Hvis du falder på dansegulvet, slår knæet ind i et bordben eller på anden vis kommer til skade ved årets julefrokost på arbejdspladsen, så kan der være tale om en arbejdsskade. Også selv om du er fuld, og selv om festen afholdes uden for almindelig arbejdstid eller på et andet sted end arbejdspladsen.
De afgørende faktorer for vurderingen er, at arbejdsgiveren inviterer til arrangementet, og at alle er blevet inviteret. Af arbejdsskadesikringsloven loven fremgår det, at ”deltagelse i firmaarrangementer, som arbejdsgiveren har arrangeret, og som tjener marketingformål eller til at styrke samarbejdet i virksomheden, også falder under 'arbejde'”.
Du er omfattet af arbejdsskadesikringsloven fra arrangementets start og frem til den officielle afslutning. Men vælger I at fortsætte i byen efter en firmafest, er det derimod på eget ansvar. Hvis du kaster dig over aktiviteter, der ikke er en del af det officielle program, som arbejdsgiver har inviteret til, kan skaden også falde uden for loven.
Arbejdsmiljøloven sikrer mod mobning og sexchikane
Din arbejdsgiver har også en forpligtelse til at beskytte dig mod sexchikane og mobning ved julefrokosten, hvor den slags naturligvis er lige så forbudt ifølge arbejdsmiljøloven som til hverdag. Sexchikane og mobning kan altså også lede til en advarsel, bortvisning eller almindelig fyring, hvis chikanen forekommer ved julefrokosten. Sig derfor tydeligt fra, hvis dine grænser overskrides, og gør din chef opmærksom på det, hvis den grænseoverskridende adfærd herefter fortsætter og dermed bliver til chikane. Det er selvfølgelig også vigtigt at forstå budskabet, hvis andre siger fra over for dig.
PROSAs jurister står klar til at hjælpe medlemmer med juridiske spørgsmål. Du kan læse mere om kontaktmulighederne her. Det er også muligt at kontakte juristerne med akutte henvendelser mellem jul og nytår på tlf +45 87301419.