Det er et broget selskab, der har sat hinanden stævne på en restaurant i den indre by. Nogle af de 30 it-folk, der sidder bænket om langbordet med hvid dug, småbitte men elegante portionsanretninger på tallerknerne og rødvin i langstilkede glas, er tydeligvis gået på pension - mens andre er yngre og tydeligvis har en del gode arbejdsår i sig endnu. Det er mere end 13 år siden, deres fælles arbejdsplads, Regnecentralen, lukkede, så de mødes kun for at fejre den fælles ånd, der var på den hedengangne danske it-virksomhed. Det er relevant nok, at Regnecentralens sidste og overlevende madklub holder sin 43. fællesspisning på restauranten House of Souls i Vestergade i København. Ånden fra dengang har de nemlig stadig til fælles, og snakken går venskabeligt og ivrigt på kryds og tværs over det store bord. Madklubben lever stadig op til rygtet om, at netop Regnecentralen i sin tid holdt gode - og vilde - fester.
- Nogle af festerne var lidt vovede. Engang blev jeg lokket til at vise en pornofilm, fortæller en ældre, distingveret herre i marineblåt jakkesæt og Versaceslips og mener at kunne huske, at det var engang i 60'erne.
Der arbejdes og festes igennem
I en pionerbranche som it-branchen og i en pionervirksomhed som Regnecentralen, var der ikke 37-timers arbejdsuge. Nysgerrigheden og iveren for at være med til at bygge noget helt nyt op, satte en helt anden dagsorden.
- Det blev forventet, at vi arbejdede otte timer om dagen. Og læste videre og løste opgaver om aftenen, fortæller herren med pornofilmen.
- Konen bør kunne tilgive, hvis der er en anden kvinde, men ikke hvis den anden er en maskine, tilføjer en anden med henvisning til de mange ægteskaber, som Regnecentralens pionerdage har på samvittigheden. Men skulle der arbejdes igennem, så skulle der også festes igennem, når Regnecentralen holdt fest.
- Kan I huske ham med islændertrøjen og sygekassebrillerne, der sad oppe på taget og spillede harmonika, spørger en tredje længere nede ad bordet.
- Det var vist også ham, der skrev den mest syrede protokol, jeg nogensinde har set, tilføjer han.
Udviklerne - og tilløberne
Sådan springer samtalen på kryds og tværs - og på kryds og tværs mellem minder, it-politik dengang og nu, tekniske begreber og erindringer om krakkede it-projekter.
- Jeg kan huske, at jeg engang overtog en rigtig abe fra min chef. Vi havde tabt hele datasættet fra et forsikringsselskab på gulvet. Det var en stor fadæse, og vi havde straks ansat 30 hulledamer til at hulle det om. Og så bad chefen mig om at tage ud og snakke med kunden, fortæller en ældre mand uopfordret, da han hører, at PROSAbladets medarbejder sidder med til bords for at høre fra de sidste 50 års danske it-historie. Bordet rummer denne aften virkelig et kalejdoskopisk indblik i de mest besynderlige afkroge af de første år af den danske it-branche. De fleste omkring bordet er softwarefolk, men indimellem skjuler sig også en loddedame eller to, et par skribenter af teknisk dokumentation og nogle hardwareingeniører - og så er der sælgerne nede i den anden bordende. I slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne hvor alle kunne se, at Regnecentralens dage som selvstændig virksomhed var talte, poppede der flere og flere af den slags private RC-klubber op, hvor endnu ansatte og fyrede medarbejdere fra Regnecentralen kunne mødes.
Medarbejderne pressede chefen til at stifte klubben
En god håndfuld omkring bordet regner sig alligevel stadig som RC-folk, fordi de lige siden har arbejdet hos Fujitsu og Fujitsu Siemens - og stadig gør det. Men de mange sociale RC-klubber døde efterhånden, og enkelte vedholdende medarbejdere har gennem tiden i stedet koblet sig på den klub, der mødes i aften. Så selv om klubben oprindelig udsprang af Regnecentralens udviklingsafdeling, så har den villigt taget andre interesserede RC-folk til sig. Knud Sørensen var teknisk direktør for udviklingsafdelingen og har været chef for de fleste omkring bordet.
- Det sidste halve år var træls, fordi vi alle vidste, hvilken vej det ville gå. Jeg gik selv kort efter nytår, fordi jeg vidste, at ICL ville lukke hele udviklingsafdelingen, og jeg ville ikke fyre de folk, jeg selv havde ansat, siger Knud Sørensen. Han stiftede madklubben til sin afskedsreception - eller blev presset til at gøre det, som han selv udtrykker det.
- Alle vidste jo, hvilken vej det gik, så jeg blev bedt om at lave et netværk, hvor vi kunne hjælpe hinanden med at få et nyt job, og så var det jo også godt at finde en anledning til, at vi kunne se hinanden igen - udenfor Regnecentralen, fortæller Knud Sørensen og glæder sig over, at det i løbet af de første år lykkedes ham og kollegerne at skubbe nogle af de fyrede i gang på en ny arbejdsplads. Nu har det sociale sigte taget over.
Arbejdsglæden kom aldrig igen
Men for mange blev det aldrig helt det samme, selv om de blev sluset over i andre it-jobs i andre virksomheder.
- Tænk på, at jeg har været på Regnecentralen i 22 år - 22 sjove og spændende år. Vi sad med fingeren på pulsen i den digitale udvikling - hele tiden, siger Knud Sørensen og kommer i tanke om, at han for nogle år siden i en anden sammenhæng ringede til en af de gamle RC-medarbejdere, der godt nok var kommet i arbejde efter lukningen.
- Men hendes arbejdsglæde var aldrig kommet tilbage efter Regnecentralen. Det fortalte hun mig som noget af det første i telefonen, fortæller Knud Sørensen. Historier som den om den tabte arbejdsglæde går igen og igen i flere variationer hen over bordet, mens tjenerne sætter desserten frem og gør klar til kaffen. Selv om de mange på Regnecentralen - i hvert fald i udviklingsafdelingen - øjensynligt arbejdede solen sort, så fremstår det i erindringen som en "travl men skøn tid."
De fik det til tiden - og det kørte
- I seks måneder arbejdede vi helt bogstaveligt i døgndrift for at blive færdige med et projekt, som vi skulle levere til JTAS (Jydsk Telefon Aktieselskab, en af Regnecentralens største kunder, red.). Det var fra ni til 24 seks dage om ugen, og man måtte kun bede om fri med rigtigt gode begrundelser, fortæller en anden RC-medarbejder og tilføjer stolt:
- Jeg kan huske, at vi skulle aflevere den 14. juni 1976. JTAS skulle have det på den dato. Og det fik de - og det kørte.
Det var måske netop den arbejdskultur, som gør, at sammenholdet for de gamle RC-folk her 13-14 år efter den endelige lukning stadig er så stærkt.
- Det var en kultur uden lige. Man fornemmede det allerede op gennem 70'erne. Da Regnecentralen gik konkurs i 1979, anså vi ikke os selv for fyrede. Vi knoklede i tre måneder uden at få løn, mens selskabet blev reetableret, lyder det hen over bordet.
- Indimellem var der nogle, der sov på gulvet. Det blev ikke opfattet som spor mærkeligt, tilføjer en tredje.
Regnecentralen var den vigtigste skole
Regnecentralen udsprang i sin tid af universitetsmiljøet. Virksomheden var oprindeligt et institut under Akademiet for Tekniske Videnskaber og hed de første mange år: Regnecentralen, Dansk Institut for Matematikmaskiner. I mange år - måske i samtlige 37 aktive år - var Regnecentralens opgave ikke bare at udvikle hardware og software, men også at forske og undervise i datamaskiner og programmering. Derfor blev Regnecentralens virksomhedskultur også et særegent miks af det akademiske forskermiljø og det erhvervsrettede virksomhedsmiljø. Og måske lykkedes lige præcis den cocktail aldrig helt.
- Jeg tror, at Regnecentralen blandt andet gik ned på grund af vores manglende evne til at fokusere. Vi ville det hele, vurderer den gamle udviklingsdirektør, Knud Sørensen.
- Og så var der den der totale arrogance overfor kunderne og deres behov, lyder det tørt fra sidemanden. Men den manglende forretningsmæssige fokus havde måske klare gevinster for medarbejderne i det lange løb. I hvert fald når man kigger på det i bagklogskabens ulideligt klare lys, som man jo gør sådan en aften.
- I dag underviser jeg på Ingeniørhøjskolen, og mange af de ting, jeg giver videre der, har jeg fra Regnecentralen. Det var der, jeg fik min uddannelse, siger en ved bordet, og det vækker genklang over kaffen:
- Op gennem 70'erne, så var Regnecentralen stedet, hvis man ville uddannes i den branche. Det jeg lavede der, det kunne jeg ikke få andre steder.
"Hold kæft, hvor den onanerer"
I den anden ende af bordet distraherer en helt anden diskussion.
- Alting swappede ud på disken, der larmede i et væk. Hold kæft, hvor den onanerer, var der en der udbrød. Selskabet kaster sig grinende ud i en diskussion af problemerne med at overføre RC4000-programmer til RC6000-maskiner. Sådan var også larmen fra Danmarks og Regnecentralens første datamaskine, DASK, et klart signal om, hvordan det gik med beregningerne.
- Hvis den spillede Ach du lieber Augustin, så vidste man, at der var noget galt. Så tog man det kosteskaft, der stod ved siden af maskinen, og bankede i loftet, fortæller en af RC-veteranerne, der var med helt tilbage i den legendariske villa på Bjerregaardsvej i Valby, hvor DASK var bygget op i dagligstuen. I lejligheden ovenpå boede nemlig en herre navn ved Aastrup, og han reagerede prompte på bankesignalet. Hvis det var om natten kom han endda ned i badekåbe.
- Så gik han langs panelet med radiorør og snuste sig frem, til han fandt det radiorør, der var gået, skiftede det ud og gik op i seng igen.
Programmører er kun lidt bedre mennesker
Det leder naturligt samtalen hen på, hvor fantastiske programmerne var dengang, hvor hardwaren begrænsede mulighederne, så det gjaldt om at udnytte maskinens knappe ressourcer bedst muligt.
- Hardwarefolkene er løbet fra softwarefolkene. Computerne er blevet bedre og programmerne er blevet dårligere. Sådan er det: Vi bliver alle sammen til fede katte, hvis vi får muligheden, lyder det filosofisk.
- Ja, programmører er kun lidt bedre mennesker end andre, indskyder sidemanden. Selv om det måske er sandt, at programmører er en smule bedre end andre, så er det alligevel svært at udvikle gode programmer. Det kan de forsamlede it-folk alle skrive under på. De har gennem et langt liv erfaret, at ting tager tid, og det tager rigtig lang tid at lave gode programmer.
- Vi var et par stykker, der fik til opgave at lave et program, der kunne beregne stabiliteten i et skib, afhængig af lastens størrelse og placering. Det mente de, at vi kunne lave på fjorten dage. Det varede over et år, hvor 11-12 mennesker programmerede uafbrudt på det, fortæller den distingverede herre i det blå jakkesæt med Versaceslipset og tilføjer stolt:
- Men det blev en af Regnecentralens store succes'er og kørte i mange, mange år.
Fejl begås mens de venter
De gamle RC-veteraner har været vidne og aktører i en it-revolution, der fuldstændigt har omkalfatret vores tilværelse og den branche, som de selv var en del af. Men mange af dem kan nu alligevel ikke helt forstå, hvorfor det ikke er lykkedes at digitalisere de gamle papirjournaler og indføre elektroniske patientjournaler, EPJ, på landets sygehuse.
- Det er tankevækkende, at faxerne stadig har en gylden tid på hospitalerne. Det oplevede jeg for nylig, da jeg blev opereret på Rigshospitalet. Man tror det næppe, undrer en RC-veteran.
- Fra ministeriets side kunne man have udlagt nogle præcise og fælles ideer om, hvad systemet skulle indeholde, siger en anden.
- Fejl begås, mens De venter, tilføjer en tredje.
- Da vi i 1960 stod for folketingsvalget for Danmarks Radio, gik det fuldstændig galt, fordi vi forvekslede en by, der hedder Held med Hellerup. Heldigvis fik vi det løst, og det var en spændende og interessant opgave, selv om vi ikke fik penge for det, fortæller en fjerde.
Både begejstringen og frustrationen over at have været pionerer sætter sine spor. Alt efter temperament er det succes'en eller fiaskoen, der kommer først frem i erindringen.
- Det er ikke sjovt at lave noget, der ikke bliver brugt. Jeg har lavet for meget af den slags i min tid på Regnecentralen, indskyder en femte.
Måske har RC stadig en fælles ånd
Sådan skifter samtalen igen - umærkeligt - retning, som den let kommer til i godt selskab. I mere end 13 år har de gamle RC-folk udvekslet historier, og der kommer øjensynligt stadig nye frem. Måske findes der en gammel - og måske fælles - RC-ånd. Måske findes den stadigvæk. Det er i hvert fald tydeligt, at det var nemmere at være en del af fællesskabet, hvis man var besjælet af en pionersjæl.
- Hvis man har den der ånd, så er det sikkert godt, som en deltager bemærker, inden vi rejser os for at betale - og for at få en slukefter-øl i baren. Imens går en af arrangørerne fra den uformelle og selvbestaltede bestyrelse rundt med en serveringsbakke for at samle penge ind for middagen, mens initiativtager og uformel madklub-formand Knud Sørensen glæder sig over, at klubben stadig kan mønstre så mange deltagere til aftenens sammenkomst. Interessen for at mødes er øjensynligt ikke blevet mindre, jo længere den fælles, gamle arbejdsplads kommer på afstand.
Nu er alle med - på nettet
- Det er imponerende, og vi er endda ikke så mange, som vi plejer at være. Det er et lidt dyrt sted, vi har valgt denne gang, og derfor har nogle meldt afbud. Jeg tror, vi bliver endnu flere næste gang. Vi får ikke aflivet det her, siger Knud Sørensen.
- Cirka halvdelen er Tordenskjolds soldater og kommer hver gang, resten skiftes til at dukke op hvert andet år - og der er endda også nogle, der ikke har været her før, tilføjer Anne Marie Rasmussen, der også er en del af den uformelle bestyrelse, der i øvrigt har været de samme folk gennem alle årene. Hun tilføjer:
- Vi er rimelig stolte af, at der er så mange, der bliver ved med at komme.
Der er hverken vedtægter eller generalforsamling i Regnecentralens madklub. I nogle år kostede det 25 kroner om året til at dække frimærker til den halvårlige invitation, men nu foregår det hele pr. mail, og så er der ingen grund til at bøvle med penge.
- Jeg har netop i aften fået den sidste mail-adresse på en af montørerne, der loddede printplader. Hun var den sidste, der kom på nettet, fortæller Anne Marie Rasmussen.
[ I slutningen af 1991 sælger den sidste store aktionær, pensionskassen Pensam, sine aktieposter i RC International til britiske ICL, der kort efter bliver opslugt af japanske Fujitsu. Fabrikationen på RC's fabrik i Præstø stopper, og Regnecentralen ophører i 1992 med at eksistere som selvstændig virksomhed. ]
