er edb-folk også i farezonen for at udvikle udbrændthed.
Udover at arbejdet for mange indebærer en kontakt med brugerne og/eller kunderne, stiller arbejdet ofte krav til kreativitet og konstant problemløsning. Og de fleste edb-folk bliver udsat for, at der bliver stillet modsatrettede krav til dem i arbejdet.
Alle disse forhold – brugerne, mulighed for engagement i arbejdet, kreativitet og problemløsning er forhold, som gør, at edb-folk er glade for deres arbejde. Men det er også baggrunden for, at man kan blive udbrændt, når der oveni lægges et arbejdspres, som umuliggør en fornuftig opgavevaretagelse.
Man kan blive stresset, uden at der er tale om udbrændthed. Det er ikke mindre farligt for helbredet. Så om edb-arbejde kan karakteriseres som arbejde med risiko for udbrændthed kan til en vis grad være ligegyldigt. For mig er det nok at konstatere, at en del af vore medlemmer får psykiske og fysiske gener af arbejde, som de forhåbentligt slipper af med igen, men som en del alligevel risikere at måtte døje med resten af deres liv.
Hvordan forløber udbrændthed
Der findes ingen fast definition af udbrændthed, men dog at \\\'sluttilstanden\\\' er en form for apati, hvor det er svært eller umuligt for den berørte af udføre sit arbejde. Arbejdet har mistet sin mening, og de mennesker, der arbejdes i forhold til, betragtes med kynisme.
Forløbet starter med et engagement i arbejdet og en opfattelse af, at arbejdet er meningsfyldt. Derefter oplever man, at de krav, som der stilles til kvaliteten, af ens arbejde ikke er mulige at opfylde. Hvis ikke forventningerne bliver afstemt med mulighederne - eller omvendt risikerer man at blive frustreret, især hvis ens handlemuligheder er indskrænkede. Det kan føre til forskellige psykosomatiske reaktioner og til psykiske reaktioner såsom nedstemthed, pessimisme, isolation, opfarenhed og uhensigtsmæssige vredesudbrud.
Derefter kan man gå over en tilstand af resignation, følelse af meningsløshed og depression. Engagementet forsvinder og man trækker sig tilbage, isolerer sig både på arbejdspladsen og i fritiden. Derfra er der ikke langt til apati.
Dette er selvfølgelig en skematisk fremstilling. Det almindelige er, at man skifter mellem de forskellige tilstande og, at positive oplevelser kan gøre tilstanden bedre, mens øget arbejdspres eller bristede håb om muligheder for forbedringer kan få en til at gå længere ned mod apatitilstanden.
Forbedres ens forhold, kan man komme tilbage til den engagerede tilstand, men jo længere man er kommet i retning af apati, jo sværere er det, og jo længere tid vil det tage.
Hvordan gør man noget ved problemerne
Ansvaret er arbejdsgivernes, men de skal jo ind imellem mindes om deres ansvar.
Desuden har vi jo også som mennesker et personligt ansvar for hinanden og for os selv. Den ansvarlighed, som man har i forhold til arbejdet, kan også bruges til at være med til at sørge for, at ens egen arbejdsplads ikke er sundhedsskadelig at være på.
Så hvis man selv eller ens kollegaer viser tegn på udbrændthed eller andre typiske stressreaktioner, bør man tage fat på problemerne.
Der er forskellige barrierer man skal over.
Handler det om én selv, skal man jo lige have lidt overblik og overskud. En god diskussion med kollegaerne, en ferie eller en periode med en sygemelding kan være det, der skal til for at få overskuddet. Især vil vi anbefale diskusssionerne med kollegaerne. Selv om man reagerer meget forskelligt som personer, oplever man som regel ikke, at man er den eneste på en arbejdsplads, der har stressproblemer. Man ser blot ikke nødvendigvis kollegaens mavesår eller stigende alkoholforbrug.
Det er også muligt, at den eneste vej ud er at skifte arbejdplads.
MEN - hvis du vil sige op uden at have andet arbejde, så henvend dig først til PROSA! Vi kan i nogle tilfælde undgå, at du får karantæne.
Handler det om en eller flere af ens kollegaer, kan deres problemer blive overskygget af, at stressede og udbrændte personer ofte bliver besværlige at omgås. De kan blive opfarende, fokusere meget på egen situation - somme tider på detaljer, der kan synes ligegyldige tage mindre fra i forhold til arbejde. Kort sagt kan man føle, at de svigter én selv og arbejdspladsen som helhed.
Den modvilje man føler mod en sådan person, skal man jo lige overvinde, før end det er muligt at tage positivt og konstruktivt fat på problemerne.
Vi har ingen patentløsninger, på hvordan man får sat arbejdspresset ned, det afhænger helt af arbejdspladsen, hvor det vil være fornuftigt at tage fat.
Fra PROSAs side er vi dog altid parate til at yde støtte på forskellig måde alt efter situationen og jeres ønsker. Og du er meget velkommen til at henvende dig - også bare for at diskutere situationen og mulighederne for at forbedre den.
